Salt og lys – billeder for Guds usynlige nærvær

Alle Helgens søndag | Matthæus 5, 13-16 | af Peter Fischer-Møller |

Det er ikke til at se med det blotte øje. Men når vi lukker øjnene kan vi mærke det: livets mirakel og kærlighedens under, betroet os så vi kan gå ud og gøre dagen til en god dag for andre og os selv.

Jesus bruger saltet og lyset som billeder på Guds nærvær i verden og vores liv og den betydning vi har for hinanden som mennesker og kristne.

Jeg har taget noget sydesalt med her op på prædikestolen i dag. Se her! De fine hvide saltflager. Dem kan vi sagtens se, men hvad de gør med maden, kan vi ikke se. Det kan vi kun mærke. Hvad er f.eks. et blødkogt æg uden salt? En fad og uinteressant smag! Og hvad er et hav uden salt? Øresund er slapt at bade i sammenlignet med havet omkring Læsø. Saltet bærer én oppe, det er kraftfuldt og forfriskende. Det ridser og renser og svir i de små riften man fik, da man gik og plukkede brombær.

Saltet er billede på kraft, spændstighed og friskhed. Saltet gør en forskel. Opløst i vandet er det usynligt, men tilstede overalt, og der er en verden til forskel på vand med og uden salt.

På samme måde med lyset. Jovist kan vi se lysestagen og gadelampen, men lyset selv kan vi ikke se. Eller rettere, hvis vi ser lige ind i det, blændes vi, så vi slet ikke kan se noget andet. Lyset mærker vi indirekte, skjult, ved at det får verden til at stå frem for os. I mørket er alle katte grå, siger vi. I mørket kan vi blive bange for at blive væk for os selv og hinanden. Mørket gør alting forskelsløst. Lyset kalder forskellene frem. Lyset vækker farverne i tingene.

Der sker noget, når lyset bliver tændt i stuen. Og det natlige mareridt jages på flugt af morgensolen.

En af tidens modeord er synlighed. Vi er meget optaget af alt det, der kan ses og vises frem. Vi bygger samtalekøkkener og anlægger haver og lægger redigerede billeder på Facebook. Og fint nok med det.

Men måske er det sådan, at det allervigtigste i vores liv er det, vi ikke kan se: at hjertet slår, og at det har nogen at slå for, at vi trækker vejret og at vi kan holde  hinanden i ånde, at vi kan sætte ord på tingene og har nogen at tale med.

Kirken står her i landskabet, rager op mellem de andre bygninger i byen. Den kan ses langvejs fra. Men Guds nærvær, og den tro som rører vores hjerter, kan vi ikke se. Det vigtigste er der bare og kalder os til opmærksomhed.

Lige sådan er det med mennesker, der betyder noget for os, mennesker som vi holder af og som holder af os. De har velkendte ansigtsudtryk, vi kender deres måde at bevæge sig på, og vi kan aflæse deres kropssprog. Vi kan genkende dem på afstand. Kroppen er vigtig. Den er ikke bare et hylster for sjælen, som vi kan glæde os til en gang at krænge af os. Der er en mening med at Gud har givet os kroppe. Det er som kroppe, der kan se og høre og mærke hinanden, at vi får betydning for hinanden. Og derfor er det også at vi hver søndag bekender troen på kødets opstandelse. For livet er ikke kun noget vi har inden i os selv, men hvad der udfolder sig mellem os i den skabte verden. Og alligevel er det vigtigste i det, der er på færde mellem os usynligt. Det er den tillid, der kan opstå og udvikles imellem os, det at mærke et andet menneskes opmærksomhed, det at føle, at man bliver forstået. Glæden ved en vens nærvær, den tryghed der er i at være sammen. Det er det, der gør den store forskel. Det er sådan vi får betydning for hinanden. En betydning, der langt overgår samtalekøkkenet og den nyanlagte have og billederne på Facebook. Det er kærligheden mellem os – for det er jo den, det handler om – det er kærligheden der usynligt er til stede og som gennemsalter og gennemlyser os.

Det mærker vi så stærkt her ved Alle Helgen, hvor vi mindes vores døde, mindes generationerne som gik forud for os, dem som byggede det samfund, som vi i dag kan nyde godt af, dem som gav os de værdier i arv, som vi kan bygge videre på, dem som fortalte os de historier, vi kan spejle os i, så vi kan finde os selv og udvikle os som mennesker, dem der byggede kirken her og som generation efter generation har båret børn til dåben og givet dem historien om Jesus og hans uforbeholdne kærlighed og grænseløse tilgivelse som det et menneske kan leve og dø på.

 

Vi mindes her ved Alle Helgen særligt vores egne døde, dem vi mistede, og som vi savner her i dag. Dem som med deres opmærksomhed og kærlighed blev salt og lys for os. Dem som gjorde livet friskt og spændstigt, som gav os kræfter og mod til at tage fat, som gjorde en forskel og viste os, at vi selv har betydning. Vi mindes dem, ikke som døde, men som levende, som mennesker hvis kærlighed og inspiration stadig påvirker os.

Jesus bruger i evangeliet i dag saltet og lyset som billeder på det usynlige, som vi lever af og den betydning vi som mennesker har for hinanden.

Bagved og nedenunder er Gud overalt usynligt til stede i vores liv som den gådefulde magt eller kraft, der bærer os oppe, som giver hver dag sin særlige smag og farve og karakter. Og Gud er ikke bare magten bag den synlige verden, bag solen og månen og stjernernes lys. Han er også den, der fortsat skaber lys i vores liv, hvor vi synes det bare er gået helt i sort, og vi slet ikke kan se nogen vej videre frem. Tænk på jer selv eller på mennesker, I kender. Tænk på fastlåste liv, der så ud som om de aldrig kunne komme ud af dødvandet. Tænk på situationer, hvor I følte: her er alt håb ude. Og så skete der alligevel noget. Umærkeligt, uden at vi så det. Livet vendte tilbage. Tilværelsen løste sig op. Det tunnnelmørke, som havde omgivet os mistede sin magt, og vi kunne skimte lyset der fremme.

Hvordan skete det? Det ved vi næppe, men tit mærkede vi at det kom til os gennem andre mennesker.

I er jordens salt! I er verdens lys!

Læg mærke til, at Jesus ikke siger: Nu skal i tage jer sammen og prøve at blive jordens salt og verdens lys.

Nej, han siger I er. I er det allerede. I er det som I er.

Vores liv er gennemlyst og gennemsaltet af Gud selv.

Livet som det er lige her og nu, for os skrøbelige mennesker. Vi fejler, vi svigter, vi skuffes. der er dage, der løber ud mellem fingrene på os, og måneder og år vi spilder på bitterhed og uvenskab og strid. Men Gud bliver ved med at tro på os og være til stede i vores liv med sit salt og sit lys. Og i glimt oplever vi det, hvordan vi gør en forskel i andre menneskers liv, og de i vores, hvordan et andet menneske med sit nærvær og sin opmærksomhed gav mig kraft og næring, lyste op og fulgte med så livet igen åbnede sig for mig.

I er jordens salt. I er verdens lys.

Sådan lød Jesu ord en dag for næsten 2000 år siden til en tilfældig flok mennesker: fiskere og håndværkere, børn og voksne, ludere og lommetyve. I er jordens salt og verdens lys, sagde han. I er Guds mennesker, skabt og elsket af Gud. Og Gud ved hvad I har i jer: salt og lys fra ham. Brug det, bær budskabet om Guds usynlige nærvær og kærlighed med jer ud i verden!

Det ser måske ikke ud af ret meget, ja det, det for alvor kommer an på er ganske usynligt, et par korte sætninger: du duer som du er, du er et enestående og værdifuldt menneske, Gud kender dig og holder af dig og vil aldrig glemme dig hverken her i livet eller når du dør en gang. Dine synder er dig forladt, du får lov at lægge det forkludrede og mislykkede og ubærlige fra dig hos Gud, så du kan tage fat på dagen i dag med de evner og kræfter, du har. Det budskab var det Jesus betroede dem med sine ord og med sit liv. Det budskab er nu gået fra mund til øre gennem 80 generationer ud over hele jorden. I dag er stafetten nået til os:

I er jordens salt, I er verdens lys.

Det er ikke nogle andre, nogle særlig fremragende, begavede, dygtige, fromme helgener. Men os som vi er.

Dig og mig og ham og hende vi sidder ved siden af.

Et mirakel er det, at Gud har fået øje på os, og siger til os: Det er dig det handler om! Det er lige præcis dig som er lys og salt, og som jeg slet ikke kan undvære.

Om lidt går vi ud af kirken. Og det hele ligner stort set sig selv fra for en time siden. Hvad der er sket herinde kan ikke ses med det blotte øje, men det kan mærkes.

Vi er blevet mindet om Guds kærligheds salt og lys i verdens og i vores liv. Nu bærer vi det budskab med os ud i vores fælles hverdag, så saltet kan virke og lyset kan skinne til gavn og glæde for alle. Amen.

 

Biskop Peter Fischer-Møller

Roskilde

Email: pfm(at)km.dk