Spurvens skjulte mod og…

Spurvens skjulte mod og eksistensens nødvendige trods | 7. søndag efter trinitatis – 26.7.2020 | Mattæus 10, 24-31 | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Salmer:

 DDS 736

 DDS 299/ Han glemmer mig aldrig (Kirkesangbogen)

—

DDS 369

Kirkesangbogen 1004: Igen berørt

DDS 108

 

Frygt ikke! Gud har styr på det! Han har talt vore hovedhår – også dem, vi tabte – og de grå og de hvide. Han gemmer mælketænder og børnetegninger, tegner vore smil og andre menneskers knus som rynker. Vore tårer gemmer han i en lædersæk, Gud har både tal og styr på alt det, vi taber, han tager sig af det fortabte, forfaldent og hjemfaldent.

 

Frygt ikke for, hvad der kan ske og hvad der kan komme – forfølgelser, lidelse, død. Vi deler skæbne og vilkår med Jesus, som gik først. Og en discipel står ikke over sin mester.

Frygt ikke!

 

Hvordan skulle vi kunne være frygtløse? Hvordan skulle vi kunne trodse hungersnød, krige, sygdommes hærgen, klimakaos, ødelæggelser og angstdiagnoser? Hjertets kulde og menneskers afvisning? Tvivlen? Tvivleren? Hvordan skulle vi være uden frygt for at gå til grunde og falde til jorden som en spurv?

 

Se på spurven, småfuglen – er den frygtløs? Nja.. – det er da klart, den frygter for både kat og rovfugl, der med et snuptag kan og vil gøre ende på dens liv. Spurvens muntre hoppen omkring i støvet og den højlydte pippen i kor med andre småfugle kan ses som poetisk ubekymrethed en morgenstund ved Genezaret Sø. Men det er også en eksistenskamp for overlevelse og et stadigt råb om fællesskabets beskyttelse.

 

Vi forstår spurven bedre, end vi ved af, i disse tider, hvor faren er allestedsnærværende: Smittefaren, de andres potentielle og usynlige farlighed, med al den omvæltning og krise, der følger med.

Alligevel lever vi rimeligt sikkert og trygt, mere end de fleste. Vi frygter vel ikke så vældigt meget i det daglige, men væbner os med tålsomt mod, – tålmodighed og omtanke. Vi støtter os til fællesskabets beskyttelse i det daglige samarbejde om at passe på hinanden, ligesom færdselsregler i trafikken. Vi vænner os til en ny levemåde, tilpasser os.

 

Men det var ikke dagligdagens frygt, Jesus talte om, – det var forfølgelserne, udstødelsen, livsfaren ved at være discipel – vækker det genklang i os?

 

I denne del af Europa behøver vi ikke frygte for at gå til gudstjeneste, eller for at bære synlige tegn på troen som kors i halskæden og fisk på bilen. Det går upåagtet hen.

Lidt mindre upåagtet bliver det, hvis vi giver os til at tale om vores tro. Det kan ligefrem gå hen og blive en diskussion, en hed debat i avisen, et lille skænderi.

 

Ville vi holde til forfølgelser? Ville vi tie og skjule os som en trykket spurv? For et mumlet eller tavst Fadervor et par gange dagligt forandrer vel ikke en verden?

 

Coronakrisen afslører en større frygtsomhed, end måske forventet. Vi holdt op med at fejre gudstjeneste i kirkerummet! Vi lukkede kirkerne! Og spurvene hoppede rundt i jordens støv for at finde et frø, en smule at leve på, troen fandt sine ytringer i hjemmet og på nettet og ude i det fri, hvor vi stadig kunne gå til kirke og kirkegård, læse opslag, møde spor af forkyndelse. Påsken blev en prøve i synliggørelse af budskabet, – kirkens tro fandt sine veje ud til fællesskabet. Lige med ét var vi tilbage i de første kristnes spurvespor, om end på helt andre og trods alt blidere vilkår. Troen måtte finde sin vej, måtte ud, måtte tydeliggøres og råbes fra tage og tårne.

De første disciple fik at mærke, at jøderne anså dem for vantro, – spredere af falsk lære, falsk tro. Og at romerne anså dem for statsfjendtlig virksomhed. Senere blev det værre i form af en forfølgelse med både tortur og dødsstraf. Statsmagt. Men kraften i troen lod sig ikke skjule eller tie – husmenigheder, hemmelige møder med sang og oplæsning af breve, genfortælling af historier om, hvad Jesus sagde og gjorde, fællesspisning og madklub og mennesker der delte ud af, hvad de havde, og hjalp hvor de kunne. De kristne fik ry for at hjælpe, gøre godt og ikke gengælde ondt med ondt.

 

Uden sammenligning, men dog med fællestræk fandt vi under den nyligt overståede nedlukning veje på internettet og satte spurvespor i hverdagen med telefonopkald og havebesøg, gennem hækken samtaler og ”gør det selv” andagter. Det gik ikke helt upåagtet hen, vi fik en del bevågenhed i pressen, – og et hak i nakken fra et af de store dagblade, der bed mærke i, at præster lavede mindre end ellers af det sædvanlige præstearbejde. Lad den, der kan tænke, tænke selv om det og om, hvad præsterne mon så fandt på at lave i stedet.

 

En lille spurv, der kvidrer et sted, et kort og lille liv, inden den tilsyneladende sporløst falder til jorden. Hvem passer på spurven? Og hvem passer på den lille tro, den skrøbelige tillid, den bævende due, der ikke rigtigt ved, om det går an, at søge mod og trøst og pipper højt om tro og længsel og tillid?

 

Frygt ikke! Siger Jesus og inviterer til trods og opstand imod enhver resignation med begrundelsen, at vi er mere værd end mange småfugle, og selv, idet vi falder, er ledsaget af den usynlige, men allesteds deltagende fader.

 

Det skulle indgyde os en vis fortrøstning og uforsagthed i livet. Vi er frihedens børn med mange muligheder!

Skulle vi frygte nogen fjende? Endsige frygte en fjende, der kan lade legeme og sjæl gå fortabt i Helvedes ild? Tror vi virkeligt på det ?  Regner vi med det ? Eller hvordan?

Er det de tanker, der vækker os midt i natten og holder os rastløst beskæftiget?

 

Nej, vel? Ikke til hverdag. Vi har lært det grundigt, at vi ikke skal frygte. At der er grund til trods mod enhver frygtsomhed. Vi er ansporet til opstand imod enhver krænkelse på vores frie ret til at tænke, tro og tale ud om, hvad vi har på hjertet.

Alligevel frygter fællesskabet mere end godt er, at nogen skal tale for stærkt, tro for stærkt, råbe det for højt ud over tagene.

 

Det bliver også let så skingert og kunstigt, når det råbes. Særligt, hvis det udsiges som en trussel om straf, hvis ikke vi lystrer!

Den form for mission har aldrig virket – ret længe ad gangen.

Der findes ingen forkyndelse, ingen mission, der virker, hvis ikke den ene og alene er grundet på Kristus og dermed bliver et livgivende engagement i det andet menneske og en oprigtig vilje til det gode, – uden bagtanke om egen vinding eller ros.

 

Derfor er det også kun muligt at overbevise ved at tale naturligt, ukunstlet, uforstilt og bare være den man er, med den tro, der fylder hjertet og derfor også præger gerningerne. Helligåndens værk er at overtage – og det kræver, at vi selv træder til side og blot lader os fylde og handle med. Troen kommer af det, som høres; og af konsekvenserne – eller gerningerne med andre ord – af det, som høres.

 

Hvad er der at frygte for? I sidste ende kan frygt kun bunde i en forestilling om, at Gud er en straffende, vred og nidkær  regnskabsfører, der sender sit eget værk i fortabelsens ild.  Den frygt er synd om noget! Frygt er mistillid til Gud, og frygten råber højt om alt det, løgneren, bagtaleren, beelzebuul eller satan (djævelen har mange navne) helst vil have os til at tro.

 

Kristus viser os et andet Gudsbillede, en anden sammenhæng mellem hjerte, gerninger og konsekvens. Han viser os en Fader, der holder spurvens skælvende hjerte i sin hånd og har omsorg for mennesker midt i en verden af gru og skræk og fald. De fortabtes redningsmand er han, der sætter sit liv til for både spurve, for fårene og for os. Der er grund til fortrøstning og mod. Der er årsag til tilliden, og til den piblende bæk af taknemmelighed og kærlighed, det kalder frem i os. Så vi finder en vej, selv når muligheden for at mødes til gudstjeneste afskæres, og det bliver svært. Alt det diakoni og opfindsomhed, der piblende frem under nedlukningen var ikke præsters opfindsomhed, det var kirkens tro og tillid til det Jesus med hele sit liv som indsats råbte ud i verden.

Inden han som en spurv lod sit liv falde trygt i den faderhånd, der oprejste – og oprejser os til liv. Til dåd. Til Evighed. Amen!

 

 

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk