Vig bag mig, Satan. Du vil bringe mig til fald.

5. søndag efter trinitatis – 12.7.2020 | Matt 16,13-26 | af Rasmus Nøjgaard |

Jeg tror vi alle kender til at have magt over et andet menneske. Når vi ved at vores råd og vejledning er afgørende for, hvilke valg et andet menneske træffer, og når vi har muligheden for at løse eller binde en anden, sætte et barn fri eller give det skyldfølelse, og når vi bevidst prøver at vække frygten eller give sjælefred. Det lyder måske som store og magtfulde ord, at vi hele tiden holder et andet menneskes skæbne i vore hænder, men det er det vi gør, når vi knytter os til hinanden, deler liv og skæbne, gør os sårbare og afhængige, privat og som samfundsborgere. I større eller mindre grad er vi afhængige af andre, om vi vil det eller ej, og det er sådan set godt og positivt. Det er sjældent lykkeligt at leve sit liv isoleret, monologisk, kontrolleret. Men det kan kræve mod at udvise tillid, hengivenhed, ydmyghed, lydhørhed og kærlighed.

Jeg tænker at kærlighed bedst kan forstås som at være levende engageret i livet. Det må være derfor, at Jesus forsager Simon Peter, han forsager det som begrænser kærlighedens udfoldelse, det onde. Han forsager ikke Peter, men den onde selv som taler gennem Peter. Paradoksalt nok, da Simon Peter allerhelst vil have at Jesus skal holde sig i live og ikke udsætte sig selv for fare ved at gå op til Jerusalem. Simon Peter påkalder Gud, fordi han ikke ønsker at det må gå så galt som Jesus forudser. Simon Peter vil Jesus det bedste, og han har lige bekendt, at Jesus er den levende Guds søn. Den levende Gud, og ikke en forfulgt, forpint, korsfæstet og død søn. Simon Peter kan umuligt vide det samme, som vi gør, at Jesus forudsiger det der vil ske, og at hans død og opstandelse vil sone forholdet mellem Gud og mennesker for at vække kærligheden mellem mennesker. Simon Peter forstår ikke, at det er Guds plan at Jesus skal dø og opstå på tredjedagen. Havde Simon Peter vidst det, og forstået det, var hans ord givet vis faldet anderledes ud. Men han forstår det ikke, han tænker og taler med verdenens fornuft. Men samtidig en fornuft, der modarbejder forsoningen og kærligheden, han er i al uvidenhed i det ondes tjeneste.

Igennem prædikenens historie er Simon Peter et let mobbeoffer, den udvalgte som alt skal bygges op omkring, der ingenting gør rigtigt og som synes dummere end de fleste. Men jeg tænker ikke, at det var Mattæus’ ønske at fremstille ham så nedladende. Der må stikke noget andet under. Selv har jeg altid godt kunnet lide Simon Peter. Han er nok menneskelig og den der sidenhen hytter sit eget skin ved at undsige Jesus, men lige her er han modig. Han tør kalde Jesus for den levende Guds søn, og som den første blandt disciplene siger han lige ud at Jesus er messias, Guds søn. Simon Peter er modig og uselvisk da han efter fiskedrættet ved Galilæa kaster alt, hvad han har i hænderne for at følge Jesus som hans discipel. Tænk jer ligefrem at kaste sit tidligere liv overbord, forlade sit arbejde og sin familie, og blindt følge en fremmed.

Jeg tænker, at det er derfor Jesus ærer Simon med navnet Peter, det aramæiske ’kefas’, der som navn tidligere er helt ukendt og som betyder ’klippen’. Peter er klippen, som Jesus vil bygge sit fællesskab på. I oversættelsen står der ganske vist ’kirke’, men det græske ord betyder snarere ’fællesskab’ eller ’menighed’, og det eneste andet sted dette ord ’ekklesia’ forekommer hos Mattæus, oversættes det da også med fællesskab eller menighed (Matt. 18,17). Simon er klippen som Jesus vil bygge sit fællesskab op omkring. Fordi han bekender sig til Jesus som den levende Guds søn. Jesus skaber her det bekendende fællesskab, som vi siden hen kalder kirke. En kirke er en bekendende menighed. Det er derfor vi har brug for at mødes i vore fællesskaber for at synge, bede, læse og prædike, alt sammen som en bekendelse til Kristus som den levende Guds søn. Overalt hvor man alene eller sammen med andre bekender sig til den levende Guds søn, hører man for eftertiden til Jesu Kristi fællesskab. Det danske ord ’menighed’ betyder slet og ret fællesskab og er en oversættelse af ’ekklesia’. For et kirkesamfund der som folkekirken har bygget sin praksis op omkring to sakramenter, dåben og nadveren, er dette skriftsted en snublesten, for her er det ikke dåben eller nadveren som sakramenter, der er afgørende for fællesskabet, men bekendelsen. Med en vis ret kan man derfor sige, at når vi samler os til gudstjeneste, gør vi det for ligesom Simon Peter at bekende os til den levende Gud. Det er ikke tilfældigt at dåben bæres frem af den apostolske bekendelse, og at vi døber på dens treledede, trinitariske bekendelse. Vi bekender vores tro på at Jesus Kristus er den levende Guds søn, der handler i dåben.

Efter sin bekendelse får Simon det ærefulde tilnavn ’Klippen’, og får så overrakt nøglerne til himmeriget, billedligt talt. For himmeriget må forstås billedeligt som vi hver især kan. Måske er det et billede på fællesskabet med den levende Guds søn, Kristus, måske er det det evige liv, det eneste der ikke står, er at det er et efterliv, altså livet efter døden. Selv om det ofte er tolket sådan. Jeg tænker at det skal forstås som fællesskabet med den levende Guds søn. Simon Peter har fået magten til at løse og binde, alt han binder på jorden, skal være bundet i himlene, alt han løser på jorden, skal være løst i himlene, altså hos Gud. Sluttede evangeliet her, var vi overladt til den forestilling at Simon hermed havde fået Guds autoritet overdraget til at forvalte liv og død som en gud. Men Jesus henviser ikke til Simon Peters autoritet, men til sig selv: ’Hvis nogen vil følge mig, så skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.’ Efter bekendelsen følger forpligtelsen. Fordret personligt, men båret af fællesskabet med Jesus.

Mellem bekendelsen og fordringen står forsagelsen. Det er uden tvivl en nøgle til at forstå, hvad både bekendelse og fordring betyder. I det øjeblik Simon Peter anråber Gud om, at det ikke må gå Jesus så frygteligt som forudset, vender Jesus sig mod Peter, og siger: ’Vig bag mig, Satan. Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.’ Det er Simon Peters ord, Jesus forsager, det han lige har sagt. Det er det som bringer troen på Jesus som den opstandne frelser til fald, han forsager. Han forudser at mennesker altid vil skjule sit eget under dække af troen og bruge fællesskabets autoritet til fremme egne mål. Jesus ændrer ikke ved den æresbevisning, som han lige har givet Simon, men han ser at der altid er en anden magt der taler med. Under dække af smuk retorik og gode intentioner, skjuler den onde sig. Den ondskab der prøver at overbevise os om at vi har ret til verdens magt, rigdomme og privilegier, at vi har fået magten og autoriteten overdraget, at vi har fortjent den og er forpligtet på den, at den hos os er i de bedste hænder. Klippen Simon har kun lige fået nøglemagten overdraget, førend det rette ejerskab og den sande autoritet sættes på plads. Den æresbevisning han får, skal bæres ved selvfornægtelse og ved at tage Jesu kors op. Korset kan ikke forstås anderledes end at opgive den magt og status som hører verden til, og hengive sig til efterfølgelse af Jesus Kristus.

Forsagelsen er med andre ord en evig påmindelse om at det onde hele tiden arbejder og stikker sit hoved frem for at modarbejde Guds vilje. Gud blev menneske for at forsone sig med mennesket, og for at indgyde os tillid og mod til at arbejde for fællesskabet. Den levende Gud tager del i vores liv, og har forsonet sig med vores utilstrækkelighed. Men Jesus død og opstandelse er ikke en accept af tingenes tilstand, snarere tvært imod en insisteren på at bekende sig til det gode og holde det onde i ave. Det er unægtelig en anerkendelse af at vi i forsøget på at ville det gode, ligesom Simon Peter, kommer til at gøre det onde. Men enhver der tager sit kors op med ydmyghed og selvransagelse, enhver der accepterer sin fejlbarlighed og affinder sig lydhørhed, møder Kristus med tilgivelse og vilje til forsoning.

Bekendelse og forsagelse er tæt sammenknyttede. Men måske også bedst i den rækkefølge, først en vedkendelse af at høre Kristus til, og under fortegn af Guds nåde først da en forsagelse af alt det uordentlige der regerer i os, og i verden for den sags skyld. Først troens klippegrund, så forsagelsen af det onde.

Jesus er klar i spyttet. Først hører han og lovpriser Simons bekendelse, men derefter forsager han det onde, der arbejder i Simon Peter. Det er ikke Simon Peter der forsager det onde, det er Jesus selv. Måske kan vi ikke selv, og måske kræver det bekendelse og bøn og en vished om at høre Gud til, en tro på at Jesus også vil forsage det onde i os, når det stikker hovedet frem. Måske er det korset vi hver især må tage op, at vi skal lade Jesus ransage vore hjerter. Måske er det så radikalt at vi aldrig kan dømme et andet menneske, men hver især må lade os nøjes med at have Kristus som dommer i vort eget liv. Måske er det frisættelse at kunne bekende sig til den levende Guds søn og regne med hans forsagelse, når vi har brug at se ud over os selv. Amen.

Salmer

748 Nu vågne alle Guds fugle små

56 Jesus er navnet mageløst

968 Vi tror på én Gud

974 Jeg gemte alle ordene i hjertet

52 Du Herre Krist

927 En yndig og frydefuld sommertid

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk