Vore planer – og Guds håb

5. søndag efter påske | Johannes 16, 23b-28 | Af Elof Westergaard |

Hver søn- og helligdag rummer en række bibelske læsninger, som hører den pågældende søndag i kirkeåret til.

5. søndag efter påske er det i Den danske Alterbog ud over versene fra Johannesevangeliet (Joh 16,23b-28) nærliggende at tage livtag med fortællingen om Jakobs kamp ved vadestedet i Penuel (1 Mos 32,25-32). Denne fortælling forekommer umiddelbart eksistentielt   vedkommende og meningsfuld, idet Jakobs kamp med en mand, med Gud og sig selv, med stor kraft illustrerer alle de kampe et menneske kan opleve i livet.

Men der er også mulighed for at læse en anden gammeltestamentlig tekst, en lille håbstekst hos profeten Jeremias (Jer 29,11-13a). Denne tekst er mindre dramatisk, men den er ligeså vedkommende og aktuel.

Gud siger gennem profeten Jeremias:

Jeg ved, hvilke planer, jeg har lagt for jer, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig.

Det er ord fulde af håb, og hvilket håb! Det er ikke ulykken, der står foran os, men en fremtid, hvor Gud er nær. For profeten Jeremias, som stod i Jerusalems ruiner, var der stor trøst og håb i disse ord. Vi står ikke som ham midt i ruinerne, men disse ord lyder ind vores krisefyldte og epidemi plagede tid. Det er godt at vide, at Gud har planer med vi mennesker og med verden, giver os en fremtid og rækker os et håb.

¤

Vi mennesker har ofte så mange mærkelige ting for. Vi vil så gerne have styr på dagen i morgen, ordne og planlægge. Det kan være udtryk for ansvarlighed, men det kan også blive for meget, hvis planerne for i morgen bliver alt i dit liv. Jesus en fortælling om en sådan mand. Han knokler løs, for han har en plan: Han vil bygge nyt og så derpå nyde livet. Han dør imidlertid den selv samme nat.   Alle hans planer viser sig at være nytteløse.

Journalisten Anders Langballe har lige udgivet en bog, som skildrer, hvordan han som politisk journalist lod sit liv fuldstændig styre af at bide politikere og borgmestre i haserne. Han og hans team af politiske journalister arbejdede fra tidlig morgen til sen aften. Ingen pauser og alt andet i livet måtte komme i anden række. Først og sidst gjaldt det livet, den politiske dækning. Han trak vejret i sit arbejde og levede i en slags journalistisk rus. Han var som han selv formulerer det i et interview, jeg læste forleden, en del af den opmærksomhedsmaskine som Christiansborg er. Han blev imidlertid pludselig syg, ramt af to blodpropper og måtte stoppe fra arbejdet for TV2 på Christiansborg. Han er nu et andet sted i livet, kom sig efter sin sygdom, og videregiver sine erfaringer og kommer også gerne med råd. Han søger nu ikke blot kontrol med alt, men han forsøger på at være tilstede og nærværende i livet.

Det slog mig ved læsning af interviewet med ham, den forskel, der er på hele tiden selv at planlægge og forfølge egne mål i den arbejdscentrifuge, vi lettest befinder os i, og så at arbejde og virke ud fra en grundlæggende tillid til, at Gud virkelig har lagt håbefulde planer om lykke og fremtid for os. Det sidste bør virkelig få os til at sænke skuldrene. Vi lever nok i et præstationssamfund, men vi lever samtidigt et af Gud givet liv i en verden, hvor Gud ikke vil slippe os. En verden, hvor Gud lader sig finde, og hvor han bærer håbet frem.

—

Biskop Elof Westergaard

Korsbrødregade 7

DK 6760 Ribe

eve(at)km.dk