2. Mose 2, 9-18

Håbsbrød som forsmag på himlen | Midfaste 2022 | 2. Mose 2, 9-18 og Johannes 6, 24-35 | Af Tine Illum |

Når vi spiser rundstykker med birkes så indeholder det på mange måder hele fortællingen om, hvad det handler om i dag.

For ordet birkes kommer fra et hebraisk ord, der betyder ”velsignelse”. En velsignelse der er strøet ødselt ud – som birkes på brød. Sådan er vores liv helt grundlæggende. Sådan er liv, når det er som det skal være. Det drejer det sig om i dag.

Velsignelse – håb – mod er en treklang i vores tro og liv. Og hver eneste dag kan vi se, hvad det modsatte er: en frygtsom, modløs og håbløs forbandelse.

Der er krig i Europa. Det er en frygtelig sandhed, som vi er vidner til. Og vi går ikke ind i kirken uden at bære alt det med os herind. Det skal vi heller ikke. Gudstjenesten skal ikke beskytte os mod virkeligheden. Den skal give os livets brød og velsignelse og håb, så vi får mod og kræfter til at leve et liv, hvor velsignelse, håb og mod er vores livsstil. Vores kristne livsstil. I en tid, hvor der dannes uhellige alliancer mellem magt og kirke i Rusland, må vi gøre to ting her i de vestlige kirker: Bøje vores hoveder, gå i os selv og vide og fortælle, at det kender vi også til. At kirker svigter deres kald – og i stedet for at protestere mod magtmisbrug og forfølgelse bliver en del af krigens dæmoni – det sker ikke bare andre steder. Det er også en del af os og vores historie. Og så må vi rejse os op og løfte vores stemmer. Sådan som mange modige russiske og andre ortodokse gør i denne tid og nægter at legitimere krigen i Ukraine. Og højlydt tager afstand til den ortodokse ledelse i Moskva. Og lige så højt tager afstand til præsidentens løgne og vold. For livets skyld. For menneskers skyld. Uanset, hvor og hvem de er.

Og vi må strø håb ud. Livsmod. Med let hånd. Der er håb i den gæstfrihed overfor flygtende, vi erfarer i denne tid. Håb i den fantasi, varme og generøsitet, der deler suppe ud ved den polske grænse og indretter boliger til flygtninge i en dansk landsby. Håb i bønner og lys, der tændes. Krummer af håb. Velsignelse.

Lad mig begynde et helt andet sted. Nemlig en lørdag, hvor der skulle købes ind til hele ugen. Den mindste af pigerne gik rundt for sig selv i den store butik, mens hendes far fyldte indkøbsvognen. Hjemme igen fortalte hun glædestrålende, at hun havde fået så mange forsmag. Det var det, vi andre kaldte smagsprøver. Hun blev ikke mæt, fik bare en lille smule på en gaffel, som man jo gør. Men det var en himmerigsmundfuld – en forsmag. Og samtidig et løfte om, at det her kun var begyndelsen….. engang ville der være meget mere. Men forsmagen er en kraftfuld glæde i sig selv.

Hvad er det, der sker med os voksne? Ja, det har vi lige hørt en fortælling om, da vi hørte, hvordan Gud blev forsørger for sit folk, der går og brokker sig i ørkenen. ”Hvornår skal vi spise?” spørger de Moses og Aron, og ”Vi er tørstige”, og ”Vi kan ligeså godt vende om og gå tilbage til Ægypten – der fik vi i hvert fald nok at spise”. Selvom Gud giver dem nok – nok til at hver eneste bliver mæt, så bliver de ved med deres brok. For dem er det

nemlig ikke forsmag og ikke håb på mere. Snarere de sidste krummer, der føder bekymringen for, om vi bliver mætte i morgen.

De gamle israelitters fortælling er, at de måtte gå fyrre år i ørkenen for at lære af det. De skulle ikke lære, at det var lige meget om de manglede brød og vand – men de skulle lære, at brød og vand ikke var nok. For mennesket lever ikke kun af brød, men også af de ord, der kommer ud af Guds mund. Af hans velsignelse.

Måske er det derfor vi en anden gang hører Jesus sige, at vi skal blive som børn. Leve af det, vi får givet i tillid til, at det ikke bare er nok, det er helligt og en forsmag, et løfte og et håb.

Når vi hører fortællingerne fra Bibelen i dag, er det jo helt tydeligt, at bekymringen for ikke at have brød, for ikke at have liv og fremtid er knugende. Den findes og den er reel. Det er den for Jesus. Og det er den for hans samtid. Det er den for mennesker i dag. Hvis vi har øjne i hovedet og hjerte i livet, så kan vi se det. Hvad holder dem overhovedet i live i Ukraines belejrede byer, hvor de savner brød og vand og alt muligt andet? Det gør håbet – håbet om, at der findes liv og fremtid, retfærdighed og frihed. For dem selv og slægterne efter dem. Og fordi det håb findes, kæmper de for det, de håber på. Beder og håber og slider og kæmper. Håb er dagligt brød. Det, der giver liv og kræfter. En forsmag på den fremtid, de lige nu kun håber og drømmer om, beder og kæmper for. Nogle af jer der er i kirke i dag, har sikkert engang lært Luthers Lille Katekismus. Her fortæller han, hvad hver bøn i Fadervor betyder. Lad os høre, hvad han sagde der for 500 år siden om bønnen ”Giv os i dag vort daglige brød: ”Gud giver også uden vor bøn det daglige brød, endog til onde mennesker; men vi beder i denne bøn, at vi må forstå det og modtage vort daglige brød med tak. Hvorfor hedder det dagligt brød? Det er alt, hvad vi behøver i livet så som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, marker, dyr, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode kollegaer, gode og sande myndigheder, god regering, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og ret tilværelse, gode venner, trofaste naboer og lignende.”

”Giv os” beder vi. Alt hvad vi behøver i livet. Og giv, at vi må må tage taknemmeligt imod det alt sammen. Taknemmeligt strø ud af det….. være dagligt brød for andre – være håb og velsignelse.

Det kommer ikke af sig selv. Det er kommet og kommer til os fra Gud. I Kristus, der siger: ”Jeg er livets brød”…. Vi må mindes om det. Og for at vi ikke skal glemme det eller tvivle, for at det skal være en levende forvandlende virkelighed for os og i os,- for at det må gå os i blodet – så siger han til hver eneste af os: Spis det! Det er livets brød. Drik det! Det er frelsens bæger. Smag og se, at Gud er god. Tro det. Lev det. Amen.

SognepræstTine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk