Lukas 14, 1-11

Junglens og kærlighedens lov | 17. søndag efter trinitatis | Lukas 14, 1-11 | Af Peter Fischer-Møller |

Prædikenen her skal handle om to love, der fylder meget i vores hverdag med hinanden: jungleloven og janteloven – og så om den lov, som Jesus bærer med sig: kærlighedens lov, som Paulus kalder: fuldkommenhedens bånd.

Jesu ord, som vi hørte dem før, om at ”den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes” har sat sit præg på os – i hvert fald når vi går i kirke. Når jeg kommer til gudstjeneste rundt om i de sjællandske kirker, er der ofte en del folk på de bageste bænke, mens der tit er tomt oppe foran, hvor det ellers er lettere at se og høre hinanden. Til gengæld holder vi os ikke tilbage, når vi kommer uden for kirken. Der konkurrerer vi heftigt om en plads i solen. Måske har vi ikke rigtig fattet meningen med Jesu ord – eller måske har vi ikke lyst til at forstå dem og rette os efter dem.

Vi får se!

Det har ikke altid været sådan, at man holdt sig ydmygt tilbage i kirken. Vi ser det tydeligt i Roskilde Domkirke, hvor vi har en vældig samling af fantastisk flotte kongelige gravminder. Faktisk er alle regerende konger og dronninger siden reformationen i 1536 begravet her.

Måske var de ydmyge, men i givet fald på en så subtil måde, at de valgte at skjule deres ydmyghed under de mest spektakulære gravminder.

Hvor herskaberne i gamle dage med den største selvfølgelighed havde de øverste bænke i kirken markeret og reserveret til sig selv, agerer vi anderledes her i kirken.

I dag foretrækker de fleste voksne de bageste bænke.

Måske af ydmyghed.

Måske fordi forfatter Aksel Sandemoses ”jantelov” med budene om at ”du skal ikke tro du er noget” og ”du skal i hvert fald ikke tro, at du er bedre end os”, fik tag i os op gennem det 20. århundrede.

Eller måske handler det om det helt lavpraktiske, at hvis man ikke kommer i kirke så ofte, så er det rart sidde, så man på dem foran kan se, hvornår man skal rejse sig op og sætte sig ned.

Mange danskere vil i øvrigt også gerne have en konkret anledning til at gå i kirke. For hvis man bare går der fordi det er søndag, kunne naboerne jo tro, at vi mente, vi var noget særligt i forhold til Gud, at vi var ved at blive hellige! Og det har i nogle generationer været noget af det værste, man kunne blive beskyldt for at være. Rene farisæere som dem, vi hører Jesus sætte på plads i evangeliet i dag.

Jeg vil godt slå et slag for at vi udstiller vores ydmyghed lidt mindre demonstrativt i kirken, at vi sætter os højere op og i øvrigt kommer her så ofte som muligt for bedre at høre, hvad det egentlig er, Jesus har på hjerte, som inspiration til det liv vi går ud til her om lidt.

Og her kommer jeg så til den anden af de love, jeg nævnte til at begynde med: jungleloven. Darwin formulerede den i sin evolutionslære som en generel lovmæssighed i naturen: den bedst egnedes overlever.

Selvom vi i vores skandinaviske lande har prøvet at give jungleloven en form for modspil ved at opbygge velfærdssamfund med det formå at sikre tålelige vilkår for alle mennesker og ikke kun for de stærkeste, så er konkurrencen hård ved mange. Det stigende antal stress-ramte er et klart symptom, ligesom vi kan konstatere, at forskellen mellem rig og fattig i vores samfund og globalt vokser i disse år.

For os i Skandinavien handler jungleloven for de fleste af os ikke så meget om konkret overlevelse, men om selvværd. Vi kæmper om opmærksomhed og anerkendelse. Vi kæmper for at blive til noget i andres og egne øjne. Vi kæmper for en plads i solen og forbitres, hvis vi føler at andre skygger for os. Vi kører derudaf som om vi var administrerende direktører i vores egne liv med opmærksomheden stift rettet mod bundlinjen, som i de her år hedder autenticitet. Eller vi fortvivler over at være kørt agterud. Vi skal være autentiske, enestående og helt os selv, ligesom alle de andre. Det er den gamle historie om vores ulyksalige tilbøjelighed til at gøre os selv og vores eget til verdens omdrejningspunkt endnu en gang.

Her er det Jesus i dag stiller sig ved siden af en af dem, der ikke havde nogen chance for at klare sig i konkurrencen, en mand med vand i kroppen. Jesus går på tværs af religiøse og samfundsmæssige normer for at åbne vores øjne og hjerter for en anden lovmæssighed i tilværelsen end junglelovens og jantelovens. For at nå os med sin kærlighed, som er fuldkommenhedens bånd.

Jesus kæmpede med sig selv og sit liv som indsats, kæmpede for at skabe os et fristed, hvor vi kan være sammen uden hele tiden at skulle måle os med hinanden, et rummeligt sted med plads til alle, et sted hvor vores opmærksomhed ikke er rettet mod os selv, men mod Guds gavmildhed og mod hvad de andre har at bidrage med eller hvad de har brug for.

Det var for jeres skyld og min skyld Jesus provokerede de pæne mennesker i farisæerens hus den dag, det var for deres skyld og vores skyld, at han drillede de fremmødte ved at sætte fokus på deres små indbyrdes magtkampe.

Guds rige handler ikke om regler og rang. Guds rige er der, hvor både jantelov og konkurrenceræs må vige for noget andet og vigtigere, hvor opmærksomheden ikke kredser om os selv og vores egne projekter og vores egen succes og fortræffelighed eller mangel på samme, men om det liv, der udfolder sig mellem os –  og om dem, der har brug for os og vores indsats – som nu f.eks. en syg mand med vand i kroppen.

De gamle, der byggede kirker i middelalderen havde selvindsigt og praktisk sans. Derfor forsynede de bygningen med et våbenhus. Det var en indrømmelse af, at vi ude i hverdagen med hinanden kan være nogle stridbare tidselgemytter, og at vi kommer her i kirken for at øve os i en anden måde at forholde os til hinanden på: uden kamp om pladserne – hverken de øverste eller de nederste.

Nu var det jo mest mændene, der gik med sværd og spyd dengang, så derfor blev våbenhuset placeret udenfor mændenes indgang mod syd. Ved kvindeindgangen mod nord var der ikke brug for et våbenhus, men måske nok en påmindelse om at deponere de skjulte knive i ærmerne og giftdråberne i mundvigene, inden man entrede kirkeskibet.

Når Jesus taler om ydmyghed og det at ydmyge sig selv, er det for at få ram på ydmyghedens modsætning: hovmodet. Det at vi kæmper så hårdt om pladserne. At vi næsten komisk kæmper for at blive set og hørt og træde i relief.

I middelalderen forsøgte man at kortlægge menneskets sind. Man talte om syv dødssynder. Hovedsynden blandt dødssynderne var hovmodet. Hovmodet, overmodet, er roden til alt ondt, sagde man. For hovmodet sætter os selv i centrum og får os til at glemme Gud og vores medmennesker. Når hovmodet tager fat i os, så tror vi, vi kan klare os selv, eller vi fortvivler over, at vi ikke lykkes.

Jesus afslører hovmodet og sætter de hovmodige på plads.

Ikke ved at sige som janteloven: Du skal ikke tro, du er noget. Men ved at sige: Du skal ikke tro du er noget. Du er nemlig noget meget mere end noget, du er nogen, du er meget mere end dine kampe og placeringer, dine successer og fiaskoer. Du er et Guds menneske, og din næstes medmenneske.

Evangeliet vil ikke pille os ned eller kyse os hen i et hjørne, men det vil have os til at opdage, at solen står op ikke bare over mig, men også over min syge nabo og den tyrkiske grønthandler og de som er på flugt i Afghanistan. Guds sol lyser over os så vi kan kenkende hinanden ikke som mod-mennesker, men som med-mennesker.

Det er kærlighedens lov, der binder os sammen med sit fuldkomne bånd. Det er lige her vi er.

Velkommen i seletøjet. Amen.

Biskop Peter Fischer-Møller

Roskilde

Email: pfm(at)km.dk