Johannes 1,19-28

Forvandling | 4. søndag i advent | Johannes 1,19-28 | af Rasmus Nøjgaard |

Der skal ikke megen forestillingskraft til at genopleve Johannes i ørkenen. Ingen folder det så dramatisk ud som evangelisten Johannes, helt ligesom Jesus’ fødsel er dramatisk iscenesat hos evangelisten Lukas.

Her er med andre ord noget på spil. Adventstiden er forvandlingens tid. Det minder også profeterne os om:

Jerusalems ruiner jubler, Ørkenen blomstrer, hele den vide jord skal frelses!

Her hos evangelisten Johannes har Ordet skabt alt. Ordet der var i begyndelsen, og ved hvilket alt er blevet til, og gennem hvilket Skabelsen allerede var hos Gud. Vi mærker her hos evangelisten Johannes, at Johannes Døberen ved det: Han ved at Jesus er Ordet, Han er opfyldelsen af alle forventninger, og vi lever nu virkeligt i forventningernes tid. Advent: Tiden der fejrer Herrens tilstedekomst.

Ingen anden tid på året er båret af forventninger, som denne adventstid. Alvorlige forventninger, barnlige forventninger. Det er håbets tid. Vi mærker det i mørket, der som en dyne har lagt sig over os, og som kun venter på at en sprække vil lade lyset bryde igennem det. Vi øver os, og tænder lys, utålmodigt dækker vi bord og pynter op, vi fejrer utidigt lysets tilbagevenden, endnu inden det er tid. Fordi vi kender historien, og ligesom Døberen allerede vidste, ved også vi, at trængslernes tid snart er forbi. Den bevidsthed må have gjort hans egen anelse om sin egen skæbne til at bære, og det gjorde kong Herodes udåd, da han huggede hovedet af Johannes, til en påmindelse om, at det ikke nytter at slå budbringeren ihjel: Budskabet er allerede født og sluppet fri. Det vidste Johannes, Ordet var allerede lyslevende, og det ville bryde slavefogedens åg og fortrænge mørket, der omsluttede Johannes og alle tider før ham. Men han vidste, at han havde gjort fyldest. Ligesom også vi selv mærker det, når vi gør det vi skal, også selv om det er verden imod at vi gør det. Johannes bærer lyset frem, og han indgyder os alle håb om, at verden skal forvandles af en større kraft, end den vi selv besidder.

Sammen med Johannes kan vi hver især roligt og overbevist sige: Jeg er ikke profet, jeg er ikke Messias, jeg er ikke Kristus, jeg er ikke Gud. Men jeg er hans budbringer.

Selv om vi ikke er Elias eller Moses, vidner vi om Gud gennem det liv, vi lever. For vi deler allerede liv og vilkår med Gud. Vi er døbt og allerede ét i Kristus, vi er Guds børn og arvinger. Ikke alene døbt med vand, men i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vi hører sammen, deler krop og ånd. Oprejste og anerkendte. Guds børn!

Vi bærer forpligtelsen til at række arven efter Jesus Kristus videre. Det er det, vi utålmodigt gør i denne adventstid, når vi tænder lys i adventskransen, pynter op, bager og fylder hjemmet og arbejdet og gaderne med gran, papirguirlander og levende julelys. Vi kan slet ikke lade være med alle mulige tosserier og narrestreger, der forvandler hele måneden til en hyggelig og forventningsfuld tid med nisser, julemænd, julekalendere og gaveindkøb på julemarkeder.

Om vi vidste det eller ej, så er denne adventstid forunderligt at sige det levende ord om, at vi genkalder os, at det højeste kom til det laveste, at den mindste viste sig at være den største, og at himmel og jord står i et evigt og udeleligt forhold til hinanden. Verden er Ordets virkelighed, Guds skabelse. Selv vore liv kan alene pege på det, der er større end os selv.

Vi kender fortvivlelsen i Johannes’ råb i ørkenen: ’Jævn Herrens vej’. Han kan ikke selv få tingene til at ske. De kan vi heller ikke. Det er kristendommens egentlige mysterium – og troens sande befrielse – at vi kun kan pege hen på Gud, men at Gud omvendt er kommet os i møde og har befriet os fra enhver vildfarelse om, at vi selv kan frelse verden. Det kan kun Kristus. Det er det under, vi aner. At Han kan. Vi kan ikke stampe lyset op af jorden eller afkode himlene svar, men vi kan lytte til hans Ord, der lover os befrielse, når blot vi tillidsfuldt tager imod det. Vore liv har det evangeliske ærinde at være et levende vidnesbyrd om denne skaberkraft, som Ordet fortsat lægger ned i verden. At bære blus med glæde, det kan vi, og det gør vi. Det levede liv baner vej for en tro på at have oplevet Guds kærlighed. Gud er ikke længere ukendt, men kendt og troet.

I Lampedusas roman Leoparden udtaler prinsen af Salina: ’Alt må brydes ned for at alting kan forblive det samme’. Advent er modsigelsen af denne dommedagsprofeti, denne myte om Fugl Fønix, der først skal brænde op for igen at kunne rejse sig af asken. Johannes Døberen vil have os til at vende om, tænke os om og falde til ro, inden vi brænder op. Evangelisten Johannes fortæller os om den ørken, vi allerede lever i. Om de trængsler, som vi allerede oplever. Om den krig og ufred, der allerede hersker. Om de sygdomme og vira, der allerede forpester livet. Og midt i denne golde ørken af bidende frost og glohed varme blæser der pludselig en sval vind og regnen mætter jorden, så alt vågner til live: ’Blomstre som en rosengård, skal de øde vange.’ Forvandlingen sker i det liv, vi lever, og dette liv skal aldrig blive det samme igen. Advent er forvandlingens tid, forberedelsens tid, anelsernes tid: ’Derfor tænder blus vi med glæde’ og synger med hverandre: ’Hold håbet op.’

Forvandlingen er i gang. Guds Ord er allerede i verden. Det er ikke dommedag, men forvandling. Forvandlingen sker gennem Ordet. Ordet forvandler. Det når frem som lyd, som alt der sker foran vore øjne, som dufte og smage. Ordet kender ingen begrænsning, det er ånd og krop i forening. Engang sagde man, at kærligheden sad i hjertet, men det kræver en hjerne at omsætte smilene og mærke at følelserne giver gys og prikken på huden. Er kærligheden da i hjernen? Venlighed, omsorg, lydhørhed, rummelighed, eftergivenhed og alle de andre af kærlighedens kendetegn kommer gennem sanserne og erfares med mund, øjne, hud og hele kroppen og hører uløseligt sammen med hjernen, ikke adskilt, men sammenvævet.

Vi er kød og ånd. Ligesom Gud selv. Den verden vi er en del af, er Guds virkelighed. Det er vores måde at være til i verden på som krop og ånd, der får verden og al dens liv til at sygne hen eller blomstre op, til at leve eller dø. Det er når Guds ord får frit løb i verden, at lyset tager over, og frosten slipper: ’Og nu kom Kjørmes Knud.’

Alt det minder advent os om: At Ordet er Guds gave til enhver der vil høre det og tage imod det. Et Ord så kraftfuldt at det kan forvandle sten til brød, vand til vind, og rejse sig fra de døde:

’Blomstre som en rosengård / skal de øde vange, / blomstre i et gyldenår / under fuglesange! / Mødes skal i stråledans / Libanons og Karmels glans, / Sarons yndigheder.’

Amen.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk