Apostlenes Gerninger 6,8-14;7,54-60; Matthæus 10, 32-42

2.juledag | 26.12.23 | Apostlenes Gerninger 6,8-14;7,54-60; Matthæus 10, 32-42 | Rasmus Nøjgaard |

Nostalgia

In memoriam Sancti Stephani

Denne Sankt Stefanus’ dag en brat opvågnen. Juledag i går handlede om altings begyndelse med Jesu fødsel, der endelig lader det guddommelige lys bryde igennem verdens mørke, så vi ikke længere skal vente, men allerede nu kan leve som Guds elskede børn. Hvor juledagene er klædt i den hvide og strålende messehagel, er Sankt Stefanus’ dag klædt i rødt. Det er blodets farve og Helligåndens ild.

Denne dag er dedikeret alle de kristne der gennem tiderne er blevet forfulgt for deres tro. Under vore himmelstrøg har vi en stærk tendens til at negligere undertrykkelsen og forfølgelsen af kristne i fremmede lande, vi er langt mere fokuserede på undertrykkelsen af andre religiøse grupper i Danmark og andre vestlige lande. Det er også berettiget først at feje for egen dør, inden vi tager vore brødre og søstre i forsvar udenlands. På de mest oplyste lister over religionsforfølgelse figurerer Nordeuropa som et af de mest sikre områder i verden at udøve sin religion i uanset konfession. På verdensplan har det længe været fakta at den mest forfulgte religiøse gruppe er kristne. De forfølges aktivt i en række lande og hyppigt med døden til følge. De for tiden farligste lande er Nordkorea, Afghanistan, Somalia, Libyen, Pakistan, Sudan, Eritrea, Yemen, Iran, Indien, Syrien og Vestbredden, hvor de meget få tilbageværende kristne fortsat forfølges og hvor konversion til kristendommen ikke sjældent medfølger straf og drab. I andre lande er det forbundet med stor fare, fysisk forfølgelse og politisk og social eksklusion som fx Irak, Saudi Arabien, Egypten, Myanmar, Vietnam, Tyrkiet, Kina, Etiopien, Nepal, Bhutan, Marokko, Qatar og Kenya, mens lande som Oman, Forenede Arabiske Emirater, Sri Lanka og Aserbajdsjan oplever en mildere grad af kristendomsforfølgelser. På verdensplan er reelle kristendomsforfølgelser i stadig vækst, og der er intet der peger på at kurven vil knækkes i de kommende år.

Når jeg nævner det triste scenarie, og sætter landenavne på, er det ikke for at skræmme og hænge ud, men for at konkretisere den alvorlige problemstilling, som vi danskere, og med os det meste af det sekulariserede vesten, næsten på forbavsende vis ignorerer. Blandt de mange ngo’er der arbejder med forfulgte, er det forbavsende få, der orienterer sig mod de kristne som forfulgt gruppe. Hvornår har du selv hørt om kristenforfølgelsen – og hørt om aktiv hjælp for vores kristne brødre og søstre? Bibelselskabet understøtter mange forfulgte kristne samfund med bibler og sorgbearbejdelse på et bibelsk grundlag, den fremragende metode bibelsk sjælesorg (Trauma Healing), der på troens og Bibelens grundlag hjælper traumatiserede og andre i eksistentiel krise på fode igen. Ellers er det kun små ngo’ere, der arbejder inden for området, fx den internationale organisation Open Doors.

Jeg trækker disse konkrete forhold omkring forfulgte kristne frem i dag for at etablere en konkret baggrund for skriftstederne, der knytter sig til anden juledag, Sankt Stefanus’ dag. Det er vanskelige at forstå dem, hvis ikke vi kender den virkelighed som de blev forfattet under: Det var besættelsens og forfølgelsernes tid. Det var ikke kun den romerske besættelsesmagt, der efterstræbte de første kristne, men også deres egne slægtninge og familier, og de blev udelukket af deres sociale sammenhænge. Det var brødre og søstre, fædre og mødre, familiemedlemmer og nære venner der kastede de første sten. Kun med den viden giver det mening at høre historien om Stefanus, og tilsvarende i Matthæusevangeliet om  Jesus, der siger:

”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig” (Matthæus 10,39-40).

Kun på den baggrund kan vi forstå, at Jesus siger at han ikke begraver sværdet, men opildner andre til at gribe det. Selv om det ikke er hans disciple der skal gribe sværdet, men derimod er der dem der skal smage sværdets skarpe klinge. Jesus opfordrer ikke til ufred, tvært imod vil han lighed og retfærdighed ikke kun for de få, men for alle folkeslag. Men han ved at præcis den prædiken vil opildne til strid og vende brødre mod hinanden.

Fødslen af det lille barn indvarsler et nyt universelt budskab, at det ikke for enhver pris er slægten og den religiøse praksis der skal afkræves loyalitet. Jesus prædiker i stedet at vi skal efterligne hans egen barmhjertighed og hans vilje til forsoning. Det er ikke sværdets sprog, men tilgivelsens sprog. Det kristne menneske løses fra det nære blodslægtskab, og får en ny åndelig familie, Helligåndens fællesskab, kirken, kristenheden. Den kristne er ikke alene forpligtet på at holde hånden over sin familie og sit slægtskab, men ethvert andet menneske under Guds himmel. Ligesom vi synliggør det i dåben, hvor vi fejrer det ny slægtskab, at vi nu har fredens fyrste, Vorherre og Frelser til far.

Jesus forudser det uvenskab der vil opstå når de kristne bryder med de gamle traditioner og gør op med den gamle orden, og når hans disciple i stedet følger Jesus’ budskab, deres nye etisk kompas. Det er håbet om et nyt utopia, hvor løven kan græsse med lammet og barnet kan stikke sin hånd i slangens hul, og det er et opgør med dets modsætning, retro-pia, at alt retro er lykken, og forestillingen at hvis alt bare kunne blive som før, så vil alt blive godt igen. Men dem der gerne vil have alt til at være som før, lever i en falsk nostalgia, og de ignorerer fortidens skyggesider. Hver tid har sine udfordringer men også sine kvaliteter og muligheder. Det gælder selvfølgelig også i dag.

Jesus sætter kurs mod et utopia, han er jo lyset og kærligheden selv, barmhjertighedens fader, freds fyrste, frelser og forsoner. For alle der elsker gamle dage, og ønsker sig tilbage til svundne tider, da er dette budskab en vederstyggelighed. Det er en af grundene til at Jesus selv korsfæstes, at han bryder med sin egen tids retropia. Hans egne kunne ikke acceptere en svag messias, for den gamle forventning var en stærk og sejrrig konge, der ville underlægge sig alle folkeslag og oprejse jøderne som Jahves højre hånd. Det var en nostalgia overfor en gentænkning, en revision, en forvandling af messias-figuren til ham vi kender som Jesus Kristus, den lidende tjener, død, opstanden og himmelfaren, genforenet med sin far i himlen, hvorfra de har sendt deres ånd til alle folkeslag. Ikke længere en partikulær gud, men en universel, alle menneskers Gud. På sin vis bliver det jødiske gudsbegreb ført for alvor monoteistisk i dette øjeblik, hvor slægten udvides til alle slægter.

Det er grunden til forfølgelserne dengang og i dag, at de kristne ikke følger stedets sæder og skikke, men skiller sig ud, og så er det lige meget om kursændringen skyldes barmhjertighed og et forsonende mellemmenneskeligt projekt.

Tilsvarende betyder det heller ikke i dag, at vi skal kaste os over alt nyt, men alene at vi må være bevægelige og åbne for i morgen ikke nødvendigvis skal være som i dag. Guds ånd forvandler fortsat alting. Tradition i evangelisk lys betyder at bringe det mest værdifulde med sig og lade det fortolke i lyset af Guds ånd. Gud bevæger os hele tiden i lyset af sin egen åbenbaring som far, søn og ånd, som skaber, medlidende og fællesskab. Det er vores tradition, den trinitariske – treenighedens bevægelighed.

Tradition er aldrig nostalgisk, men betyder helt modsat at række det værdifulde videre: traditio på latin betyder netop at række det betydningsfulde videre. Som når vi overleverer vores historie og erfaringer til nye generationer, men til en ny tids forståelse, fortolkning og udmøntning. Tradition og fornyelse er to sider af samme sag. Vi skal lære af historien, ikke gentage den.

Hele dette 10. kapitel i Matthæusevangeliet er viet disciplenes arbejde, deres mission. De pålægges at bringe fred, helbrede de syge og befri de fangne. Ligesom de ikke må ligge andre til last, men selv skal tjene deres penge, og de skal ydmygt og redeligt bede om lov til at gå ind under fremmedes hus og tag, og bliver de afvist, skal de ryste kappen og gå ufortrødent videre. Jesus fortæller dem, at de skal være fredens apostle, de skal være som får blandt ulve, gavmilde og venlige, og kendes på deres ydmyghed, men også på deres ihærdighed og snilde. De indprentes at de aldrig må regne sig hævet over andre, for selv om Jesus har oprejst dem og sendt dem ud i verden, så er de ikke herrer over Gud, men de er hans børn og udsendte. Ligesom vi alle er Guds børn, og hinandens søstre og brødre. Det betyder overraskende at slave nu er fri, at kvinde ikke er underkastet sin mand, at søn og datter ikke blindt skal adlyde sin far og mor. Det er frihedens evangelium for både ånd og krop.

Sådan er evangeliet ikke altid prædiket, og sådan har kirken og dens magt ikke altid opført sig. Når angsten og frygten overmander os, så trækker mørket ind over os, og himlen mister sin lysende blå farve og Betlehemsstjernen sin kraft. Så vender vi os mod brødre og søstre, og vi er villige til at angive og dømme venner som var de vore fjender. Det ligger i frygtens natur at vi bliver urolige og bygger fjendebilleder op, der snart legitimerer at vi farer frem med bål og brand. Uvenskab og fjendskab lever af frygt og vrede, hvis brændstof er en følelse af at have retten, historien og dommen på sin side.

Når vi ligefrem føler os kaldede til at gribe ind og gennemtrumfe vores egen retfærdighed. Evangeliets budskab er dog helt anderledes. Evangeliet vender os mod Kristus’ egen ydmyghed, i det liv han lever, hvor han møder kendt som fremmed med samme kærlighed og åbenhed. I denne tid fejrer vi at Gud selv var barn som vi, og lige nu ligger han der i staldens krybbe, sårbar og med kærlighedens indtrængende blik:

Forbarm dig over mig. Mød enhver af mine små som var de mig. Forson dig med mine brødre og søstre, og lær dig ydmyghedens og fredens vej. Det er min faders kærlige vilje.

Grundtvig formår altid at sige det hele på den halve plads, og med et enkelt vers vækker han os mildt til en sand kristentro med julens blide toner:

”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde! / Da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, / på allerbedste måde.”

Amen

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk