Lukas 15,1-10

3.søndag efter trinitatis | 25.06.2023 | Lk 15,1-10 | Poul Joachim Stender |

Højt til loftet

Den tidligere venstrepolitiker Søren Pind udtalte engang: ”Der er højt til loftet i Danmark”. Og efter en lille pause fortsatte han. ”Men hvad nytter det, hvis ingen gider hoppe”. Og på en eller anden måde får han med det udsagn sat fingeren på et ømt punkt i dansk mentalitet.  Der er højt til loftet i vores land. Men længslen efter at hoppe efter f.eks. Gud er stærkt formindsket. Vi har religionsfrihed. Kristne forfølges ikke i Danmark, som de gør mange steder i verden. Vi må hoppe ligeså meget efter Vorherre, som vi har lyst til. Danmark er en religiøs hoppeborg. Også for andre end kristne. Men der hoppes ikke særlig meget blandt de kristne. Dåbstallet i folkekirken er faldende. Det skyldes ikke, at forældrene vender sig i mod kristendommen. De er blot ligeglade og mener, at deres børn selv skal tage stilling til, når de bliver store, om de vil døbes eller ej.

Om Gud kan man sige mange ting. Blandt andet at han er en hopper eller afhopper. Han hoppede eller afhoppede fra himlens svimlende højder ned til os mennesker i Jesus Kristus. Det var ham, der kom til os og vi behøver derfor ikke hoppe efter ham. Og alligevel. Der skal hoppes efter det guddommelige for at se, at han er ankommet. Mange mennesker bilder sig ind, at man går i kirke fordi man tror. Men det passer ikke. De fleste går i kirke, fordi de gerne vil tro. Kirkegang kan være et hop op efter troen. Så hop. Vi har højt til loftet i Danmark og mulighed for at hoppe efter det evige, efter store tanker og visioner, efter nye ideer og gøremål.

Den 5. juni fejrede vi Danmarks grundlov. En fest for demokratiet. Tænk at være så heldige at leve i et land, hvor vi er sikret et demokrati, der giver os mulighed for at have højt til loftet. Men hvis vi ikke hopper for at bevare demokratiet, så mister vi det. Det er ikke en selvfølge at have et demokrati. Så hop i samfundslivet, hop i troen, hop i fantasien. Hop, hop, hop for at udnytte det høje loft i Danmark.

Der er lande, der har levet i stor ufrihed. Det gjaldt for eksempel Sovjetunionen. Fra 1917 til 1991 måtte der ikke hoppes efter Jesus Kristus. Kristendommen blev sat på standby. Kirker blev omdannet til svømmehaller. Julen forbudt. Gudstjenester aflyst. Klostre nedlagt. Præster afsat. Det var farligt, hvis kommunistpartiet fandt ud af, at man praktiserede sin kristendom. Vi taler om 74 år, hvor Gud var forbudt. Men kristendommen overlevede. Den blomstrer i dag i Rusland. Og hvorfor? Fordi bedstemødrene holdt troen i live. De bad med børnebørnene. De fortalte dem om Jesus. De var kristne med fare for at blive opdaget af myndighederne og sendt i arbejdslejr.

Efter anden verdenskrig blev Tyskland delt. Sovjet overtog Østtyskland og kristendommen blev også her forbudt frem til 1989, hvor Berlinmuren faldt og de to Tysklande forenet.  Men i dag er det tidligere Østtyskland fortsat afkristnet. Østtyskere har glemt kristendommen.  De har glemt hvad de har glemt. Der er en elendig opbakning til den lutherske kirke. Og hvorfor? Bedstemødrene! De tyske bedstemødre fortalte ikke kristendommen videre til deres børnebørn. Den kristne tro afgik ved døden, fordi den gamle generation ikke holdt fast i landets arvegods.

På en søndag, hvor evangeliet handler om, hvordan en hyrde forlader den store fåreflok for at lede efter et forsvundet får og en kvinde med ti drakmer forlader de ni drakmer for at lede efter en forsvundet drakme, må der lyde en indtrængende appel til danske bedstemødre og bedstefædre. Tag jer sammen. Jeres børn har svigtet kristendommen. Hvem er til gudstjeneste om søndagen? Stort set kun bedstemødre og bedstefædre.  Hvor er den yngre generation? Hvor er den generation som skal føre kristendommen videre i Danmark? Den er her ikke. De går rundt og pudser bil lige eller ligger på badestrandene eller er ved at tænde op i grillen for at forberede en lækker frokost. Så hvem skal give kristendommen videre til børnebørnene? Det skal vi bedsteforældre som bedstemødrene gjorde det i Sovjetunionen. Vi skal ikke bare skifte bleer på børnebørnene og give dem vaffelis. Vi skal skifte sindelag på dem, når de hører os bede Fadervor med dem. I stedet for at synge for dem at ”hjulene på bussen drejer rundt rundt rundt rundt rundt” – alle ved at hjul på en bus drejer rundt, kunne vi synge noget, som alle i dag ikke ved. Nemlig: ”Hist er varme, her er slud, Lasse, Lasse lille! Overalt dog råder Gud! Lasse, Lasse lille”. Og skulle børnene blive sure over, at børnebørnene kommer hjem fra os og taler om Jesus og Lasse, Lasse lille med vaffelis i mundvigene, skal vi ikke ødelægge familieforholdet. Men vi kan gøre noget, som vores børn aldrig opdager. Vi kan bede til Gud for vores børnebørn og blandt andet bede om, at de en dag vil begynde at hoppe efter Kristus i et land, hvor der er højt til loftet.

Og hvad har alt dette med evangeliet at gøre? Det har, som det sig bør i en evangelisk prædiken, alt med evangeliet at gøre. Ligesom Jesus Kristus vil lede efter os, når vi har fjernet os fra ham, ligesom hyrden i lignelsen leder efter det forsvundne får og kvinden efter den tabte mønt, er vi også forpligtet til at gøre alt, for at finde dem, der er på vej væk fra kristendommen og føre dem tilbage til Jesus Kristus. Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk