De modløses Gud

14. søndag efter trinitatis |Johannes 5,1-15 |Af Leise Christensen|

For ikke så længe siden var jeg til et fødselsdagsselskab – hyggeligt og sjovt og også lidt udfordrende, skulle det vise sig. Mellem hovedret og dessert udspillede der sig en diskussion om verdenssyn, sygdom og helbredelse. Der var en kompetent sygeplejerske til stede, som til daglig har at gøre med tilskadekomne af allehånde karakterer, og der var en alternativ behandler til stede, som mente, at mange sygdomme skyldes indestængte følelser og traumer fra forskellige dele af livet. Som I nok kan regne ud, kom der en mægtig diskussion i gang. Den alternative behandler mente, at selv benbrud og slid i hoften kunne skyldes ubehandlede traumer fra ungdommens mere ubekymrede vår, hvor nogle ubehagelige oplevelser havde lagret sig i knoglerne og gjort dem svage, mens sygeplejersken mente, at knoglebrud alene skyldtes uheld, fald og stød eller knogleskørhed og var aldeles uafhængigt af eventuelle psykiske traumer, opstået på et tidligere tidspunkt i livet. Diskussionen bølgede frem og tilbage med stigende decibel til følge. En gammel kvinde, som har slidt i sit liv med et lille landbrug, fem børn og husdyr, kastede sig ind i diskussionen og sagde, at hende hofteproblemer skyldtes hårdt slid gennem mange år, mens den alternative behandler sagde, at det ikke ville være sket, dersom hun ikke havde lidt et psykisk traume på et tidspunkt, og at hvis den ældre dame ikke ønskede at tale om det, ønskede hun altså ikke at blive rask. På det tidspunkt tænkte jeg, at nu ville jeg lige i stedet fortælle noget om mine hunde, og om hvor dygtige de er, inden der udbrød tumultagtige tilstande ved bordet.

Ikke desto mindre kom jeg til at tænke på diskussionen, da jeg arbejdede med dagens evangelium. For Jesus kommer til et menneske, der har ligget i samfulde 38 år i Bethesdas søjlegang og håbet på, at det en dag kunne blive ham, der blev helbredt; at det var ham, som kom først ned til Bethesdas vand, når englen satte vandet i oprør. Betesda, som betyder barmhjertighedens eller nådens hus. Men nej, han havde ingen første blev helbredt. Han havde virkelig dårlige odds i dette ræs. Sikke en kummerparade der i Barmhjertighedens Hus – eller måske snarere Ubarmhjertighedens Hus, Betesda. Lamme, blinde, spedalske, spastiske, ja, alle slags, der forsøgte at komme først for at blive rask. Hvor grotesk, hvor ubarmhjertigt, hvor skrækkeligt.

Da Jesus ser dette menneske med sine 38 år i en fattig livsørken, spørger han: ”Vil du være rask”? Det er faktisk et meget moderne spørgsmål, som minder om det, den alternative behandler sagde til den ældre kvinde med de nedslidte hofter: ”Vil du være rask? Hvis du ikke fortæller om dine sorgfulde traumer fra dit livs stedvise ørkenvandring, jamen, så har du ikke noget reelt ønske om at være rask. Du skal ud med det. Deri ligger helbredelsen”. Det kan man mene meget om (OG det gjorde man ved bordet…), men det ændrer som sagt ikke ved, at situationen faktisk minder om det, som selveste Jesus siger til den lamme mand ved Betesda: ”Vil du være rask”? Selvfølgelig vil manden være rask, altså helt ærligt! Når jeg siger, at der er noget meget moderne over dette af Jesus’ spørgsmål, der er det, fordi meget i dag lægges over på det enkelte menneske. Det handler om vilje – Vil vi dit, og vil vi dat? Man kan, hvad man vil. Og derfor bliver meget, vældigt meget, til et spørgsmål om, at hvis noget ikke er lykkedes for os, er det nok, fordi vi ikke ville det nok. Vi satte ikke nok ind på det. Det er altid vores egen skyld. I et samfund, der i vid udstrækning har kappet trådene til en forståelse af liv, verden og hverdag, hvor tilfældigheden ikke har nogen plads, og hvor Gud kun befinder sig i et lille, nøje afmålt hjørne af tilværelsen, hvis overhovedet noget sted, bliver det meste vores egen skyld. Vi dør af hjerte-kar-sygdomme, fordi vi ryger; vi dør af kræft pga. overvægt og generelt dårlige vaner; vi får aldersdiabetes, fordi vi ikke har fulgt kostrådene og spist de fornødne mængder grønt og fulgt de ti bud til ikke at få diabetes; traumer osv. osv. Det er vores egen skyld, hvis vi ikke kan klare presset på arbejdspladsen eller ikke får 12 i det hele henne i skolen; det er vores egen skyld, at vi bliver forladt eller ensomme, fordi vi ikke var gode nok eller besværet værd for andre; vi fik ikke det gode job, fordi vi ikke præsenterede os tiltrækkeligt attraktivt til samtalen. Eller vi er blevet så gode til at indtage offerrollen, at andre ikke orker os længere. Vi giver de andre skyld med skyld på. Osv. osv. Ja, megen skyld og mange domme over os selv lander vi med. Og umiddelbart ser det ud til, at selveste Jesus surfer med på bølgen: Vil du være rask? som om det var noget, vi selv bestemmer. Som om vi havde noget at skulle have sagt i den sag. Som om den lamme mand ved Betesda Dam havde noget at skulle have sagt mht. sine lammede krop. Som om viljen er nok i sig selv. For det er den ikke. Det siger vores erfaring os, vores sommetider bitre erfaring. Vi mennesker mister af og til modet og rammes af en opgivenhed så voldsom, at vi ikke orker at rejse os fra stolen – kald det depression, kald det udbrændthed kald det mindreværdsfølelse kald det lige hvad du vil – handlingslammelsen er den samme. Verden og virkeligheden og omstændighederne og tilfældighederne, det er, som det er. Vi er, som vi er. Livet går ikke op. Jeg tror, at det er en meget vigtig indsigt. Livet går ikke op.

Så hey, Jesus, hvad er det så, at du mener med det der spørgsmål – vil du være rask? Jeg tror i grunden slet ikke, at fokus skal være på selve spørgsmålet. Fokus er, at Jesus møder et menneske, der efter 38 års ørkenvandring lige ved siden af en dam, mærkeligt nok, har tabt modet, både fysisk pga. sin lammelse, og eksistentielt pga. sin ensomhed og mangel på medmenneskelig hjælp. Det her handler om kernen i den kristne tro: Gud rækker hånden ud mod mennesket, ud mod dig og mig i vores eksistentielle nød, i vores ensomhed, vores forladthed. Det handler ikke om, hvad vi tror eller mener eller vil, men at Gud vil os. Uanset vores holdninger til ham. Gud hælder sin kærlighed ud over sådan nogen som os – ikke, fordi vi har fortjent det; ikke, fordi vi ikke har fortjent det; ikke, fordi vi altid kan holde modet oppe og vil alt muligt – men fordi vi er hans. Simpelthen. De modløses Gud, de banges Gud, de håbsløses Gud, de svages Gud, de troløses Gud. Det er vores Gud, som vi møder ham i Jesus. Gud vil give os nyt mod til at være, leve, elske og elske livet. Gud er opstandelsens Gud, der møder os midt i det liv, som vi er i – om vi synes, at det er godt eller skidt – og skaber opstandelse for os, som han gjorde det den dag ved Bethesda søjlegang og dam. Det må vi vove at leve i tillid til. Det er vores håb: At vi rejser os, tager vores båre og går. Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk