Det lille barn og den …

Det lille barn og den mægtige Herodes – magt og kærlighed | Helligtrekongers søndag | Matthæus 2,1-12 | af Leise Christensen |

Der findes vist et program, der hedder fra skrot til slot. Det er sådan et boligprogram, hvor en gammel, udpint rønne laves om til en fantastisk bolig med alle mulige finurligheder og indretning, altså sådan noget med, at en mand tager et gammelt bræt, og lige pludseligt er det et spisebord til 12 i en tjekket spisespise – alt det, som man godt ved, aldrig kommer til at ske i ens egen boligindretning, hvor man kæmper med bare at få et enkelt billede til at hænge lige. I dagens evangelium synes det at være omvendt – fra slot til skrot. De tre vismænd fra Østerland, som vi altså ikke kender antallet på – det er traditionen, der har sagt, at når der var tre gaver, var der nok også tre vismænd – men antallet fremgår faktisk ikke af det, som Mattæus fortæller. Han har sit fokus et andet sted, nemlig på det, at disse mystiske vismænd helt ovre fra et Østerland faktisk går forkert – de går til slottet i Jerusalem, mens det egentlig handler om skrottet derude ved den lille stald i Betlehem. Jeg er ikke helt overbevist om deres evner til at følge eller tyde den lysende stjerne med sådan en megafejltagelse – at tro, at stjernen hang ved slottet og ikke ved skrottet. Man kan få den mistanke, at de tre vise mænd slet ikke kiggede op, men derimod ned og bare på forhånd antog, at stjernen med selvfølgelighed ville føre dem til kongeslottet i Jerusalem, så de slet ikke behøvede at kigge op på stjernen. Hvor ellers ville man finde et kongebarn? De troede, at de vidste, hvor de var på vej hen, men altså ikke således, ledestjerne eller ej! I dag er den sidste dag i julen i vores kirke. Det er sidste dag, vi skal høre om staldkrybben, stjerner, vismænd og fine gaver fra Østerland. Men der er alligevel noget, der er lidt anderledes end den fortælling, vi hørte juleaften om det lille krybbebarn. Der endte det hele i harmoni med hærskarer af engle, der sang om fred på jord til mennesker med Guds velbehag. Det er noget anderledes i dag, idyllen varer ikke ved. Det er verden, som vi kender den. En skygge kastes ind over stalden, hvor det lille Jesusbarn befinder sig. Det er ikke idel lykke. Freden er det så som så med. Man kan for så vidt ikke bebrejde de gode vismænd, at de tog fejl af Jesus’ fødested, hvor man måtte forvente, at magtens søn kom til verden i slot og ikke en stald. Det siger noget centralt om magtfordelingen i evangeliet. Den magt, som Jesus kommer med ikke som jordisk kongesøn, men som himmelsk kongesøn, er noget anderledes end den brutale magt, som kongen inde i Jerusalem fór frem med mod sine modstandere. Herodes forfærdes over den nye, lille konges fødsel og har kun ondt i fødselsgave til ham og i øvrigt også til alle andre små drengebørn under to år, som han lod henrette. Med Herodes i fortællingen bliver Jesu fødsel i stalden til skræmmende virkelighed for os i dag, en virkelighed, der rækker langt ud over glansbilledet af den staldlige idyl.

Men hvordan kommer vi til at forstå, at det faktisk er vores virkelighed, der tales om i denne fortælling om Herodes og De tre vise mænds besøg i stalden hin dag? At vores tilværelse på et eksistentielt plan er lig den tilværelse, som Jesus blev født ind i med de magtstrukturer i samfundet, som nu engang gjorde og gør sig gældende? Julen er jo pragtfuld. Julen er fyldt af sødme, både kulinarisk og menneskeligt set, den er fyldt med glæde og lys. For det meste i hvert fald. For vi kan nok alle huske et år eller to, hvor julen var rædsom – pga. af det ene eller det andet. Det kan være pgr. en elsket persons død, skilsmisse, pludselig arbejdsløshed eller andet, der har grebet helt vildt forstyrrende ind i vores cirkler og gjort julen kold og uvedkommende. Tilsyneladende i hvert fald. I år kunne man sikkert med rette nævne Coronaen som den store skygge. Vi har nok alle oplevet de jule, hvor Herodes har føltes mere vedkommende end det lille barn i krybben. Hvor Herodes i al sin magtfuldkommenhed simpelthen var et mere realistisk bud på en tilværelsesopfattelse. Men det er faktisk netop derfor, at det lille barn i krybben overhovedet kom. Det er faktisk derfor, at vi overhovedet holder jul. Fortællingen om den frygtelige og skånselsløse kong Herodes er Mattæus’ måde at få os fortalt, at selvom livet er fyldt med Herodes’er, der kaster lange skygger ind over vores liv, er der noget, der er stærkere end ham. Og det er det lille barn, den inkarnerede kærlighed, som han ikke formåede at slå ihjel, at fjerne fra jordens eller himlens overflade eller på anden vis få uskadeliggjort. Det, som Herodes gerne ville, er sådan set ikke så uforståeligt. Han ville gerne bestemme. Over sig selv, over andre, over hele verden. Han ville sådan set bare gerne være Gud. Og den eneste vej, han så, var voldens og magtens vej. Som menneske ville han gerne være Gud. Det er vi mange, der gerne vil. Det kan godt være, at vi umiddelbart ikke er så slemme som Herodes, men vi vil også have magten. Vi har hver vores lille iboende Herodes. I hvert fald er vi mange, der gerne vil bestemme fuldstændigt over vores eget liv – være vores egen lykkes smed, som det hedder eller redaktør i egen avis/være selv hjemme, som det hedder på vestjysk. Men faktisk er det lige præcis derfor, at barnet blev født i stalden; at Gud valgte at iklæde sig køb og blive et menneske. Gud blev menneske, ikke for, at mennesket skulle blive Gud, men for, at mennesket kunne forblive menneske og dermed optræde menneskeligt over andre mennesker. Ikke for at vi skulle blive selvberoende guder i egne liv og, værre endnu, guder i andres liv! Ved at blive menneske viste Gud os vejen ikke til magt og storhed, men til at være og forblive menneske sammen med andre mennesker. Modbilledet til Herodes er det lille barn i krybben. Herodes er voksen og magtfuld, barnet er spædt og overgivet til verdens forgodtbefindende. Herodes tror sig gud, barnet er Gud. Herodes er den store konge i hovedstaden Jerusalem, Jesus er det ubetydelige barn i den lille udkantsby Betlehem, det barn, som Herodes’ magt og vælde og ondskab ikke kunne tage livet af, fordi ondskab aldrig kan få det sidste ord at sige i den verden, som er skabt af Gud. Det sidste ord får Gud, og det er kærlighed. Derfor lod han sig føde i afmagt. Det er måske det eneste sprog, den eneste handling, som ondskaben ikke forstår og ikke kan bemestre og derfor heller ikke kan besejre. Ondskaben kan ikke forstå, at der er noget, der er større end den selv. Og derfor kan ondskaben besejres af noget så tilsyneladende ubetydeligt som et spædbarn. Men hvilket spædbarn! Han fordriver ikke ondt med ondt, men med alt det, som rummes af kærligheden. Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk