Johannes 20.1-18

2.påskedag | 01.04.24 | Johannes 20.1-18 | Af Marianne Frank Larsen |

„Nu er forårsmorgen skøn“

”Den der dør, forvandles øjeblikkelig til fortid. Det er ligegyldigt, hvor vigtigt et menneske det var, hvor megen godhed og viljestyrke det var i besiddelse af, og hvor utænkeligt livet er uden dette menneske; døden siger haps, livet forsvinder på en brøkdel af et sekund, og mennesket forvandles til fortid”. Det er drengen, der tænker sådan i Jón Kalman Stefánssons bog, Himmerige og helvede, og han tænker sådan, da hans bedste ven er frosset ihjel på havet ud for Islands kyst. Vennen kunne han fortælle alt, og vennen fortalte også drengen alt. Han var hans eneste holdepunkt. Derfor er livet lige præcis utænkeligt uden dette menneske. Men det er ligegyldigt for døden. På en brøkdel af et sekund er vennen forvandlet til fortid, intet hjerteslag, ingen tanker og erindringer, den stærke, bløde krop med sin varme og duft er iskold, og alt det, der gjorde ham til den, han var, er forsvundet. Og drengen græder, da nogen lægger en trøstende hånd på hans skulder, og tårerne lindrer og er gode, står der, ”men de er alligevel ikke gode nok. For det er umuligt at trække tårerne på en snor og derefter lade dem synke ned i det mørke dyb som et funklende reb og hive dem op, der døde, men som burde leve.”

Det er derfor, Maria græder i dagens evangelium. Fordi døden har gjort den, hun elskede, til fortid. Den mand, der fortalte hende alt, og som hun kunne fortælle alt, er borte. Hans blik, hans stærke, bløde krop, lyden af hans stemme, alt hvad der gjorde ham til den, han var, er forsvundet. Og dermed alt, hvad der gjorde hende til den, hun var. For så længe han var til, var hun ikke bare en hvilken som helst Maria, men den Maria, han havde blik og øre og ord for, dyrebar i hans øjne. Men han er ikke længere til. Uden ham er hendes liv utænkeligt. Som vores liv bliver det, når vi mister dem, vi ikke kan undvære. Som drengen og vi andre græder over vores tab, sådan græder Maria. Og tårerne lindrer og er gode, men heller ikke hendes tårer er gode nok, for de kan ikke trækkes på snor og sænkes ned i dybet som et funklende reb og trække ham op, der er død, men som burde leve.

Det er påskemorgen, men i Marias forgrædte øjne er det stadigvæk langfredag. Hun ser, at graven er tom, hun ser engle i hvide klæder, hun ser ovenikøbet Jesus selv, men synet gør ingen forskel. Set gennem tårer kan graven kun være tom, fordi liget er blevet flyttet, og manden foran hende kan kun være havemanden. Det er ikke synet; det er lyden, der forvandler hendes virkelighed. Lyden af den bestemte, elskede stemme. Han siger ikke hvad som helst. Han siger hendes navn, som kun han kan sige det. Og da bliver det påskemorgen for Maria. Da hun hører, at hun er genkendt og genkender ham i samme nu. Da er det ikke længere langfredag. Han er ikke længere fortid. Han står ansigt til ansigt med hende og er nutid. Nu en forårsmorgen skøn. I salmens smukkeste linjer står morgensolen op af de funklende tårer i Marias øjne.

Matthæus og Markus og Lukas er enige om, at Jesus blev lagt i en grav, der var hugget ud i klippen. Men Johannes føjer noget til. På det sted var der en have, siger han, ene af alle evangelister, og jeg tror ikke, det er tilfældigt. En grav, der er hugget ud i klippen, det lyder lige så goldt og hårdt som de kolde kendsgerninger. En have derimod, det er et ord, vi forbinder med frugtbarhed, skønhed, farver, fuglesang, nyt liv, der begynder, når frosten slipper sit tag. Med det ord lægger Johannes et spor ud, et lille glimt af håb midt i langfredags undergang og rædsel. Da Maria genkender den opstandne, folder billedet sig ud. Hun står på kirkegården. Det er de dødes have. Men over for hende står den døde, som er blevet levende, og kalder hende ved navn. Han er ikke fortid. Han er nutid. Og døden er fortid. Sådan set er det paradisets have, vi befinder os i. Det sted, hvor nyt liv bestandig begynder. I den forstand er han virkelig en slags havemand.

Marias første indskydelse er selvfølgelig at tage om ham. Men det skal hun ikke. For han er ikke længere den Jesus, der er bundet til det bestemte sted på jorden. Han er den opstandne Kristus, der hører til hos sin far i himlen. Og dermed er han overalt, hvor Maria og vi andre kommer hen. Lige så tæt på hende, som han var, da han levede på jorden, usynlig, men ikke usanselig, for det har han aldrig været. Han kan høres og kendes på sine ord, som Maria hørte ham og kendte ham den første påskemorgen. Hun skal ikke længere holde om ham med sine arme. Hun skal holde om ham og alt, hvad han siger og gør, med sit hjerte, med sin tro. Med lyden af hans stemme i sit sind og med hans ord på læberne skal Maria gå ud af haven, ind til byen og pege på den ny virkelighed for dem, der sørger. At den døde er stået op fra de døde. Blevet nutid. Og døden er blevet fortid. Den skal ikke længere få lov til at forvandle mennesker til fortid på en brøkdel af et sekund.

Det gør den jo alligevel. Hvis der er nogen, vi holder af, så kommer vi til at stå ved vores grave som drengen i bogen og Maria i evangeliet og mærke, at tårerne er gode, men de er ikke gode nok. De er ikke som funklende reb, der kan trække de mennesker op, der burde leve. Men det er der en anden, der kan. For vi står der ikke alene. Sammen med os står han, der har gjort døden til fortid. Vi kan ikke se ham. Lige så lidt som Maria har vi glæde af vores syn, når vi står på kirkegården. Men vi kan høre ham. Og det er det, vi går ind i kirken for. Tværs igennem de mange ord at høre ham kalde sig selv vores bror og kalde sin far vores far og kalde os ved navn, som dengang vi blev døbt, så vi igen kan stole på, at vi ikke er hvem som helst, men de bestemte mennesker, som han har blik og øre og ord for, dyrebare i hans øjne.

Synet har vi ikke glæde af, sagde jeg, men det passer selvfølgelig ikke. Med lyden af hans stemme i sindet kan vi muligvis se, hvad vi ikke så før. Se, at kirkegården får farve, når frosten endelig slipper sit tag. Lysegrønne skud i hegn og hække, blå stedmorblomster, gule påskeliljer. Skønhed, frugtbarhed, nyt liv, der begynder. Og lærkesang, hvis man er så heldig. Det er de dødes have, men den spejler det håb, den opstandne tændte i Maria den første påskemorgen. Lader os se et glimt af den have, hvor han forjætter os, at historien ender. Forbundet med denne særlige havemand bliver vores virkelighed en anden. Foran os ligger ikke alene tab og tårer og kulde i kroppen. Foran os ligger som den yderste horisont en sollys morgen i den have, hvor døden bliver fortid, og vi skal høre de bestemte, elskede stemmer igen. Hans og hinandens. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk