Johannes 8,42-51

3.søndag i fasten | 03.03.24 | Johannes 8,42-51 | Eva Holmegaard Larsen |

Vi tror ikke på en bog. Vi tror ikke på en tekst. Vi tror på Gud.

Den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson spørger i sin roman ”Englenes sorg” om der altid er kortere til helvede end til himmerige i mennesker.

Det er i en scene, hvor en gammel slidt kone med trætte, livløse øjne i et furet, indsunket ansigt og store grove hænder bliver betragtet af en dreng – og drengen tænker: Hvor er hun styg! Men så skammer han sig og undrer sig over, hvorfor der i mennesket altid er kortere til helvede end til himmerige.

Og hvad skal vi svare? Vi kender godt til at være hurtige til at dømme andre. Vi kender sandelig også til at være hurtige til at dømme os selv. Selvom vi godt ved, at der så meget mere i os end det, andre mennesker kan se.

Hvorfor er det så svært at se på andre på samme måde, som vi gerne vil have, at andre ser på os? I et menneske er der altid mere, end man umiddelbart kan se. Og hvis vi ikke kan se det, eller ikke vil se det – så er der langt til himmeriget.

Vi skal betragte hinanden som man betragter et kunstværk. Når man står foran et maleri, er der vores første indtryk – og det kan være enten: nej, det er grimt, eller smukt, flotte farver måske? Et kedeligt maleri, eller et forvirrende.

Men så begynder vi at se bagved. Hvad vil dette billede, hvad ligger der i det af dybder og betydning, som man skal stå og se lidt længere på det for at få øje på.  

Bagved og mere – det er kunstens udråbstegn. Det er derfor kunsten ofte siger sandheden.

Men hvad med tekster? Hvad ligger der af sandhed i en tekst, hvis vi ser bagved og ser lidt længere. I dag har vi hørt en tekst, som er dødsensfarlig at lade stå ufortolket.

Og i dag er det særligt vigtigt at huske på, at Jesus ikke selv har skrevet et eneste ord. Ikke en linje skrev han. Til gengæld er der rigtig mange, der har skrevet om ham.

Og her i dagens tekst fra Johannes evangeliet møder vi ham i en tale til jøderne, hans landsmænd – Jesus var jøde, født i Israel – og han siger noget, der rummer kimen i sig til noget meget farligt. Mere farligt end han selv har vidst eller kunnet forudse.

Han siger: I har Djævelen til far, og han er en løgner og en morder.

Lige præcis det her sted er blevet brugt til at sprede antisemitisme. I Tyskland kunne man under anden verdenskrig læse på flere byskilte ind til tyske byer: Her har jøder ingen adgang.

Og nu står jeg her i dag og læser samme ord ind i tid, hvor antisemitismen igen er blusset op over hele verden og hvor Israel-Gaza konflikten har fået voldsomme følelser til at blusse op.

Ord er farlige! De er farlige, når de kommer til at stå som hugget i sten. Stendøde. Som om de ikke kommer fra et liv bagved og ikke har en sammenhæng eller en konkret situation.

Når man har en tekst i hånden, kan alting ske. Tænk på en e-mail, sendt i vrede. Et opslag på Facebook, som man snart fortryder, fordi man ikke kan regne med, at læseren ser mere end det, der står – sort på hvidt.

Har man sat ord i verden, er man prisgivet andres nåde. Det gælder også Jesus – han er var og er også prisgivet andres nåde. Det døde han som bekendt af. Men på korset tilgav han sine bødler. For sådan var han. Et menneske, der altid så bagom og så mere.

Han bad for dem, der stod omkring ham den dag på Golgata bakke. Han bad for dem alle sammen, både sine dommere og sine bødler og alle de passive nysgerrige, og dem der så den anden vej. Han bad med ordene: Fader, tilgiv dem – for de ved ikke, hvad de gør.

Sådan var han. Et menneske, der så og modtog mennesker, ingen andre ville hverken se eller have noget med at gøre. For ham var der ikke jøder eller græker eller kvinde eller mand eller slave eller herre – der var bare mennesker.

Mennesker med en historie, en skæbne, en ulykke, en sorg og en vej i livet, der både var et resultat af deres egne valg – men også af tilfældigheder, tildragelser og vilkår. Han tog imod, han så, trøstede, han inddrog – og det er derfor, vi har tillid til Gud. Fordi Jesus pegede på en Gud, der skænker os værdighed og for hvem vi altid er mere, end vi ser ud til at være.

Og tager man et citat fra dette varmhjertede, rummelige og kærlighedsfyldte menneske Jesus og bruger det til at legitimere racehad og vold – så er det måske lige præcis det, der menes med at have ”løgnen til fader”.

Johannesevangeliet er forfatter ca. 70 år efter Jesus død. Og i de 70 år er der sket et og andet. Den spirende nye tro, der senere kom til at hedde kristendommen, var i begyndelsen bare en lille gruppe anderledes tænkende indenfor jødedommen.

Men som tiden gik og der blev flere Kristustroende, var man nødt til at være mere skarp på, hvordan man adskilte sig fra de andre – og det kom selvfølgelig til en konflikt. Og det er den konflikt, vi ramler lige ind i denne søndag.

Og når man bliver presset og føler sig truet bliver tonen radikal og forsimplet. Måske er det derfor, det hele er endt i en næsten pinligt primitiv diskussion om, hvem der har Djævelen til far.

Som om Djævelen – hvis vi skal blive i det mytiske sprog – nogensinde er gået efter et særligt folkeslag eller etnisk gruppe. Eller efter køn eller seksualitet. Som om Djævelen nogensinde har vist nogen som helst kræsenhed i forhold til, hvem han kan bruge i sin ødelæggelse af mennesker, liv og lande.

Lad os aldrig læse Bibelens intense og smukke men også pletvis frastødende, hævngerrige og konfliktfyldte tekster som en bageopskrift.

Der er lige så mange indtryk og stemninger i Bibelen, som der er i det menneskelige liv. Og tænk om det vi sagde til hinanden blev hørt et til et?

Når vi i raseri kan finde på at sige: Jeg vil aldrig mere se dig for mine øjne? Eller: Hvis du gør det der én gang til, så dør jeg? Eller: Jeg overlever ikke én dag mere på arbejde! Eller: gå ud og grav dig ned!

Vi siger så meget vrøvl. Det gør Bibelen også, fordi den handler om menneskelivet og dets både smålige og storladne lidenskaber. Men vi tror ikke på en bog. Vi tror ikke på en tekst. Vi lytter til en tekst og må prøve at forstå den med alt hvad vi ved om at være menneske.

Vi tror ikke på døde ord, men på en Gud, der ånder varmt indeni os og gør os til det evige stykke ler, der kan formes og omformes og forandres.

Vi er i Guds hånd, og derfor tørrer vi aldrig ind til en uformelig klump uden fremtid og muligheder, hverken i livet eller i døden.

Vi tror, at den levende Gud, der elsker sine mennesker og opretholder sin klode, sine planeter og stjerner, gemmer sig inde bag alle de mange ord og sætninger og fortællinger.

Og vi tror på Jesus Kristus, som på vores vegne og med livet som indsats tog kampen op mod Djævelen – eller hvad vi nu skal kalde det onde. For Jesus så altid bag, så det mere der altid er – det mere der er i os, og det mere der er i livet og det mere er er at sige om døden.

Han så det mere i synderen, som vi kan kalde mennesket. Og han så det mere i døden, som vi kan kalde evigheden. Og i dette mere findes sandheden. Og fra denne sandhed kommer varmen. Fra alt dette mere, som kun kan ses med kærlighedens øjne, kommer varmen. Amen.

—

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk