Matthæus 28,1-8

Opstandelse er protest og uforudsigelighed | Påskedag | Matthæus 28,1-8 | Peter Skov Jakobsen |

Lige nu er det som om, der er kulturer, som vi ikke synes, at vi kan lære noget af. I den situation skal vi især lytte og overveje. Der er en frugtbar diskussion mellem den store ortodokse tradition i den østlige del af Europa og den vestlige tradition. Især den russisk ortodokse tradition har altid hævdet, at der var en mærkelig forflygtigelse hos os! De hævder, at det er som om, vi aldrig har haft Kristus inde på livet. Vi er aldrig blevet overbeviste.

De hævder, at vi er så kloge, så retskafne, så overbevisende, og vi lider af høj anseelse. Især blandt hinanden. Vi kan håndtere tilværelsen. Vi kan beherske den med vores videnskab og vi tror, at vi kan skabe verden i vores billede og indrette den efter vores behov.

Velsignelse er altså kun behændighed, håndterbarhed.

Om sig selv siger de, at de er fattige, dumme, fordrukne, snavsede, ringere end barbarer. Men de har Kristus, den Hellige, og Han skal befri dem.

Det er skarpt sat op; men lad os prøve at tage noget af det til os. Der er vel noget om, at det menneske, der med sin viden og med sin videnskab kan så meget, også kommer til at forglemme sig. Vores respekt mod jorden, dens ressourcer, er ikke stor. Vi har også hele tiden en formening om, at det andet menneske sagtens kan laves om i vores eget billede. Vi har uendelig tillid til vores hurtighed, konsekvens og effektivitet. Vi har tillid til at vi kan beherske tilværelsen.

Det er denne overbevisning om at ”have magt over” og ”beherske”, der falder den østlige tradition for brystet. Det er som om vi ikke indgår i tilværelsens mysterium, for vi er så overbeviste om vores selvretfærdighed, og derfor opdager vi heller ikke livets egen magt.

Vi opdager ikke at livet springer ind på livet af os!

Det er ikke så tosset med en civilisationskritik – den skærper opmærksomheden; men jeg vil nu vove at påstå, at vi godt ved, at livsunderet åbenbarer sig for os og tager sig til os, opsluger os, og giver os en fornemmelse af, at aldrig i evighed skal ondskab og hæslighed få lov til at overtrumfe.

Vi ser tilbage på hans liv og opdager, at han stadig forvandler os med sine gerninger og med sine ord. Kedsomheden, trivialiteten, småligheden og snerpetheden får aldrig det sidste ord. Han er også gået ind i vores kultur, som den der giver os troen på, at vi vil blive modtaget af den elskede (Weil). Han giver os fornemmelsen af, at selvfølgelig er det gode liv ikke den trivielle løben rundt i hamsterhjulet. Hele tiden kommer han mod os med det liv, som vil åbenbare sig for os, og tage os i besiddelse.

Når vi er ved at bekymre os til døde, spørger han stille: hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig! Når vi gør os umage for at fælde det største træ i skoven, som hedder ære, peger han på barnet og det går op for os, at det er det sprudlende liv, det legende liv, der hele tiden åbner sig for os, hvis vi tør tage imod det – hvis vi tør opgive kontrollen.

Kristus er opstået fra de døde. Hvis I tror at det bare er tricks med skin og ben, tager I fejl! Den dag blev der åbnet for livet, for kærligheden, for sandheden, for hengivenheden og opofrelsen. Den dag blev det gjort klart, at Guds Rige er her. Verden er ikke ladt i stikken. Universet skal ikke vente. Vi er befriet fra at være vores egne følelser og tanker i vold – der er noget der er større.

Kristus møder os her på jorden, hvor galskab, vanvid, folkemord og flygtningestrømme tager pippet fra os. Han retter vores øjne mod de lidende og sender os i deres retning. Han vækker vores medfølelse og tænder en hellig glød, for at vi må turde tale om Gud og tro på Gud i en verden, der hele tiden er i fare. Han er aldrig fjern.

Jorden synger i glæde og lettelse, for livet sejrer og vi er ikke overladt til nogen destruktion. Livet får vi! Sandheden får vi! Alt skænkes os!

”Ved broen” hedder en lille novelle af Heinrich Böll. Ham vi følger, har de flikket sammen efter krigen og givet ham et arbejde, hvor han kan sidde og tælle passanter ved en bro. Han afleverer dagligt sine tal og gør dem glade. Det er ham, der giver dem mulighed for at opleve tallets triumf. Men hans statistik er ikke nøjagtig. Han kalder sig selv et upålideligt menneske. Han har opdaget deres glæde ved det gode resultat. På en dårlig dag, lader han sit storsind flyde over i gode tal. Der er én han aldrig tæller. Det er hans elskede. Hjertet står stille når hun kommer. Han følger hende og kan ikke tælle. Men hun ved ikke, at hun er genstand for hans beundring, og skal ikke vide at hun er skyld i, at alle beregninger går over styr, når hun kommer. En dag skulle han kontrolleres, og han var nøjagtig, og fik ros. Han var kun én ved siden af kontrollantens tal. Det var hans lille elskede. Hende havde han ikke talt. Han var næsten forblødt indvendigt, fordi han denne dag ikke kunne følge hende med øjnene. Det havde været frygteligt! Hun blev ikke talt med. Hun skulle ikke multipliceres, divideres og forvandles til et ubetydeligt tal. Han anede ikke noget om, hvor mange hun talte for. Men han vidste, at hun var den elskede, selv om hun ikke anede det!

Böll beskriver livets protest mod forudsigeligheden. Opstandelse er protest og uforudsigelighed. Det hele begyndte med den forargelse – de snerpede sagde at det ikke kunne lade sig gøre! Nu lever vi videre i forbløffelse og forundring. Livets egen forbavselse er blevet vores livs og døds fortegn og derfor synger vi og glemmer for en kort stund alt om påviselighedens magt og om statistikkers skyggesandhed. Vi overgiver os til opstandelsens skønhed og håber at oprøret vil forvandle os og verden.

Vi er ikke overladt til moralismens selvspejling, den gode tone eller lidenskabsløsheden. Vi er overladt til Kristus og det betyder forbløffelse, forargelse og forundring! Påsken er oprør, opstandelse!

Glædelig påske! Amen.

—

Biskop Peter Skov-Jakobsen

Nørregade 11, DK-1165 København K

Email: pesj(at)km.dk