Esajas 43,10-12

1. søndag efter påske | 24.04.2022| Esajas 43,10-12; Apostlenes Gerninger 2,22-28; Første Petersbrev 1,17-25; Johannesevangeliet 21,15-19 | Af Christiane Gammeltoft-Hansen |

Forslag til salmer: 403 ”Denne er dagen, som Herren har gjort; 825 Begik du livet (Kirkesangbogen), 249 ”Hvad er det at møde den opstandne mester; 218 ”Krist stod op af døde”

En digter nærmer sig sit livs afslutning, men han beder om, at afslutningen må blive på et andet tidspunkt:

Ikke nu hvor jeg blændes

af klarhed

hvor græsset gennemborer min hud

med værens fylde.^[1]

Græsset er ikke tørret ind, blomsterne er ikke visnet. I stedet er der noget, der hvisker til ham. Det hvisker – lev, lev, lev. 

Den samme hvisken er også nået evangelisten Johannes. Han nærmer sig det sidste punktum, dér hvor der ikke skal føjes mere til. Og så alligevel endnu et kapitel på et evangelium, der ellers for den umiddelbare betragtning synes at være nået til sin afslutning. 

Hvis nogen havde spurgt digteren, hvis hud er gennemboret af værens fylde, om han ikke her mod slutningen ville fortælle om det liv, han havde levet, ville han sikkert have vægret sig. Ikke nu. Der var stadig alt for meget liv, der pressede sig på. Det var ikke tid at være bagudskuende. Hvorfor fortælle om gamle dage, lade den ene anekdote afløse af den anden, når græsset lyser grønt og blænder en med klarhed.  

Hvem ved, måske havde digteren det også, som mange andre. Måske var også hans hukommelse hullet på en måde, hvor der ikke tegnede sig et klart lineært forløb bagude. Fortiden ligger sjældent stakket som udførlige referater. Og det er en udfordring, når der spørges om en fremadskridende biografisk fortælling. Fortiden træder snarere frem som små sammenfoldede øjeblikke, der ved en lugt, et blik, lyden af et navn eller nogle toner pludselig kan folde sig ud – små aktiverede erindringer hos ellers glemsomme. 

Selvfølgelig betyder vores historie noget. Hvad den betyder, er bare ikke sådan at sige, ikke på én gang i hvert fald. Og så er der altså også dette nu, der kan gribe en og kræve ens hele opmærksomhed.  

Som det gælder en digter, gælder det også en evangelist. Det kan godt være, at Johannes nærmer sig afslutningen på sit evangelium, men det er i givet fald en afslutning, der peger fremad. Dér hvor hans tekst holder op, sættes vi således i gang. ”Følg mig” kalder den opstandne. En afslutningsreplik med mere begyndelse end afslutning i. 

Kaldet til efterfølgelse når først Peter. Også han ville sikkert have vægret sig, hvis nogen havde bedt ham om at fortælle om sit liv. Dog næppe fordi han ikke husker, eller fordi han er for optaget af dette nu. For Peter er problemet nok snarere, at han husker alt for godt. 

Jo, den betyder noget vores historie. Den er med til at forme os både på godt og ondt. Det gælder også Peter. Hvis han faktisk havde gjort forsøget og vendt blikket bagud, ville det derfor også have være et broget syn, der mødte ham. På den en side ville der tegne sig et billede af et menneske, der havde levet fuldt og helt? Et menneske, der havde bundet kjortlen op om sig selv, taget fat, kastet garnet ud og hevet det ind igen. Et menneske, der havde vovet sig ud på de 70.000 favne. Et ivrigt menneske der havde været dedikeret til livets inderste kerne og mening og en klippe der havde stået fast midt i verdens larm og ligegyldigheder. 

Men på den anden side ville han også i tilbageblikket have set et elendigt menneske. Et menneske der havde svigtet, da det gjaldt, som havde trukket sig ind i skyggerne i stedet for at have trådt frem. Et lille menneske, der vaklede og løj og sagde om den mest betydningsfulde i hans liv: ”Jeg kender ham ikke”. 

Hullede hukommelser kan være nådige for dem, der har fejlet i deres liv. Men for Peter er svigtene ikke længere tilbage end, at han ikke kan andet end have dem i frisk i erindring. Eller nok snarere: svigtene er for store til, at de lader sig glemme igen.    

Hvad skulle Peter have gjort, hvis Gud havde krævet gengæld? Hvis langfredags skyld skulle betales tilbage øje for øje, tand for tand. Ja, hvad skulle en menneskehed i det hele taget have gjort, hvis gengældelsens lov, var den lov vi var blevet efterladt med. Mon ikke det netop er derfor, der er føjet endnu et kapitel på Johannes’ evangelium? For at vi ikke skal efterlades i vores flossede fortid, og for at vi ikke skal være i tvivl om, at det er kærlighedens lov, der gælder og skal være gældende i vores liv.  

Johannes’ evangelium slutter som et kærlighedsbrev. ”Elsker du mig”, spørger den opstandne. Ja, svarer Peter tre gange og får med dette svar lov at omforme de tre svigt i natten til langfredag til tre kærlighedserklæringer. 

Peters liv har været rodet, som det nu er rodet at leve i de menneskelige blandinger af at være både elendig og god. Og hans historie betyder noget. Den bærer han med sig. Men dette betyder mere. Kærligheden lader ikke som om, det der er passeret, er ligegyldigt. Men den efterlader heller ikke syndere bagude, lukket inde i deres fortids svigt. Kærligheden genoprejser og frisætter i stedet til at leve fremadrettet. 

Der er mere, der skal gøres og trods svigt kan Peter stadig bruges. Heller ikke det glædelige budskab skal nemlig lukkes inde i fortiden. Det skal ud i verden, blive til trøst, glæde og håb, blive til kød og blod i kærlighedsgerninger. Frelsen gælder alle og Peter kaldes til at forkynde det. 

Der er usynlige bånd mellem en digter og en evangelist. Dér hvor de begge nærmer sig en afslutning, begynder det således for dem begge for alvor igen. Sæt i gang, lyder det, og ordene skaber, hvad de siger.   

Elendige og samtidig gode sætter vi således i gang hver dag. Vi sætter i gang med hullede hukommelser, men dog med den dannelse, der kommer af at være skabt i Guds billede. Vi sætter fra på kærligheden. Den er vores udgangspunkt. Den bærer os, leder os hen imod hinanden, peger på vores ansvar. Der er noget der skal siges og noget der skal gøres. Der er et glædeligt budskab, der skal deles og et håb, der skal bredes ud som den fælles horisont. Hver dag lidt opmuntring, lidt poesi, lidt himmel, lidt kærtegn. Hver dag et ansvar for at være medarbejdere på hinandens glæde. Hver dag tillid og tilgivelse. 

Vi får aldrig hold på den store uopklarede, guddommelige kærlighed. Det er nu engang kærlighedens væsen, at den overstiger vores forstand. Men det glædelige budskab er, at vi er omsluttet af den. Den var der i begyndelsen, skriver evangelisten Johannes og den er der slut. Så nej:

Ikke nu hvor jeg blændes

af klarhed

hvor græsset gennemborer min hud

med værens fylde.

Det er ikke tid til det sidste punktum. Kærligheden hvisker – lev, lev, lev.

Amen.

—

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk 

---

^[1] Poul Borum, ”Hvis det”, Gyldendal 1994