Juleaften | 24.12.22 | Esajas 9, 1-6a, Lukasevangeliet 2, 1-14 | Af Christiane Gammeltoft Hansen |
Salmer:
94 Det kimer nu til julefest
104 Et barn er født i Betlehem
119 Julen har bragt velsignet bud
121 Dejlig er jorden
Og det skete i de dage, hvor de vandrede rundt i mørke. Det var mørkt, når de tog afsted, og det var mørkt, når de kom hjem. Men trods lysets fravær, fik de alligevel ordnet deres ting. Det skete nemlig midt i det, de var fortrolige med. Dér hvor de kendte vejenes navne og sjældent for vild. Dog ikke sådan forstået, at de havde styr på deres liv. Dertil skete der alt for mange uforudsete ting. Som nu også dette, der skete i de dage, hvor det var blevet jul igen.
Det var den tid på året, hvor børnene håbede på sne. Den lod vente på sig, men børnene gav ikke sådan op på deres ønsker. De ventede så længe, det var nødvendigt.
Og så så de tydeligvis også mere, end hvad der var synligt for et voksent blik. De gjorde store opdagelser i selv helt almindelige ting. ”Se, derner”, råbte de og pegede på alt lige fra cykellygter, vinterslatne stauder til appelsinerne nede i Netto. ”Det hedder nu stjerner”, sagde de voksne. Men børnene var allerede i gang med at opdage flere skønne ting, som overbeviste dem om, at opfyldelsen af deres ønsker var tættere på, end hvad andre bildte dem ind. ”Se ne”, råbte de og pegede på vejstriber, vandpytter og hvide hunde der gik forbi. ”Nej” – ”og det hedder nu” … skulle de voksne lige til at sige. Men tog så sig selv i det.
Sådan skete det i det nære, dér hvor de havde hjemme og levede deres liv, hvor dagene var korte, og der var ”derner” til. Men samtidig skete det også i stor stil. Det skete nemlig også dér, hvor vejene havde andre navne og børnene andre ord for stjerner og sne. Det skete dér, hvor der boede mennesker, de slet ikke kendte til.
Eller det vil sige, det passede ikke helt. For det var det særlige ved de dage, det skete i, at verden for alvor var gået hen og blevet til et fælles sted. Man talte nu ikke længere kun med naboen, genboen, og dem der kom forbi. Man talte også med dem, der boede langt fra en – i andre byer, andre lande, og på steder, der lød helt fremmede for en.
Det skete således i de dage, hvor et fintmasket net af samtaler havde vævet verden sammen til et kæmpestort broderi. En pige i nord, talte med en dreng i syd. En mand i vest spurgte ind til, hvordan det gik med en kvinde i øst. Tilsammen udgjorde de mange samtaler det største fællesskab verden nogensinde havde set. Man chattede, skypede, twittede, snappede og skrev ved sjældne lejligheder også et brev.
Stemmer, der aldrig før var kommet til orde, fik nu pludselig taletid. En pakistansk pige fortalte om hendes kamp for retten til uddannelse, en amerikansk pige fortalte om hendes kamp for våbenkontrol, en svensk pige, fortalte om hendes kamp for den blå planet. Ja, bare det. Tre unge kvinder blev stærke stemmer i en verden, der ikke havde været vant til det.
Og ikke bare de tre. Enhver havde mulighed for at byde ind med, hvad der lå en på hjerte, hvad det var man troede på og håbede på. Hvad man var bange for, og hvad der kunne give en modet tilbage, hvis man havde tabt det for en tid.
Sådan var der blevet mindre afstand mellem centrum og periferi. Og sådan fik de en viden som aldrig før. Aldrig havde de vidst så meget om hinandens liv. Og aldrig før havde det været så tydeligt, at deres drømme var ens. De drømte alle om det gode liv.
Og da var det så, at det skete. Der skete det, at der tændtes et lys. Det lyste på en stald, måske som et tegn på, at børnene ikke var langt fra sandheden, når de så noget underfuldt, selv i helt almindelige ting.
Det var tilværelsens skjulte hemmelighed, som stjernen lyste på. Indimellem var der godt nok nogen, der sagde, at de havde gennemskuet alt. Men sagen var, at det var der ingen, der havde og ingen der kunne. Ikke til fulde i hvert fald. For der var netop tale om en hemmelighed. Noget de ikke kunne få magt over. Men som netop derfor også kunne virke med desto større styrke ind i deres liv.
Således skete det, at budskabet igen nåede dem. Budskabet om at kærligheden var født, og håbet var levende.
Hvordan ville verden have set ud, hvis barnet aldrig var blevet født i verdens første julenat? Ville de da have vidst det, de vidste nu om barmhjertighed og medmenneskelighed? Ville de have haft de drømme som bandt dem sammen fra nord til syd, fra øst til vest? Ville de have opdaget, at jorden er dejlig, og derfor også værd at bevare grøn og beboelig?
Det er der ingen, der ved. For det skete jo. Gud blev født. For altid var der nu dette lysende centrum i verden, der på en gang afslørede og opbyggede dem. Det afslørede alt det, de gjorde af ødelæggende ting. Afslørede når de hyldede en rå magt, og var mere optaget af at sikre sig selv, end at arbejde for andres ve og vel. Og det afslørede, når det blev for småt, for indelukket og upoetisk.
Men samtidig pegede kærlighedens centrum på, at der var skønhed og glæde til. Nej, de ville nok aldrig på den måde få styr på deres liv. Men det var heller ikke meningen, beroligede kærligheden dem. Lad jer hellere i stedet rive lidt med, sagde den. Elsk, vov, bed. Søg, kæmp, tro. Hjælp, lyt, tal.
Frem og tilbage fra livets centrum vandrede de. Hvis det var mørkt, ledte stjernen dem på vej. Brød de ned i stedet for at bygge op, afslørede den svøbte kærlighed dem i det. For i stedet at kalde det bedste frem i dem.
Hvad ville der være sket, hvis det aldrig var blevet til verdens første julenat? Hvad ville der være sket for deres samtaler, hvis de ikke havde fået frihedens og fredens budskab som klangbund for dem? De ville aldrig få det at vide, for nu var det blevet jul igen.
Et guddommeligt nedslag havde fundet sted. I verdens centrum lå et barn, og der strålede lys ud fra det.
Og da skete det: Julens klokker begyndte at kime, og julelysene blev tændt. Børnene råbte ”derne” og pegede på de træer, de havde plantet i deres hjem. Troens stræbebuer hvælvede sig op over verden, og i det fjerne hørtes baskende vinger og stemmer der sang. En digter med englegehør skrev noget af sangen ned. Den lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser født!
Amen.
Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen
DK-2000 Frederiksberg
E-mail: cgh(at)km.dk
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Dansk 
Español