Lukas 2,1-14

Juledag | 25.12.22 | Lukas 2, 1-14 | Af Rasmus Nøjgaard |

Fri adgang

Jesu fødsel julenat er et guddommeligt nedslag i tiden. Et nedslag, kraftfuldt som en meteor, der rammer jordskorpen og sender rystelser gennem hele jordens overflade. Kristendommens kraft kommer af de tre nedslag: Julenat er første nedslag, påskemorgen det andet og pinsedag det tredje. Jorden er aldrig blevet den samme igen. Et fødselsskælv så betydningsfuldt, at vi siden måtte lade vores tidsregning tage sin begyndelse her: ’Før og efter Kristi fødsel’.

Vi er så vant til denne historie, så at vi ikke for alvor forundres over en så radikal genskrivning af historien, at den ligefrem får en ny begyndelse, og derfor må det være på sin plads at stille det ligefremme spørgsmål:

Hvordan blev det så betydningsfuldt, at Jesu fødsel ændrer alt, så at vi endda måtte påbegynde en ny tidsregning?

Svaret er enkelt: Guds søns fødsel gør jorden til Guds hjem, fra nu af er der fri adgang til Gud.

Det skete i en verden, hvor Gud troner i himlene og de andres guder på Olympen. Afstanden mellem Gud og mennesker var så afgrundsdyb og uoverstigelig, at man helt konkret frygtede det guddommelige og forsøgte at mildne guderne med ceremonier og mange og store ofre. Denne verden fødes Guds søn ind i, og han samler himmel og jord, og ophæver afstanden mellem Gud og mennesker. Selv om vi andre er opdraget med den viden, så må det have været en vanvittig tanke, at Guds søn nu er til stede i denne skrøbelige, omskiftelige og farefulde verden, at Gud nu er tilgængelig helt uden forhindringer. Den forestilling blev da også mødt med fuldtonet modstand. Men vi ved i dag, at intet kunne holde lyset tilbage. En forvandling var i gang. En ny tidsregning tog sin begyndelse, en ny håbefuld tid.

Juleevangeliet handler om at Gud gennem sin søn, Jesus Kristus, åbner sit hjem for enhver. Han skriver ’fri adgang’ over døren ind til sit hus. På en måde har vi alle forstået det, her i byen strømmer alle til kirke i julen, og selv om det slet ikke er kirkens største fest, så er det suverænt den bedst besøgte. Fordi vi intuitivt forstår budskabet: Nu er der fri adgang for alle!

Julens budskab er så enkelt og enfoldigt at vi alle intuitivt forstår det, og derfor er der heller ikke den musiker, som ikke har lavet et popnummer om at holde døren åben og møde hinanden med generøsitet, omsorg og kærlighed, og tilsvarende den sorg vi føler, når vi ikke har del i glæden. Ensomhed, fattigdom, krig og trængsel i modsætning til det kristne budskab om næstekærlighed.

Den guddommelige begivenhed sender stadig rystelser igennem os her 2000 år efter, og vi bør stræbe efter at holde vore hjerter åbne og være generøse, særligt i en krisetid. Jul er den åbne dørs fest.

Mon ikke juleevangeliet er en af de fortællinger i evangelierne, som alle kender? Det er endda folkeligt og helt almindeligt at have sin egen julekrybbe derhjemme, hvor Maria og Josef er placeret i en stald eller en klippehule sammen med barnet i krybben, hyrderne, måske englekoret og de tre vise mænd, og selvfølgelig nogle får og okser. Det er en hyggelig, ja – idyllisk scene. Den har blot ikke ret meget med fortællingen at gøre. Juleevangeliet har vandret gennem traditionerne og malet sine egne atmosfærefyldte tableauer frem, så vi slet ikke hører hvor vild

fortællingen egentlig er.

Det begynder med kejser Augustus. Den mægtigste kejser verden endnu har set, den første kejser der bliver guddommeliggjort i levende live. Han holder sit rige i et stramt jerngreb, også Syrien, en stor administrativ provins som også Galilæa og Judæa hørte under, og som den berygtede og forhadte romerske legat Kvirinius var indsat til at bestyre. Nu skulle Kvirinius inddrive kejserens skat, og han benytter sig af den lokale tradition med at opregne familiens medlemmer efter slægtens tilhørsforhold. Derfor må Josef afsted til Betlehem, for han stammer fra Davids hus og slægt. Med sig har han Maria, som han er forlovet med, men de er ikke gift, for de er unge, og særligt Maria er kun en ung pige, måske 14-15 år, på alder med en konfirmand. Marias graviditet er som bekendt kommet lidt bag på Josef, men han har taget ansvaret på sig, og har undladt at bryde forlovelsen, som ellers ville have været naturligt. Maria er ualmindeligt sårbar, meget ung, højgravid, og helt i Josefs varetægt. Fortællingen er forbløffende, for da de ankommer til Betlehem, kender Josef ingen, som de kan søge ly hos, ingen slægtninge som kan hjælpe dem. De er helt alene. I stedet gør de som alle rejsende, de søger derhen hvor karavanerne gør ophold, forsøger at få plads i et af teltene, men der er ikke længere plads. Vi kalder det er herberg, men i virkeligheden søgte de blot plads i et karavanetelt. Karavaneteltene blev slået op i en kreds om karavanens dyr, så de var beskyttet mod rovdyr og røvere, og de skabte hurtigt en lille plads hvor de blev fordret i opsatte trug med hø og halm. Så da Josef ingen steder har at søge ly, da Maria går i fødsel, er der ikke andre muligheder end at søge beskyttelse blandt dyrene midt på pladsen, og her under åben himmel, uden en seng, uden vægge, gulv, madras, sengeklæder eller tag over hovedet føder hun sin førstefødte, svøber ham i sit klæde og lægger ham i et af de store fodertrug. Hun må være aldeles udmattet af den lange rejse på æselryg, usikkerheden og så den farefulde fødsel, som dengang tog så mange mødres liv. Ude bag karavanerne lå de lokale hyrder og passede på deres får. Fattige folk som måtte nøjes med at se langt efter karavanerne og de rigdomme, som de bragte til Jerusalem mindre end 10km længere mod nordøst. Derude i bjergene var der intet lys, her var bælgmørkt, kun stjernerne og månen gav lejlighedsvis en fornemmelse af landskabet. Men pludselig strålede et kraftigt lys, og en engel bød dem at søge efter en kongesøn, som lå svøbt i en krybbe. Og englen får følgeskab af en himmelsk hærskare der synger: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag.

Maria og Josef under åben himmel, de har lige fået en søn, der er ingen dør, ingen port, ikke engang en teltdug, men det nyfødte barn ligger ude under åben himmel i dyrenes trug. De første der søger ham, er blandt de fattigste og mest uventede af alle, hyrderne. Der er intet der hindrer dem i at opsøge barnet, for der er fri adgang. Der er intet der står mellem barnet og enhver, der søger ham. Heller ikke forældrene forhindrer dem, for de ved, at det er ude af deres hænder. Men de har en betydningsfuld rolle at spille, for i Josef og Maria finder vi alle forældre, som vi kan spejle sig os i, sårbare, udleverede, afhængige af andres hjælp og omsorg.

Sådan kommer Gud til verden. Jesus Kristus fødes ydmygt og sårbart, lige så sårbar og udleveret til verdens nåde som enhver af os er det. Jesus er den åbne dør, han er gangbroen mellem Gud og mennesker, og vejen er ikke umulig og vanskelig, den er åben for enhver der søger ham.

Gud kunne ikke længere holde den lukkede dør til himmelens tempel ud. Denne julenat sprængte han tempelporten, ligesom dengang han lod lynet flænse tempelforhænget i selve det øjeblik Jesus udåndende på Golgata. Endnu en bekræftelse på at løftet gælder, sådan som vi i dåben gentager: Lovet være Gud, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb!

Himmel og jord blev ét rige, porten er åbnet, der er fri adgang, og i dag fejrer vi at sidder i stue med Guds himmelske hærskare. Lad denne glæde fylde os alle, så også vi åbner døren og bygger bro ud til Guds vide verden, der hvor bror og søster ligger i krig med hinanden og hvor ufreden raser. For ligesom dengang, så har også vi i dag brug for at mærke og opleve den kærlighed, som Gud favnede verden med, dengang det hele begyndte. Julenat.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk