Gå i kirke og ud igen

Sidste søndag efter helligtrekonger | 2. Mos. 34, 27-35 og Matt. 17,1-9 | af Peter Fischer-Møller |

Der er et eller andet pudsigt med danskere og kirkegang.

Det er en gammel historie.

Man kan læse præsteindberetninger tilbage fra 1700 tallet, hvor der ude fra landet klages over at det er svært at få samlet folk til gudstjeneste.

Og mange kan fortælle historier om præster, der juleaften, hvor kirken var fuld, skældte ud over, at folk ikke kommer på de almindelige søndage. Den taktik tror jeg ikke på.

Men hvorfor egentlig den bekymring for kirkegangen.

Kan det ikke være mindst lige så godt at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen.

Jo det kan det på en måde.

Kristendommen står og falder ikke med kirkegang.

Fundamentet under det hele, det som kommer så klart til udtryk, hver gang vi holder dåb: at vores værdi som mennesker ikke er noget vi skal fortjene os vej til, at hvert eneste menneske fra begyndelsen af er enestående og uendeligt værdifuldt i Guds øjne – det budskab kan der ikke rokkes ved. Her gør det ingen forskel om man går i kirke hver søndag eller sparer på kræfterne og nøjes med at komme til jul eller i forbindelse med dåb og konfirmation og bryllup og begravelse. Guds forhold til os kan ikke måles på, hvor ofte vi går i kirke.

Alligevel mener jeg, det med kirkegangen har sin betydning. Ikke for Guds forhold til os, men for vores forhold til Gud og dermed til os selv og vores medmennesker og vores omverden.

Vi skal ikke gå i kirke for Guds skyld, men for vores egen og vores nabos skyld.

Man kunne måske sammenligne det at gå til gudstjeneste med det at sidde i en lun krog og slikke solskin en forårsdag. Det gør vi ikke for solens skyld, men for vores egen, for at suge lys og varme til os, for at nyde det og glæde os og helt af os selv bærer vi lidt af det lys og den glæde med os ud i den hverdag vi deler med hinanden.

Gudstjenesten er eller skulle meget gerne være sådan et rekreations sted, et sted, hvor vi kan få lov til hver især at sidde en time i fred for telefon og opvaskemaskine og se på vores liv i et andet perspektiv end hverdagens.

Gudstjenesten er et oplysnings sted, hvor vi bliver opmærksom på hvad det egentlig er, vi sammen tror på, og hvad det har af betydning for vores fælles liv.

Ved Gudstjenesten skulle der gerne ske noget af det samme som i evangeliet i dag. Der blev kastet et nyt lys ind over de tre disciple, Peter og Jakob og Johannes deroppe på Tabor bjerg. Da Jesu ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som lyset, så de, at Jesus ikke kun var et menneske, men også Gud. Da han talte med de gamle profeter Moses og Elias, opdagede de, at Jesus ikke kun bar et barn af tiden, men at han også bar noget af evigheden med sig. Og da de hørte Guds stemme fra skyen blev de bekræftet i, at det her ikke bare var deres egne drømmesyner, men at det, de så var sandt.

På samme måde vil gudstjenesten åbne vores øjne og ører og hjerter for perspektiver, vi i vores almindelige fortravlede hverdag, sjældent har sans for eller giver os tid til. Orglet og salmesangen er en genklang af den himmelske lovsang, en tak til Gud for et liv, vi ikke selv har fundet på, og som vi ikke skylder os selv. Alterskranken heroppe er kun den ene ende af

Et vældigt bord, hvis anden ende rækker helt ind i himlen, og hvor der er plads til alle Guds mennesker, både levende og døde. Og Helligånden, som vi ikke kan se, puster nyt liv i os, inspirerer os, overrasker og provokerer os, så vi bliver skubbet ud af vores forudfattede meninger og bliver mere levende og rummelige mennesker.

Ved gudstjenesten bliver vi mindet om, at historien med Gud og os er en lang historie, som langt fra er slut endnu. I den gammeltestamentlige læsning før, hørte vi om Moses’ møde med Gud på Sinaj bjerg. Hans ansigt strålede, da han havde talt med Gud. Så stærk var den oplysning, han havde været udsat for, at folk blev helt forfærdede, når de så genskinnet af det i Moses’ ansigt, så han måtte tildække ansigtet, når han talte til dem.

Mennesker ikke tåle at se Gud ansigt til ansigt. I kan tænke på første gang Moses mødte Gud ved den brændende tornebusk. Da Moses nysgerrigt nærmede sig, råbte Gud fra busken: ”Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på er hellig jord!” Straks skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.  Og der fik Moses så sit livs opgave: at vende tilbage til Ægypten for at befri sine israelitiske landsmænd fra slaveriet. Og Gud navngav sig overfor Moses: Jahwe,  d.v.s. ”Jeg er den, jeg er!”. ”Sig til dit folk, at ”Jeg er” har sendt dig!”

Problemet med vores pudsige danske forbehold ove rfor gudstjenesten er, at hvis vi ikke kommer her ret tit, så risikerer vi at blive bombet tilbage til Moses. Så bliver Gud lige så fjern og farlig og frygtindgydende, som han var dengang på Sinaj bjerg. Han bliver en Gud vi finder i naturen på en smuk morgen eller ved en stemningsfuld solnedgang. En Gud vi takker, når det går os godt i livet, men som vi skjuler os for, når det går skævt, når vi mister vores kære for tidligt, når vi går glip af alt det vi havde drømt om, nu vi endelig skulle til at nyde tilværelsen. Så kommer vi til at opfatte Gud som en ubegribelig, tilfældig skæbnegud. Eller vi prøver med de 10 bud i den ene hånd og vores egen retfærdighedssans i den anden at skabe en form for orden i tilværelsen, og så bliver det meget let til at vi tænker: noget for noget, når venskab skal holdes og øje for øje og tand for tand, når uretfærdighed skal afregnes. Og videre ad den vej kommer vi til at opfatte det, der går galt her i verden som de andres skyld, de onde, dem på de sorte heste, mens vi tænker om os selv som dem, der kæmper for det gode og rigtige, og som ikke kun går i krig for egne interesser, men i virkeligheden kæmper på Guds side mod alverdens mørkmænd og djævelskab.

Hvis vi som kristne ikke giver os tid til at gå til gudstjeneste og lytte til den Jesus Kristus, som vi ved dåben har fået navn efter, så gror vi fast i vores egne fordomsfulde forestillinger om Gud og verden og andre mennesker, så kommer vi til at savne perspektiv på vores eget liv og inspiration til livet med andre.

Og det er til at græde over, når Gud nu faktisk har en historie med mennesker, der fører videre end til Moses.

Det er kristendommens kærne. Dette: at den Gud der i sin majestætiske storhed som universets skaber og tidernes herre er lige så ubegribelig for os som han var for Moses og de gamle israelitter, han har vist sig for os i barnet fra Betlehem, i manden fra Nazareth, i Jesus Kristus. Vi formår ikke at drømme eller tro eller tænke os vej til Gud. Vi er helt afhængige af, at han selv kommer ned til os.

Det var, hvad der skete med Jesus. Han fortalte os, at Gud i himlen er ganske anderledes end vi havde forestillet os. At Gud ikke er en fjern, vilkårlig magt eller en håndhæver af en ubøjelig streng lovmæssighed, men at hans inderste væsen er kærlighed, en kærlighed, som satte alt ind på at nå menneskers hjerter.

Det blev meget klart den dag på Tabor bjerg. Peter og Jakob og Johannes blev lige så rædselsslagne over det forklarelsens lys, de så, som Moses gjorde det ved tornebusken. De faldt ned på deres ansigter.

Men lagde I mærke til, hvad der videre skete? Jesus lod dem ikke blive i frygten. Han rakte ud efter dem og rørte ved dem, han rejste dem op og sagde til dem, at de ikke skulle være bange.

I Jesus lærer vi Gud at kende i øjenhøjde. I evangeliet møder han mennesker på gaden, ved bordet, ved sygesengen, på dødslejet, selv da han palmesøndag rider sit folk i møde som den ny tids konge, er det et æsel, han rider på, så han stadig er i niveau med folk.

Historien i dag om forklarelsen på Tabor bjerg minder os om, at Jesus midt i sin menneskelighed, ja netop i sin menneskelighed er Gud for os.

Sådan som vi bliver mindet om det gennem ord og sakramenter hver gang vi holder gudstjeneste. Som vi får det sunget og bedt og bekendt med vore egne læber, så det kan gå op for os, at det her ikke bare er en gammel historie, men en stadig lige ny, overraskende, provokerende og inspirerende historie, som også angår os.

En historie som fortæller os, at grænsen mellem lys og mørke, godt og ondt, sandhed og løgn ikke går mellem os og nogle andre, så vi kan klare problemet ved at lukke dem ude, men at grænsen går midt ned gennem hver eneste af os, så den kamp, der skal kæmpes  først og fremmest er en kamp vi må kæmpe i og med os selv.

Og så er der en vigtig pointe mere, vi lige skal have med i dag. Nemlig den, at Jesus ikke blev deroppe på bjerget med de tre disciple, som Peter ellers, da han først havde vænnet sig til lyset, prøvede at overtale ham til det. Peter ville gerne blive deroppe på bjerget langt væk fra hverdagens sorger og problemer. Men Jesus lod ham ikke blive deroppe. Han tog ham med ned igen. Og allerede på vejen ned ad bjerget blev han mødt af en fortvivlet far, der bad ham om at hjælpe ham med hans epileptiske dreng.

På samme måde skal vi heller ikke blive her i kirkerummet, selvom her kan være rart at være, når man har vænnet sig lidt til det. For det er uden or kirkedøren, at vores kristentro skal sætte frugt. Det er derude i livet mellem os, på gaden, ved bordet, ved sygesengen, på dødslejet, at inspirationen fra Jesu ord og gerninger skal kaste lys over os, så vi skal kunne glæde os over og hjælpe hinanden med at leve dette sære, svære, fantastiske menneskeliv.

Mens Moses var alene på Sinaj, var der tre disciple med Jesus på Tabor bjerg. For kristendommen er nu engang ikke noget vi kan have alene og for os selv. Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, vil jeg være midt iblandt dem, sagde Jesus. Kristentroen lever af, at vi deler den med hinanden. Derfor er det en god idé en gang imellem at gå i kirke, for vores egen og vores nabos skyld. Amen.

 

Biskop Peter Fischer-Møller

Roskilde

Email: pfm(at)km.dk