Herrens år

1. søndag i advent | Mattæus 21,1-9 | af Laura Lundager Jensen |

”Vær velkommen Herrens år”. ..Sådan sang vi med Grundtvigs ord

”Velkommen her hid” byder vi det nye kirkeår – med sin række af kærkomne og velkomne højtider: jul, påske, pinse.

I Hele Danmark har menigheder på denne måde i dag budt året velkommen i sang for i dag fejres kirkens nytår – for at fejre at vi kan lægge endnu et år i Herrens hænder.

Endnu et år giver vi i dag Gud i vold.

Anno Domini – kaldte de gamle det – Herrens år

– og det nådens år er ikke alene på vej, men er nu og her.

 

Sådan sang vi også for et år siden.

Helt uvidende om, at det år vi, da trådte ind i ville blive et år, vi aldrig glemmer.

Et år hvor billeder af lastbiler med kister på vej ud af en europæisk storby har brændt sig fast på nethinden. Et år hvor sang fra altaner blev den måde fælles liv kunne leves.

Et år hvor sorg og savn og utryghed fik lov at vokse og blomstre.

Et år hvor det at mødes og røres og synge sammen blev så risikabelt, så selv kirkedørene blev låst.

Et år hvor håndsprit, mundbind og visirer blev alment eje. Og hvor skyggetal, smittebobler, testtelte og smitteopsporing blev hverdagsord.

Et år hvor herrer af alle køn rejste sig og tog beslutninger på alles vegne.

Og alle vi der er opdragede til at kæmpe for frihed og selvstændighed, vi der ikke underlægger os regler og myndigheders forgodtbefindende, vi der kræver forklaringer og fornuft og beviser, vi der normalt ynder at være egne herrer i egne huse. Vi underlagde os pligtopfyldende og pænt

– for vi vidste ikke bedre end verdens herrer, og vi turde ikke andet – og det var nok godt nok.

Men at herrens år på den måde skulle blive et herrens år, i den negative forståelse udtrykket også kan dække over – drømte ingen om

I dag 1. søndag i advent synger vi så igen – ”vær velkommen herrens år”.

Velvidende at året der gik bragte sygdom og sorg med der endnu ikke er en kur for. Velvidende at de sår på sjælene året gav, bringes med ind i det år, vi nu står på dørtrinet til. Velvidende at verdens herrer endnu har mange beslutninger at tage. Beslutninger der også kommer til at berøre os og skabe konflikter og båndlægge friheden

Men og OG netop derfor byder vi året velkommen – byder Nådens år velkommen i tillid til, at det vil flette sig ind i vores almindelige kalenderår og vi så får styrke og mod til at tage livet på os på som det vil vise sig for os. Får mod til at rejse hovedet og se Guds vilje med os – i det år der kommer – og i det år der var.

At det så er palmesøndags fortælling, der skyder kirkeåret ind, gør det tankevækkende muligt.

For netop den fortælling understreger styrken og kraften og underet i Vorherres tilstedeværelse i verden.

For indtoget i Jerusalem er i ét perspektiv en fortælling om forestillinger, der brast og drømme der gik itu – om sorg og afsavn og bristede forventninger til blomstrende herredømmer og grænseløs frihed. Og i et andet perspektiv – et perspektiv der overgår alle forventninger og forestillinger, fortællingen om Vorherre, der træder ind på verdens scene – sagtmodig og ridende på et æsel, skrøbelig som barnet i krybben, men med magt til at ændre lidelse og sorg til opstandelse og glæde.

Evangeliet taler ind i den virkelighed vi lever nu og her og giver os hverken lov til at blive hængende i fortiden eller flygte ind i fremtiden i forventningen om, at det bliver bedre dér.

I stedet sætter det os til at modtage nutiden og hinanden i den. For fra den nutid at få mod og styrke til bevæge os ind i en fremtid vi ikke kender, men ved er lagt i Guds hænder.

Et år klogere på hvad året der gik også bragte af opmærksomhed og fællesskab og sans for den ensomme og den angste.

Et år klogere på at frihed er at færdes frit og knuse og synge, men også er andet – også er modigt at stille sig ind i håbet om og troen på at Vorherre er med os i det liv vi end måtte have fået at leve.

Et år klogere på at samfundssind ikke kun er at gøre hvad denne verdens herrer forklarer os er godt og fornuftigt og rigtigt at gøre – men også at se, at næsten er den ensomme, den angste, den udfordrede – vi opdagede, vi kunne række en hånd eller sende et smil – skønt afsprittet og med mundbind – og at det gjorde en forskel.

Evangeliet om kongen, der kommer ridende os i møde er fortællingen om, hvordan nådens tid på tværs af al tid og rum i al sin magt og vælde griber ind og ændrer den verden, vi tror, vi er alene om at skulle overskue og skulle magte. Det liv vi i fortvivlelse og i magtesløse alt for let mister modet til tage på os og udfylde med kærlighed og glæde.

”Løft jeres hoveder I porte, løft jer i ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind” skrev salmisten

”tag lysets rustning på” skrev Paulus til sin menighed i Rom

”Se din konge kommer til dig” lød det før i fortællingen om indtoget til Jerusalem.

Glæd jer og byd herrens Vor Herres år velkommen siges det til os i dag.

Og det er den visdom der overbringes os i dag.

Den visdom der overgår prognoser og statistikker og hårdnakket hævder at Herrens år er indtrådt i dag og at det bringer os glæde hver herrens dag – og dagen i dag er indgangen til det nådeår,

og netop det er frihed og tryghed – netop det sætter os fri til at tage imod livet, som det må komme – frimodigt og ubekymret, over hvad kalenderens dage end måtte byde på, fordi vi har lov til at leve og udleve Guds nåde til hans ære.

Tag imod den visdom – For Vorherres ældgamle nådens år lægges i dag helt uprøvet i vores hænder

– pas godt på det. Amen.

Godt nytår. Amen.

 

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk