Højt til loftet

1. søndag efter trinitatis | Lukas 16,19-31 | Af Poul Joachim Stender |

Den tidligere venstrepolitiker Søren Pind udtalte engang: ”Der er højt til loftet i Danmark”. Og efter en lille pause fortsatte han. ”Men hvad nytter det, hvis ingen gider hoppe”. Og på en eller anden måde får han med det udsagn sat fingeren på et ømt punkt i dansk mentalitet.  Der er højt til loftet i vores land. Men længslen efter at hoppe efter f.eks. Gud er stærkt formindsket. Vi har religionsfrihed. Kristne forfølges ikke i Danmark, som de gør mange steder i verden. Vi må hoppe ligeså meget efter Vorherre, som vi har lyst til. Danmark er en religiøs hoppeborg. Også for andre end kristne. Men der hoppes ikke særlig meget blandt de kristne. Dåbstallet i folkekirken er faldende. Det skyldes ikke, at forældrene vender sig i mod kristendommen. De mener blot, at deres børn selv skal tage stilling til, når de bliver store, om de vil døbes eller ej.

Om Gud kan man sige mange ting om. Blandt andet at han er noget af en hopper eller afhopper. Han hoppede eller afhoppede fra himlens svimlende dybder ned til os mennesker i Jesus Kristus. Det var ham, der kom til os og vi behøver derfor ikke hoppe efter ham. Og alligevel. Der skal hoppes efter det guddommelige for at se, at han er ankommet. Mange mennesker bilder sig ind, at man går i kirke fordi man tror. Men det passer ikke. De fleste går i kirke, fordi de gerne vil tro. Kirkegang kan være et hop op efter troen. Så hop. Vi har højt til loftet i Danmark og mulighed for at hoppe efter det evige, efter store tanker og visioner, efter nye ideer og gøremål.

I går, den 5. juni, fejrede vi Danmarks grundlov. En fest for demokratiet i Danmark. Tænk at være så heldige at leve i et land, hvor vi er sikret et demokrati, der giver os mulighed for at have højt til loftet. Så hop i livet, hop i troen, hop i fantasien. Hop, hop, hop for at udnytte det høje loft Danmark har takket været vores grundlovssikrede demokrati.

Man kunne prøve at præsentere politikerne for søndagens fortælling om Lazarus og den rige. Den handler om en rig mand, der har en fattig mand liggende ved sin port. Og så dør den fattige og så dør den rige og i dødsriget bliver der skiftet om på rollerne. Den fattige bliver forkælet. Den rige har det forfærdeligt. Hvad kunne danske politikere få ud af det?

Socialisterne ville sige, at vi af lignelsen skal lære at forandre verden, så de økonomiske uligheder bliver mindre. Modsat vil liberalisterne sige, at alverdens lazaroner må lære selv at yde noget til deres underhold.  Og ingen af dem har uret. Verden bør forandres, så de økonomiske uligheder bliver mindre og verdens fattige skal yde noget til deres eget underhold og livet handler ikke bare om vækst og produktion. Men bestemt også om at have et godt liv.

Det er dog ikke nogen af disse ting som er lignelsens egentlige kerne.  Der er noget andet. Måske er omdrejningspunktet den sætning i teksten, der lyder sådan: ”desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme os til derovrefra”. Der tales om himlen, hvor Lazarus er, og helvede, hvor den rige mand opholder sig. To størrelser der ligger ufatteligt tæt ved hinanden. Et godt liv kan på få sekunder ved sygdom og død forvandles til det rene helvede og et liv ad helvede til kan på et øjeblik få himmelske dimensioner ved mødet med kærligheden. Men det er der Jesus Kristus, Guds søn, kristendommens Herre, kommer ind i billedet, som brobyggeren over den dybe kløft mellem helvede og himmel.

Med sin død på korset og sin opstandelse fra de døde anlagde han en forbindelse over det svælg som teksten omtaler. Vi, der ikke har behandlet verdens fattige meget bedre end den rige mand, kan føres fra dødens intethed og tomhed til Guds riget. Vi kan allerede i levende live, når tilværelsen føles som et helvede gå med Jesus Kristus til et liv med tro, håb og kærlighed.  Som der står i salmen O kristelighed. ”Du slår over dybet din gyngende bro, som isgangen trodser i brusende strand, fra dødningehjem til de levendes land”. Og netop den tanke at Guds søn laver en forbindelse bort fra døden til Gudsriget, giver os som kristne en stor forpligtelse før vores død. Vi skal hjælpe vore medmennesker bort fra deres helvede, deres dødsrige, og de skal hjælpe os bort fra det helvede og det dødsrige vi kan være endt i.  Vi er hinandens vej ud af helvede. Lazarus lå ved porten til den rige mands hus. Hans liv var et helvede af fattigdom. Den rige mand kunne have ført ham til et jordisk paradis ved at have givet ham hjælp, støtte, barmhjertighed. Men han gjorde det ikke.

På baggrund af lignelsen må vi stille spørgsmålet: Hvem skal hjælpe vores næste bort fra vedkommendes elendighed? Svaret er: Det skal vi! Og næste spørgsmål:  Hvem skal hjælpe os selv bort fra det helvede vi kan være endt i. Svaret er: Det skal vores næste.  Lever vi op til denne gensidige forpligtelse, hopper vi som kristne højt i et land med højt til loftet. Så…. hop!  Gud i vold. Amen.

Pastor Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk