Indledende bemærkninger

Seksagesima | Markus 4,1-20 | af Tine Illum |

 Søndagen falder i år lige efter kyndelmisse, og corona-pandemien har næsten varet et år. Jeg har derfor valgt at tematisere længsel, tålmodighed og skønheden, der skal forandre verden (Dostojevski). Desuden må der kun være ganske få til gudstjeneste, så de får næsten af sig selv en mere enkel, sjælesørgerisk og stilfærdig tone.

Salmer:
”Her vil ties, her vil bies”
”I sne står urt og busk i skjul”

Der læses fra Bibelen 2020.

Alle får salmeark, og der er påhæftet et lille gråt hvedekorn med tape (coronasikkert )

 Skønhedsrige

”Skønheden skal forandre verden”, siger man i den østlige del af den kristne kirke. Skønhed – ikke småt forstået. Ikke som pynt eller overflade. Ikke glat hud, eller smagfulde boliger. Ikke engang den smukkeste musik eller mest vidunderlige solopgang.
Skønheden forstået som Liv og Sandhed, der lyser ind i os. Som forandrer. Som forvandler. Så den måde, vi ser verden på, forandres. Så vi er i verden på en ny måde. Så verden forandres.
I glimt, som en anelse. Men nok til at vi ved, at skønheden, den forandrende skønhed findes.
Jeg kan huske, da jeg som barn i 2. klasse sang ”I sne står urt og busk i skjul”. Ikke at jeg anede, hvad sangen handlede om…. men ordet SKØNHEDSRIGE….. og så lige i sådan et rigtig kedeligt grågrønmalet klasseværelse. Det var svært at forestille sig noget skønhedsrige dér. Og så var det lige præcis overhovedet ikke svært. For ordet var der jo. Det fandtes. Og stod der og skinnede i klasseværelset på Nørre Løgum Centralskole – og verden var ikke den samme mere.

Vi trænger til det. Vi længes efter det. At verden forandres. Aldrig har vi længtes som i år:
Det er vinter. Det er gråt. Vi har levet i en pandemi i næsten et år nu. Vintersangene, melodierne og vintersalmerne rammer os som aldrig før.
Trætheden kan især for nogen være ubærlig tung, og salmens ord om de svage sind, skrøbeligheden, kan vi næsten mærke….
Det findes i os og omkring os, det der så smukt i ”I sne står urt og busk i skjul” kaldes ”åndens vinterblund”. Det er ikke bare naturen, der sover; vi fornemmer vel også, at det kan være vores livskraft og livsmod, ja, vores ånd.
I salmerne dirrer længslen og håbet synges frem, og vi spejder efter vår og liv – i os og omkring os. ”Forsommers minde”, den vår fra svundne tider, som ligger under det tunge og grå, som et løfte og som et håb… og som bare venter på at bryde erantisguld op af jorden og ind i vores liv.

Trange tider langsomt skrider, og det slider på os. Modløsheden ligger lige for. Mere hos nogen end hos andre. Vi har så forskellige sind og så forskellige liv.
Vi længes efter at synge, at få besøg…. efter panggule og neongrønne forårstegn. Efter at vores sind skal åbnes og kunne rumme ord som TRO, HÅB OG SKØNHEDSRIGE.

Da I kom i kirke i dag, fik I hver en lille hvedekerne. Bare én. Den rummer et skønhedsrige. Det kan vi ikke se. Sådan en lille grå en…. men det er sådan det er….. Om kort tid sås jorden til med kerner mage til den du nu holder i hånden….. og det spirer og bliver til aks… den smukkeste mark med vajende korn.
Giv tid! Giv tid!

Godt at vi kan komme i kirken og høre det  I har noget at håbe på: Ham der ødsler ud over alle grænser. I hvedekornet, der lover os sommer og gyldne marker, høst og mad på bordet. Liv. Hvedekornet som er et håbstegn. En næsten usynlig lille skal med et skønhedsrige i. Som skinner os i møde og skaber vores modløse venten om til glad forventning.
Så ventetiden lyses op og det grå får farve. ”Et levende håb” lød det, da vi blev døbt. Smukkere kan det ikke siges. Og heller ikke mere sandt.
Så strømmer livet igen. Måske mærker du det bare ganske svagt, bare lige så du kan holde ud lidt endnu. Og mere skal du ikke. Det er løftet. Giv tid. Snart sker det. Hver en kvist får blad, livet får blomsterfarve. Hvedekornet spirer. Træthed og åndens vinterblund skal vendes til herlig sommer.

Hør her! siger Jesus.”Det er vigtigt at I hører, hvad jeg siger”….
Det er nemlig her vi hører om Guds rige. Guds skønhedsrige. Som er usynligt og tit gemt under sin modsætning.
Du kan ikke høre om noget, der er dybere og vigtigere i dit liv.

Jesus fortæller bare så anderledes om det, end vi er vant til.
Han siger ikke: du skal være smuk. Du skal se ung ud. Gem dine ar og dine rynker og alt det ved dig selv, som får dig til at ligne et virkeligt menneske med det liv, der nu engang er dit. Han siger ikke: Guds Rige er det perfekte; det du kun kan opnå, hvis du virkelig har kontrol over dit liv og gør dig den yderste umage.
Nej –  Guds rige er en gåde og ligger gemt i gåden: i et gråt lille frø. Gud ligner en bondemand, der sår – en kone der ælter dej, –  eller en anden kone der hverken har styr på penge eller hjem og som derfor ikke kan finde sin mønt, der triller bort. I hvert fald ikke før hun har fået gjort rent.
Han siger at Guds skønhedsrige ligger gemt i det, du ikke lægger mærke til og måske ikke regner for noget: et gråt lille korn.

I Bibelen er der så mange forskellige billeder af Gud og Guds Rige – og Jesus fortæller så mange lignelser…. at vi bliver nødt til at indse, at alt det, der har med Gud og tro at gøre ikke er en perfekt og skudsikker teori – men en levende fortælling, som vi fortælles ind i, hver gang vi hører det. En fortælling om et skønhedsrige, der VIL livet. Som hele tiden venter på at fortrænge løgn og hårdhed og kulde og folde sig ud.

I dag er det så billedet af bonden, der sår, vi tager til os. Han er en underlig landmand. Hvis jeg så en landmand så hele Gl. Bjert til, og fortovet med, ville jeg jo tro, at der var noget galt med manden – og hvis han så oven i købet så fornøjet ud samtidig med, så ville jeg være sikker på, at han var blevet bims. Ham, vi hører om i dag er netop sådan bonde. Han er ødsel og ubekymret – og han er et billede på Gud.
Giv tid! tænker han. Skønhedsriget kommer. Og sår videre.

Når du er ved at gå til i modløshed, og synes at det med at håbe og tro er så urimelig svært at holde fast i – så skal du vide, at der er lagt et lille frø i dig, og det skal nok finde ned i frugtbar jord. Giv tid….Og lær at være ødsel af bondemanden. Om ham ved vi jo – hvad de ikke vidste da historien første gang blev fortalt – at han langfredag gav sit eget liv… for at Guds liv og skønhedsrige skulle være vores. At han blev en kerne, der blev lagt i jorden og opstod til liv i overflod.

Dét er det vigtigste, du kan høre. Det er det vigtigste, du kan fortælle videre – altid – og ikke mindst i denne tid. Fortæl videre med ord, der lyser verden op – og med handlinger, der nærer håbet. Vær ødsel. Noget skal nok spire. Og det er nok.

For når jorden er Guds, så sker der noget. Mange af os har prøvet at stå ved en kiste og høre ordene: Af jord er du kommet – til jord skal du blive – af jord skal du igen opstå. En livskraft stærkere end døden.
Den kommer ikke af sig selv – og den kommer slet ikke af os. Den kommer fra Gud. I fortællingen om Jesus, der dør og opstår, for at vi skal have liv og skønhedsrige i overflod.

Det bliver forår og høst. Det ved den letsindige tålmodige bonde. Og da vil der stå en mark af bugnende fulde kornaks, der – stik imod hvad man kunne forvente – har fået overtaget over torn og tidsel og ufrugtbar jord. Tag dit lille hvedekorn med hjem og læg det ved din seng eller dit skrivebord eller hvor du nu færdes. Og lad det fortælle det, du ikke kan undvære at høre:

Giv tid … håb – og vær håb – for der er alt at håbe på…. et skønhedsrige er på vej. Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk