Ja tak!

2. søndag efter trinitatis | 1. Johannes. 3,13-18; Lukas 14, 16-24 | Af Eva Tøjner Götke |

Salmer: 736, 298; 330, 561, 722

Oven på nedlukning og forsamlingsforbud kommer lignelsen om det store festmåltid pludselig til at stå i et andet lys.

Har vi virkelig haft så travlt med os selv, som de indbudte i lignelsen? Takke nej til en indbydelse?

Har man virkelig været så blasert, så optaget af sit eget, så utaknemmelig?

Det er til at skamme sig over. I dag. Man forstår det ikke.

Nu er vi i den grad klar til indbydelser. Kom med dem! Lige meget hvad. Der skal bare ske noget! Vi skal se nogen. Bare det at sidde om et bord igen med andre mennesker, end dem, vi har været lukket inde med, hvis vi så endda har været så heldige og ikke kun været lukket inde alene med os selv.

Det har været døden. Den totale nedlukning. Vi har mærket savnet. Vi har mærket længslen efter at være sammen med andre. Vi er blevet mindet om, på den hårde måde, hvor dejligt det er at blive kaldt på – at nogen overhovedet gider invitere os.

I blaserthed at takke nej til en indbydelse, er at sige nej til livet. Men det vidste vi ikke. For vi troede, at livet var et andet sted: vores egen travle verden med hundreder af gøremål. Slet ikke tid nok til det hele. Slet ikke til os selv. Derfor et nej! Jeg kan desværre ikke. Jeg skal pleje mit ægteskab, jeg skal ordne min have – jeg har lige købt endnu et motoriseret haveredskab, der skal afprøves. Jeg skal lige købt en ny bil, den skal prøvekøres – jeg har kun fri denne weekend. Hav mig undskyldt.

Tænk, at vi har været helt derude. Så fattige, så åndløse, så blinde, så syge.

Coronatiden har lært os at savne andre.

Coronatiden har lært os at være taknemmelige. At sætte pris på fællesskabet, på festerne, på gæstfriheden, på livet.

Vi er gået fra døden over til livet.

Der er sket noget med os.

Alt det, som vi hidtil tog som en selvfølge, og derfor ikke kunne se værdien i, det har vi nu fået tilbage – som en gave.

Vi er blevet inviteret ind til fest.

Vi er dem, derude på gader og stræder, de blinde og lamme.

Vi er dem, der kan glæde sig, og som siger ja tak!

Til dette store festmåltid – uden forsamlingsregler, uden kvadratmeter-regler, uden hygiejneregler, uden gummihandsker, uden mundbind eller sprit ved indgangen.

Der er fest! Og gæstfriheden kender ingen grænser.

Og det gør os næsten skeptiske!

Findes sådan noget?

Hvad er det for en vært, der vil feste, om hun så skal blive ved med at kalde, finde sig i at utaknemmelige gæster har nok i sig selv, og bliver ved med at kalde, vil have alle stole besat, ikke er bange for at kaste perler for svin og servere mad, som ingen kan sætte pris på, og ikke er bange for, om der overhovedet er nok til alle.

Hvad er det for en festglad giver?

Uendelig rig.

Uendelig gavmild.

En, der ikke har glæde af at holde på sin rigdom, men ødsler den bort – på fest – med forhutlede mennesker, der aldrig – aldrig – vil kunne gøre gengæld eller betale tilbage.

Det er Vorherre.

Det er sådan vi kender ham.

Som den, der giver alt sit. Deler alt sit. Vil os det godt. Så kærlig og så god. Og samtidig så vred, nærmest krænket over, at nogen kan være så fortabte i sig selv, at de mister sansen for det, der har betydning – det, der gør os til mennesker. Det at kunne tage imod. Sige tak og tage imod. Give og tage imod. Stå i sådan en relation til andre. Have kærlighed i livet.

Og vi kan se det nu.

Efter nogle mørke måneder i nedlukningens og indelukkethedens tegn.

Det er i det lys, vi skal se evangeliets glædelige budskab.

Guds henvendelse til verden – i Kristus – er denne indbydelse til at være med til en stor fest.

Han gik omvejen til dem derude – de fattige, de syge, dem som ikke havde travlt, som ikke havde et netværk, de skulle pleje. Ingen inviterede dem med til deres fester. For de kunne ikke gøre gengæld.

Nu sad han hos dem. Omkring et usselt bord, med noget tørt brød, mange gange alt for lidt, nogle få fisk, ofte for få. Men idet de sad dér, sammen med ham, og delte brødet og fiskene og drak vinen, var det som at sidde med til et stort festmåltid.

For det var dét at være sammen med ham, dét at han – et andet menneske – netop trådte ind i deres hus, der ændrede alt og lyste op og skabte glæde.

De gik fra døden over til livet.

De havde fået del i det evige liv – i ham – og det var det, der gjorde, at alt var forandret. De kunne leve videre som om de ikke var fattige, leve videre som om de ikke vare syndere, leve videre som om de var de største i himmeriget – leve som Guds børn.

Og nu sidder vi her. Vi døber vores børn, fordi vi gerne vil dele livets fest med dem, og vi spiser og drikker ved hans bord for at få næring til den tro – at vi har evigt liv i ham.

Vi skal ikke andet end at tage imod. Hvor svært kan det være? Tage imod livet hver eneste dag og dele det med hinanden. Det var jo det, han ville. At vi skulle lægge døden bag os og leve glade med hinanden her – sammen – og gå ind i den sommer, hvor natten aldrig kommer.

Alt er rede! Kom!

Amen.

Sognepræst Eva Tøjner Götke

DK-5230 Odense M

Email: etg(at)km.dk