Jesu fodspor

Kristi himmelfarts dag | Markus 16, 14-20 | Af Peter Fischer-Møller |

Jesu fodspor

Hvordan har I det med fødder?

Jeg kan huske hvordan min far, da han så min nu 35-årige niece Julie, som nyfødt som noget af det første hæftede sig ved fødderne. Tænk at man kan lave dem så små, og se hvor lange og fine tæerne var – og så kunnen hun sprede dem alle sammen fra hinanden på en gang.

Måske hang betagelsen af de små babyfødder sammen med, at fødderne senere hen i livet ikke er noget vi hæfter os særligt ved, og som de færreste af os opfatter som noget særlig præsentabelt.

Fødderne er i bogstavelig forstand noget meget jordnært.

Og dog har de også deres plads i den himmelske historie, vi er samlet om i dag.

Mens påsken er forbundet med hænderne: Jesus, der bryder brødet med hænderne skærtorsdag, hænderne, der bliver gennemboret af naglerne langfredag, Thomas, der ikke kan forbinde noget med de andres fortællinger om deres møde med den opstandne, og derfor udbryder, at han vil se hullerne i Jesu hænder, før han vil tro på opstandelsesberetningerne. Og så står Jesus der med hænderne, og ender med at løfte dem over dem og os til velsignelse.

Mens påsken altså holder sig til hænderne, er himmelfarten paradoksalt nok forbundet med fødderne. De er ikke nævnt i de bibelske beretninger, men de er kommet med i kunsten. Måske inspireret af den meget anskuelige beskrivelse af himmelfarten, hvor vi hører hvordan Jesus løftes op mod himlen og forsvinder i en sky, mens disciplene står tilbage og ser efter ham med fødderne solidt plantet på jorden. I koret i Roskilde Domkirke er der i stoleværket et herligt træskærerarbejde, hvor man ser historien her. Disciplene kigger forundret opad, af Jesus ser man kun underkanten af en folderig klædning og et par fødder der stikker ud.

På Oliebjerget i Jerusalem lod kejser Konstantins moder Helena opføre en kirke over det sted, hvorfra man sagde, at Jesus fór til himmels. I dag er kun tårnet tilbage. Som en slank raket står det og peger opad mod himlen. Og i et lille kapel ved siden af fremvises to fodaftryk på jorden, angiveligt de aftryk Jesus efterlod på stedet, da han satte af – en imponerende størrelse 56 ser det ud til at værre, nok for stort et fodspor for os at gå i!

Fødderne i Kannikestolen i Roskilde Domkirke og fodsporene i Jerusalem, som vi finder gengivelser af mange steder i den kirkelige kunst, er en måde at udtrykke det, at Jesus var et virkeligt menneske, der gik her på denne jord.

Han har ligget og strittet med sine nyfødte tæer i krybben i Betlehem. Han har taget sine første skridt i Nazareth og som voksen gået det hellige land igennem på kryds og tværs på sine flade fødder. Fødderne udtrykker det at Jesus var et menneske som dig og mig.

Fødderne er det første vi mærker til et menneske. Når barnet vokser i sin mors mave, og moderen mærker liv, er det fødderne, der sparker. Det er også dem, man som far kan se og mærke når man lægger hånden på moderens mave. Og fødderne er det sidste vi ser til et menneske. Når vi sidder i kirken og en af vore kære ligger i kisten, så vender afdødes hoved mod alteret og fødderne mod os.

Meget af vores menneskelige bevægelighed sidder i fødderne. Vi kan nærme os hinanden og fjerne os fra hinanden med fødderne. Vores sindsstemning kan aflæses på føddernes bevægelser, om vi fodslæbende følger trop, om vi har en tung eller let gang på jorden.

Vi tænker måske umiddelbart på fødderne som et af de mindre betydningsfulde af kroppens lemmer. Apostlen Paulus omtaler i sin sammenligning af menigheden med et legeme og hans understregning af forskellighedernes betydning, fødderne som det laveste af lemmerne, og dog som en uundværlig del af kroppen.

Føddernes lave status på Jesu tid kom også til udtryk i det, at det at vaske en andens fødder blev anset som rent slavearbejde. Derfor blev disciplene så forvirrede og forlegne, da Jesus selv den sidste aften han levede lagde sig på knæ foran disciplene og gav sig til at vaske deres fødder, som forbillede for dem, et tegn på den opgave han satte dem på: ikke at herske over andre, men at mennesker inspireret af Jesus skulle stå til tjeneste for hinanden – og særligt for de svage og foragtede.

Disciplene stod ved Kristi himmelfart og så hans fødder forsvinde i skyen. De så kun hans fødder, men de havde mere end fødderne at holde sig til. De havde også hans fodspor, de spor han havde sat i deres sind og tanker gennem de år de havde fulgt ham. Og vi kan følge de spor deres historier om ham har sat i vores verden, i kulturen i vores tænkemåde, i livet imellem os, i vores fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert.

For nogle år siden vakte det vild opstandelse – eller i hvert fald betydelig ophidselse – i en del kirkelige kredse i Danmark over en usædvanlig kombination af Jesus og fødder. Det handlede om et parti klip-klap-sandaler, med billeder på trædefladen af Jesus – troede man. Det viste sig ved nærmere studier, at det i virkeligheden var et billede af en af disciplene, Judas Thadæus. COOP blev politianmeldt af et medlem af den katolske menighed i Vordingborg, som følte at man jokkede på Jesus ved at sælge og gå med sandalerne. Flere fandt det blasfemisk og skrev vrede læserbreve. En tolvårig pige købte et par sandaler og undrede sig, da hendes mor forarget forbød hede at gå med dem. Sådan havde pigen slet ikke tænkt på det. ”Jesus gik da selv i sandaler” forklarede hun, og nu ville hun altså gerne gå i hans fodspor.

Evangeliet i dag placerer os ved de samme fodspor, og opfordrer os til at følge dem.

Jesus taler til disciplene og os en sidste gang inden han forlader os og vi ser hans fødder forsvinde i skyerne. Han taler om vantro og hårdhjertethed – ikke andres med vores egen. Det vidste de disciple, han talte til, for de havde selv svigtet og tvivlet. Det ville de aldrig kunne glemme. Det er et af de fodspor han har sat i vores sind og hjerter, en gennemlysning af vores liv, så vi aldrig vil kunne bilde os selv ind at vantro og hårdhjertethed er noget som ikke har med os at gøre. Men samtidig sender han disciplene af sted, samtidig sendes vi af sted. Ikke for at sige og gøre det samme som Jesus, men netop for på eget ansvar at følge i hans – eller rettere i Judas Thadæus og de andre disciples fodspor. Jesus er ikke længere her på jorden i helfigur. Vi ser kun fødderne. Det er et fint billedligt udtryk for, at evangeliet, at kristendommen, at kirken her ikke giver os en færdig opskrift på det sande menneskeliv, ikke forsyner os med en facitliste på tilværelsens mange spørgsmål og valg. For livet er alt for stort og bevægeligt til at kunne klares med en facitliste, kærligheden er alt for levende til at kunne passe ind i systemer. Der er ingen anden vej frem end at bruge sine øjne og øre og slå opmærksomheden til.

Vi har fået overladt ansvaret selv, og dermed muligheden for ind imellem at vælge forkert, som jættekvinden Skade, da hun valgte mellem guderne.

Vi har fået ansvaret for at fortsætte den vandring, Jesus begyndte, vi har fået overladt den opgave at bringe evangeliet med os i vores liv med andre mennesker.

Ved at fortælle historien om ham og døbe mennesker i hans navn, ved at tage kampen op mod det onde i os selv og i verden, ved at tage os af syge og nødlidende.

Vi må gøre det så godt vi formår. På eget ansvar.  Med fødderne på jorden og Guds kærlighed og tilgivelse som den blå himmel over vores syndige hoveder. Det er bare at tage fat. God arbejdslyst. Amen.

—

Biskop Peter Fischer-Møller

Roskilde

Email: pfm(at)km.dk