Jesus rider til Jerusalem …

Jesus rider til Jerusalem – og til os | Palmesøndag 2021 | Matthæus 21,1-9 | af Thomas Reinholdt Rasmussen |

Salmer: 749-176/192-177-202

 Der hviler noget tungt og skæbnesvangert over fortællingen til i dag. Fortællingen til Palmesøndag.

Vi hører ellers om det jublende indtog og om skarernes hengivelse til Jesus, der rider ind i byen på noget så ydmygt og småt som et æsel. De hylder ham og alt skulle være så godt.

Der hviler bare noget tungt over det hele. Der er en skygge over indtoget, for vi ved jo hvad der venter. Vi ved jo at netop den samme skarer om få dage vil kræve ham korsfæstet og slået ihjel.

Den skygge hviler over det hele.

Den skygger, der taler om, at ikke alt er fryd og gammen. Ikke alt er jubel og glæde. Ikke alt er skøn modtagelse. Der er en slange i Paradiset.

På den ene dag stilles Jesus op på en piedestal og den næste dag hænges han på et kors. Den ene dag hyldes han ubetinget og den næste dag hånes og spottes han.

Og således skabes den klassiske syndebuk: først ophøjes et menneske, og siden trædes det ned. Vi kender det fra formiddagspressen, hvor et menneske, måske en musikker eller en anden kendt, bliver hyldet og dernæst- måske på grund af et fejltrin – kastes omtrent for løverne, og hånes og spottes.

Disse massebevægelser, hvor store grupper af mennesker gribes af enten hysterisk vrede eller hysterisk glæde, er velkendt gennem de sidste i hvert fald 100 års verdenshistorie. Vi kender denne store menneskeskarer i historiens forløb, som dømmer hastigt og irrationelt, og vi kender den i mere fredlige former under sportsarrangementer og rockkoncerter.

Således beskriver fortællingen til Palmesøndag – set i lyset af den kommende påske – denne bevægelse i menneskemassen, der det ene øjeblik hylder én og sætter ham højt, og det næste øjeblik træder vedkommende ned og under fode. Det er underligt nok en velkendt bevægelse.

Og denne helt normalt menneskelig reaktion, er beskrevet flot og tydeligt af den franske tænker René Girard. Girard tale om syndebukken, og det gør han netop ud fra fortællingen om Jesus, der ofres, for at skabe stabilitet igen.

Ethvert samfund, siger han, har brug for syndebukke, og vi kender det fra vores egen offentlige debat, hvor man ofte søger at finde en syndebuk.

Girards pointe er så, at for at syndebukmekanismen virker, for at den kan hele samfundet, så skal alle være enige om, at den skyldige er skyldig. Ikke kun skarerne, der dømmer, men alle også den, der dømmes, skal i og for sig føle sig skyldig.

Pointen er så, at i kristendommen er den skyldige ikke skyldig. Der dømmes den uskyldige. Jesus dømmes til korset, på trods af sin uskyld, og den uskyldige bærer verdens skyld.

Kristendommen ophæver således syndebuksmekanismen, for nu er det sidste offer givet. Jesus Kristus er det sidste og ultimative offer, og der er nu ingen, der mere kan kræve syndebukke, for da reducerer man Jesus til at være mindre end det sidste offer.

Så hvis Jesus er det sidste offer – og det tror vi, når vi bekender, at han bærer verdens synd og skyld – så kan vi ikke mere findes skyldige hos os. Under korsets skygge bæres verdens skyld og synd og ingen kan udpege en syndebuk, der er mere skyldig end de andre.

Således er Jesus den sidste syndebuk og egentlig slet ingen syndebuk.

I det han drager ind i Jerusalem drager han jo faktisk mængden til sig. Han ved, at de, der nu hylder ham og få dage skal gøre det skik modsatte. Men rider alligevel ind i byen – sagtmodig og ydmyg – for kun ved at ride derind, kan han give det sidste offer, der standser alle andre ofre.

Således er Jesu indtog i Jerusalem en jubel, men en helt anden jubel end den vi umiddelbart hører om i evangeliet til i dag. Det er en skjult jubel, der først kommer endeligt til syne påskemorgen ved den tomme grav, hvor det sidste offer er givet, og at dette offer skal fortrænge alle andre ofre.

Derfor siger Paulus også i epistlen, som vi hørte læst fra alteret, at vi skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus. Hvilket betyder, at vi ikke længere skal finde en syndebuk for verdens dårligdomme og skavanker, men vi skal se på hinanden som Gud så på Jesus: med kærlighedens blik, for kærligheden skjuler som bekendt syndernes mangfoldighed.

Stående under Jesu kors kan man slet ikke få øje på nogen syndebuk. Her er vi alle lige skyldige og lige frie. Jesus Kristus er den sidste og ultimative syndebuk, og efter ham skal kun kærligheden råde.

Men råder kærligheden så, kan man spørge? og det siger al erfaring os jo, at det gør den ikke – i hvert fald ikke altid. Men derfor rider Jesus også gang på gang ind i Jerusalem og derved ind til os, for at drage kærligheden ind i os, for at vi kan høre at hans kærlighed skal vi leve af og på.

Og det er således Guds trofasthed: at Gud gang på gang drager ind til os, selvom vi svigter og lader alt andet end kærligheden råde. For som Jesus drager ind til Jerusalem, således drager han atter ind til os. Korsfæster sig sammen med os, for at lade kærligheden råde.

Det er hele bevægelsen i påsken, som Palmesøndag forudgriber: at den skare, der hylder Jesus den ene dag, korsfæster ham den næste dag, men Jesus opstår, for den skare, som han opstår for os. Han opstår, for kærligheden håber alt, tror alt udholder. Kærligheden overvinder alt.

Det er derfor Jesus rider ind i Jerusalem og det er derfor, han rider ind til enhver af os – som kærligheden, der overvinder alt. Amen.

 

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen

DK 9800 Hjørring

Email: trr(at)km.dk