Johannes 1,25 -51

19. søndag efter trinitatis | 16.10.2022 | Johannes 1,25 -51; 1. Mose 28,10-18 | Af Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Kom og se! Se Gud!

Dét vil vi gerne, – og det kan vi ikke. Tro er ikke at se, at måle, at veje, at vide.

Tro er det meste af tiden en vej; noget, på vej til at være, eller at blive. Noget, vi bevæger os efter og tager retning af. Noget, vi forandres af, ligesom man forandres undervejs på en lang vandring.

Det er ikke let for et menneske, at måtte ”nøjes” med at tro og være på vej. Og slet ikke let, når livet sender krig og kulde ind over os i en fornemmelse af, at alting vakler.

Vi vil gerne kunne se Gud, – eller i det mindste kunne mærke Gud i vores liv, kunne se hans indgriben og vide os i sikre hænder. Beskyttet, velsignet, ledsaget på vejen.

Hvor bor du? Hvor er du Gud? Hvor kan vi gå hen og finde dig, se dig?

I begyndelsen var Gud. Før alle ting var Gud.

Jakob så Gud i en drøm, men drømme er ikke sikre, skønt han var sikker nok til at vide, at stedet var et helligt sted: indgang til Guds hus.

Men Jakob blev ikke på stedet, han brød op og begav sig videre på vandringen med Guds ord: ”Jeg vil være med dig”, brændende i hjertet.

Jakob for længe, længe, længe siden…

Hvad ved du og jeg om, hvor Gud er at finde? Vi har hørt, at det er her i Guds hus, i gudstjenesten, i kirkerummet. Vi er gået herhen for at møde ham, mærke ham, – i det allermindste høre om ham. Hvad får vi så at høre? At han kalder på os, kalder mennesker ved navn. Vi har jo kun lige lagt Bibelen fra os et øjeblik, så vi kan huske Esajas Bog, hvor Gud sagde: Frygt ikke, jeg kalder dig ved navn, du er min!

Døbefonten råber op om, at vi er døbt til at høre Gud til. Men vi er ikke længere dåbsbørn…

I et af sine digte fra ”Das Stundebuch” skriver Rilke:

”Navnet er som et lys

trykket os fast i panden”

et billede, Rilke har hentet fra Johannes Åbenbaringen, hvor de frelste bærer Guds navn som et mærke i panden.

Vi kunne ønske os lys, – en inderlig bøn om lys, en pandelampe i de mørke tider, der har sænket sig, en strålekaster af håb, så vi kan finde vej ud af dette morads.

Rilke blev ikke en lys-seer af sin tro, også han famler efter Gud i mørke. Han erfarer Gud som et mørke, en skygge, mere i dybet end i himlens lys…

Rilke slutter ikke specielt fromt:

”Du holder mig sælsomt ømt

og lytter til lyden af mine hænders strøg igennem dit gamle skæg”

Som et barn på skødet af bedstefar med skægget. Dét er forklaringen på mørket: Gud omslutter digteren i sin favn, Guds egen skygge er mørket. En øm nærhed i digterens famlende erfaring af fravær.

Som et barn – med navnet trykket i panden – og det, man trykker fast mod panden i menneskers erfaring er: Kys!

Guds kys sidder os i panden – tør vi tro det?

Gå på det i mørket? Række ud og mærke os midt i et favntag?

Nu regner det med navne som i barndommens kærtegn af kælenavne eller de elskendes ømme hviskede navne – tusind navne for det sete. Den sete, det vi ser i hinanden.

Navne for Gud: Se, det Guds Lam!

Messias, Kristus. Den Salvede.

Mystiske dunkle navne, der peger på både lys og mørke, på korset.

Hør, hvad Jesus kalder sine venner: Kefas,  Peter, der betyder ”klippe”; Nathanael – uden svig! Den trofaste?

På hebraisk betyder navne, der ender på ”el”:  ”fra Gud” – altså engel! Gabriel, Michael, Nathanael, Rafael, Daniel er alle englenavne!

Og hør, hvad vennerne ser i Jesus: Guds Lam; Mester; Messias Kristus; Jesus Josefs Søn fra Nazareth; Guds Søn, Israels Konge.

Det er som en hymne, en sang – et dunkelt digt, der klatre sig opad stigen gennem englenes himmel.

Jesus kalder sig selv: Menneskesønnen, og insisterer med det på at være med os, leve med os, lide med os og dø med os.

Og insisterer på at være den Himmelstige, Guds engle og Guds børn kan vandre på – stige op og stige ned ad.

Et navn kan rumme en verden af forestillinger – og sådan ser vi i kærligheden hinanden med et utal af navne, der aldrig siger det op.

Du bliver det, du bliver kaldt. Gud viser sig for dig som det, du kalder ham! Kalder du ham mørke, og famler i fraværet, så er du måske allerede i hans skygge, i favnen på ham – så nær, så ømt. Hør, han kalder dig ved navne! Navne, der ser dybt i dig. Kærlige navne, der kalder på det gode i dig, trykker lyset som et kys i din pande. Navne, der skaber, hvad de nævner.

”Kom og se!” Hvisker han mod din pande – ”kom og se større ting end mørket: Se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned”

Vi erkender ikke Gud gennem ord, intellektuelle øvelser, grublerier eller remser. Gud finder sted i sit ord, når han kalder på os, når vi kalder på ham og famler efter hans nærvær… når vi søger ham. Han kalder os poeter, fantaster. Vi er i verdens øjne måske drømmere, der ser syner. Men hjertet ved, hvad det vil sige at gribe efter lyset i den mørke nat og møde ømheden fra Guds navn, der kalder-

Amen!

Der Name ist uns wie ein Licht

hart an die Stirn gestellt.

Da senkte sich mein Angesicht

vor diesem zeitigen Gericht

und sah (von dem es seither spricht)

dich, großes dunkelndes Gewicht

an mir und an der Welt.

Du bogst mich langsam aus der Zeit,

in die ich schwankend stieg;

ich neigte mich nach leisem Streit:

jetzt dauert deine Dunkelheit

um deinen sanften Sieg.

Jetzt hast du mich und weißt nicht wen,

denn deine breiten Sinne sehn

mir, daß ich dunkel ward.

Du hältst mich seltsam zart

und horchst, wie meine Hände gehn

durch deinen alten Bart.

Rainer Maria Rilke Das Stundenbuch (1899)

---

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk