Johannes 16,23b-28

5. søndag efter påske | 14.05.2023 | 1.Mose 32,25-32; Jakobus 1,22-25; Johannes 16,23b-28 | Tine Illum |

Lad os huske os selv, som vi var ved bordet hos dig

Lad os bare indse det: Bøn er ikke en ultimativ magisk måde at få Gud til at gøre, hvad vi vil. Hvis det var sådan, så måtte den eneste logiske slutning være, at enten så findes Gud ikke, eller også er han ligeglad – eller ligefrem ond. Vi får ikke altid, hvad vi beder om. Og når vi beder, bliver vi ikke automatisk glade. Og der sker rædselsfulde djævelske ting i verden. Sådan er det.
Så når Jesus siger, at vi bare skal bede, så må vi virkelig kæmpe med det. Med hvad det betyder – og med, hvem Gud egentlig er. Det gør de mennesker, vi hører om i Bibelen også. De protesterer, de råber, de kæmper med Gud.
Ligesom Jakob.

”Hvad er du for én?” – ”Hvem er du?” – ”Hvad hedder du?”

Jakob skubber ikke Gud væk, selv om han ikke forstår noget. Og Gud skubber ikke Jakob væk. De holder fast i hinanden. Og der sker noget der i kampen.

Sådan kan bøn være. En kamp. Hvor der sker noget.
Ikke det, jeg beder om. Men noget … noget ubestemmeligt måske. En anden gang, hvor Jesus taler om bøn, siger han: ”Den, der beder, får” – og ikke mere. Den der kæmper, græder, råber, takker, klager, hvisker… får!.. bliver velsignet… og må haltende eller dansende … uden at forstå alt ….. gå velsignet ud i livet. Ud i denne underlige verden, hvor så meget vidunderligt og forfærdeligt sker. Hér skal vi leve og kæmpe. Og aldrig uden Gud.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi også tør tænke på bøn som en kamp, som vi ikke behøver at gå sejrende og ranke ud af – men kan halte forvirrede og forslåede afsted fra – og være velsignede alligevel.

Vi ved, at Jesus natten før langfredag var dødsensangst og bad til Gud om at blive fri for den skæbne, der ventede ham. Vi ved ikke, hvad Gud svarede ham. Men vi ved, at der skete noget i det møde med Gud, som bønnen er – at Jesus fik mod og kræfter til at være i langfredag. Og vi tror, at på tredjedagen opstod han fra de døde. Synligt i det kærlighedsliv med Gud uden ende, som usynligt allerede var der i lidelsen, tvivlen, døden, ensomheden.
Gid vi tør tro, at hverken vi selv eller andre skal være i livets vadesteder alene. At det er sandt, det ganske enkle, der blev sagt, og som flød ind i os, da vi blev døbt: ordene: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Vi kommer alle til at stå dér i vores vadesteder. Ligesom Jakob.
Og vi kommer til at kæmpe i mørket med noget vi ikke kan se.

Vi synes, at Gud skulle hjælpe os og så er det, som om han er i det dunkle og uigennemskuelige og vil slås med os.

Vi kæmper med vanskeligheder, vi ikke kan få hold på, i et mørke, mod

stærke kræfter, vi ikke kan se. Vi kæmper med det gådefulde.

Vi kæmper, så vi bliver mærkede af det for livet.

Bønnen findes midt i verden – ikke i en anden sfære. Den, der beder, trækker sig ikke væk fra en ond virkelighed til et finere og mere åndeligt sted. Bøn er liv. Den, der beder, ser verden som den er – og som den kunne være. Bøn er at sige ”Ske din vilje” og håbe på, at verden er mere end det, jeg allerede ved, end det jeg næsten ikke tør tro på – og mere end det, som jeg alt for let glemmer.
I en af de nyere bønner, der bedes efter nadver, beder vi
”Styrk os nu, så vi husker os selv,
som vi var ved bordet hos dig,
og så vi bærer dette sind med os ind i de næste tider”*
Vi bliver altså ændret i bønnen, i dåben, i nadveren, i gudstjenesten…
Den nuværende pave har engang sagt: ”Først beder vi for de sultne. Så giver vi dem mad. Det er sådan bøn er.” Bøn er også handling.
Det er vel det, vi også hørte i det lille stykke af det brev, som blev læst for lidt siden, om ikke bare at høre, men også gøre. Om at huske os selv, som vi var i mødet med Gud. Vi kan lige umiddelbart godt tænke, at så var det alligevel for godt til at være sandt, det med, at Gud giver os sin kærlighed, rækker os livets brød og frelsens bæger. Så handler det alligevel ikke om nåde, men om krav – altså som om, ham, der skriver brevet, mener, at Gud kun vil kendes ved os, hvis vi hele tiden gør det, han vil have. ”Gerningsretfærdighed” kalder vi det af og til.
Jeg tror, vi skal tænke anderledes. Måske er det slet og ret en opfordring til at lade troen flyde fra søndag ud i ugens dage, lade bønnen forvandle os. Måske er det en opfordring til at lade vores liv være et hele – så uperfekt og foreløbigt, vi nu kan. Og så kan vi næste søndag igen komme og høre Ord, spise brød, drikke vin og blive velsignet.
Ord fra Gud, og det, Han har givet os og stadig giver os, det er også et spejl, hørte vi. Hvor vi ser os selv og vores liv på en ny og meningsfuld måde. Ser et håb for os og verden. Bliver styrket i vores tro. Når vi har set ind i spejlet, skal vi ikke gå bort og glemme, hvordan vi så ud. Det, som vi så der i Guds nærhed, det skal vi huske, og det skal vi være.

Jakob kalder vadestedet for Penuel – Guds ansigt – fordi han tror, at han der har kæmpet med Gud, og er blevet velsignet af ham.

Vi skal ikke glemme, at Gud der for sit ansigt kaldte os velsignede og elskede. Her har vi hørt og set, hvem vi virkelig er, når Gud ser på os. Og det sind skal vi bære med os. Den kærlighed, vi modtager, forvandler.

Vi kan tænke om bøn, at det er en gave, en kraft, et gudsnærvær – og altså også en kamp.

Jesus siger til sine disciple og til os: I skal bede. Og så siger han noget mere: gør det i mit navn. I mit navn, siger han…….. så er bøn ikke et hårdt krav. Men et løfte om nærvær og liv.
Det er det allerbedste, for så ved vi, at vi kan bede med den lethed, der kommer af at vide sig elsket. For vi blev døbt i og ind i Jesus’ navn, og vi er blevet uadskillelige. Han siger: Jeg vil være der hos jer. I kampen. I glæden. I nederlagene. I jeres haltende og uperfekte liv. I døden. Jeg vil lede jer ind i jeres tredje dag og mere liv, end I aner.
Så bliver bønnen en slags hjem, og det er trygt at sige ”Ske din vilje.”Ske din vilje. Det er en bøn for dem, der kender livets vadesteder, og dér har kæmpet og er blevet trætte og har lidt nederlag: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. ”Mod er frygt, der har bedt sin bøn”, er der en, der har sagt.Så lad os nu holde nadver sammen. Og modtage langt mere end vi har fantasi og forstand til at bede om. Tilgivelse. Liv. Blive trygge og modige. Levende kærlige.
”Styrk os nu, så vi husker os selv,
som vi var ved bordet hos dig,
og så vi bærer dette sind med os ind i de næste tider”

(Bo Hakon Jørgensen i Nadver 4 i ”Gudstjenestens Bønner I”)

Jesus Kristus.
Tak fordi vi må lægge os ind i dit liv og dine ord og dit navn og trygt stole på,
at vores bøn bliver hørt., og at vores liv er en kamp værd.
Vi ved at du ser alle, kender alle og hører hver bøn, der hviskes og råbes.

Nu beder vi dig om at gøre os lydhøre, så vi kan høre de bønner, du hører og forstå den nød, som du forstår. Lad os ikke glemme, hvem vi var og er i mødet med dig.

Vi beder for alle, der har kæmpet sig trætte, og for alle, der har bedt sig stumme.
Vi beder for alle, som ingen andre beder for.
Sid ved sygesengene, i fængselscellerne og hos dem, der skal dø.
Vi beder for flygtninge og hjemløse,
for de dødsensangste
for alle der får deres dræbte sønner hjem i ligposer,
eller ikke ved, hvor deres kære er.
For alle der helbreder, lindrer og trøster.

Vi beder om at krigen må høre op,
at freden må komme
at støvet må lægge sig
at sår på sjæl og krop må læges.

Jesus, vi beder med på din bøn: lad din vilje ske.
Og vi beder om, at den også vil ske gennem os
Hjælp os med at gøre verden til et mere barmhjertigt sted.
Velsign os. Velsign verden. Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk