Johannes 17,1-11

5. søndag efter påske | 22.05.2022 | Joh 17,1-11 | Laura Lundager Jensen |

Det danske høflighedssprog er ikke hvad det det har været.

 ”Stik mig lige saltet” eller måske bare ”saltet” siger vi

 – og ikke ”vil du være sød at række mig saltet”. 

Vi orker ikke al den indpakning i ord – det er spørgsmål om madens smag, nu og her – vi vil have forandring – handling – og med det samme – og mon ikke ens bordherre forstår det. 

og ændringen sætter sig spor – helt ind i samtalen med Vorherre – i alt fald er der der noget der tyder på det, hvis man går til ”himlen i mine fodsåler” – en af de nyere danske bønnebøger 

her står:

”Herre jeg springer alle åndrighederne over 

og hele den vamle tone

 Giv mig hvad jeg har brug for nu

 eller jeg bliver skidesur.” 

Åndrighederne, høflighederne, fraserne er sprunget over – og tilbage står det, der mest af alt minder om en bestillingsseddel : ”Giv mig hvad jeg har brug for”. Tålmodigheden er brugt op, vi har ikke mere tid. Nu må der ske noget – kontant udbetaling tak – og det skal ske nu ellers bliver jeg ”skidesur” – og mon ikke Vor Herre fatter det.

Men har utålmodigheden, uhøfligheden, pres-bolden vundet? 

Eller er det afmagten, opgiveren – handskekasteren der vandt: Nu kan jeg ikke mere ikke mere – håbet er udtømt, ikke mere ydmyghed, ikke mere banken på døre med hatten i hånden, alle kampene på venlighedernes slagmark er taget – ydelsernes tid er forbi – nu må det være nydelsernes æra tid. 

I dagens evangelium hører vi Jesus bede. Inden han bliver pågrebet i Getsemane have, har han trukket sig tilbage alene, mens disciplene slår mave efter skærtorsdagsmåltidet. 

Nu med blikket rettet mod himlen ber han om, at Vorherre nu vil lade det ske, der skal ske – han tilføjer ganske vist ikke – og det ville nok også være temmelig meget ude af stil – et ”ellers bliver jeg skidesur”, men måske er det alligevel snerten af det.

Lad det nu ske det, der skal ske – nu er tiden inde, ikke flere små mirakler eller brødundere. Ikke mere vand til vin, jeg er færdig med at gå på vandet, færdig med at hjælpe syge i Bethesdas søjlegange, færdig med at få blinde til at se og døve til at høre. Der er ikke flere Lazarusser eller Jairusdøtre, der skal oprejses.

For alle de mennesker du gav mig, har jeg åbenbaret dit navn.

Nu må timen til herliggørelse være inde. Nu skal den guddommelige herlighed, der hele tiden har været tilstede – i små glimt op gennem frelses historien – springe i lys lue og stråle hele menneskeheden i møde.

Bønnen i Gethsemane have, er bønnen om, at Gud i hele sin vælde skal herliggøres og åbenbares. 

Bønnen om at den guddommelige herlighed, der allerede var ved verdens skabelse, den herlighed der skabte liv og lys, den herlighed, der lå i hebræernes sejr over farao og Davids kamp mod goliat. Den herlighed der gav profeterne mod til at tale folket imod, den herlighed, der lyste mørket i mod i stalden, den herlighed, der ligger i den bristende æbleblomst og det nyudklækkede æg i reden er han klar til at lade skinne ud.

Bønnen om at den herlighed nu – en gang for alle skal have kraft og styrke til at tone ud og oplyse hele verden, så forhæng i templer skal flænges og selv hårdhudede soldater skal bøje sig i støvet og erkende – at ”sandelig han var Guds søn”.

Den herlighed, beder han om må blive endeligt åbenbaret. 

Og vel at mærke ikke som en ny og banebrydende herlighed – men netop som herlighed, der har strålet ud gennem hele hans liv – gennem hans ord og samtaler og handlinger – hans solidaritet med alle dem han mødte, beder han om påskemorgen må blive åbenbaret fuldt for verden og alverden.

Og selvom den ganske vist ikke sluttes med – ”for ellers bliver jeg skidesur” – men nok snarere med et – ikke flere svinkeærinder – for nu er jeg klar – er det måske alligevel samme grundfølelse, der skinner igennem i evangeliet. – ikke afmægtig men utålmodig, spændt og klar.

– timen er ind, nu skal dét ske, der skal ske.

Læst sådan er Bønnen i Gethsemane have en af de vigtigste steder i Johannes evangeliet. Fordi den samtidig med, at Jesus afslører det, der allerede er og bekender det, han allerede ved – beder han den bøn, der ligger dybets i menneskers hjerte – at vi må at træde ud i det guds rige, der allerede er – men endnu ikke er udfoldet for os.

Og på den måde sætter Jesus i Gethsemanebønnen ord på menneskers ønsker og længsler og håb til alle tider. Lad os blive del af den herlighed, der allerede er i verden, men vi ikke magter at gribe – og måske ikke engang evner at gribe ud efter ikke kender og genkender som vores – lad os få del. Og han viser samtidig at han kender vores desperate ønske om at det må ske – og snart. 

 I sin bøn forankrer han menneskers håb i vores virkelighed. Derfor ankeret som håbets symbol – efter påskemorgen, driver vi ikke længere af sted på åbent hav, med en vag forestilling om at målet ligger på en fjern kyst. Med påskehåbet forankres vi – i verden og på et sted og i en kærlighed, der har fremtiden i sig. Dermed bliver opstandelse opstandelsen til evigt liv, men også en opstandelse vi allerede nu er en del af – ”Hang du fast i glemte dage, i en fortid som kan nage – alt bliver givet nyt tilbage – denne morgens mulighed” sang vi før med Johannes Møllehave. 

Og med Gethsemanebønnen får vi ordene lagt i munden, så vi med dem kan bede om at få øjnene op for at den herlighed – den virkelig, der allerede er til stede i verden.

Og tager vi den til os, skal vi ikke længere i utålmodig længsel og trodsigt håb trygle og sukke eller stampe i gulvet og blive ”skidesure”  

Men i stedet se, at vi allerede er omfattet af Guds nåde. Allerede er i Guds magt

For Jesus i Gethsemane var timen inde. Påskemorgen blev verden nyskabt, og muligheden gjort til vores i timen, der er nu og altid.

Så hold ind med surmuleriet og utålmodigheden og glæd jer. Amen. 

—

Valgmenighjedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk