Johannes 20,19-31

1.søndag efter Påske | 16.04.2023 | Johannes 20,19-31 | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Jeg vil tro det, før jeg ser det!

Køleskabsmagneter er for mig et samlerobjekt, selvom samlingen ikke er særlig stor, er den udsøgt og minder mig om øjeblikke, steder, begivenheder, der gør mig glad og indgyder mig et stykke af det daglige livsmod, mens jeg fodrer katten og venter på tevandet og strækker mig i morgenlyset.

Der er også Bibelcitater imellem: ”Frygt ikke, tro kun” f.eks., men flest er de bare billeder med særlig betydning for mig. De er små døre ind til både fortid og fremtid, til drømme og planer og lykkelige generindringer. Køleskabsmagneterne er som en samling af ikoner, en anden slags ”seende billeder”, der både forvandler sin betragter og åbner lukkede døre i sindet.

Thomas er langtfra alene om at ville have noget konkret at forholde sig til, han efterlyser den personlige erfaring, døren ind til det nye – dødens nederlag.

Thomas bliver kaldt tvivleren. Der er holdt mange prædikener gennem tiderne om hans tvivl på godt og ondt, som et uomgængeligt vilkår i tro, håb og kærlighed. Vi drives af tvivlen til at søge forvisning, bekræftelse, som var vi konfirmander. Tvivl driver nogle af os i kirke, eller ud i naturen eller til musik og bøger, eller ind i bønnen.

Nogle skælder Thomas ud, – de hører også, at Jesus skælder ud eller formaner Thomas. Imens de skælder Thomas ud, går mine tanker på langfart, – hvor var Thomas den sidste uges tid? Hvem er han tvillingbror til? og lever hans søster/bror stadig? Måske var Thomas særligt knyttet til Judas, som tog livet af sig over det, han var skyld i? Måske var Thomas den, der tog sig af de utrøstelige, eller var han taget hjem? Til Galilæa? Var han en tur i Emmaus uden at løbe tilbage, ventede han måske på Jesus andre steder?

Hvem ved det? Måske er det sådan, at Thomas ville vide, at det var den korsfæstede Jesus, de havde mødt, – fordi lidelsen og sorgen og døden ikke er til at komme udenom som et menneske, der har været vidne til gruen. Thomas ville måske netop ikke høre om mænd i lysende klæder, engle og oplevelser på høje bjerge, hvor han ikke selv var med? Var Thomas var én af dem, der tog kampen op med en dæmon og tabte, – som blev fortvivlet over ikke at kunne hjælpe den syge dreng og hans far, når nu Jesus sagde, at de kunne og skulle?

I kan høre, at mine tanker er på langfart, når Thomas bliver udstillet som én, der skal sættes i rette og tages i skole indtil han tror på den rigtige måde. Tro er ikke matematik eller grammatik. Man kan ikke slå op på side fem i Bibelen eller side fire i dogmatikken, eller de tre første salmer i Salmebogen og sige: ”Her står det! Her er svaret!

Hvis var det sådan, havde vi ikke med den levende Gud at gøre, der har givet os både krop, følelser og fornuft.

Tro er en relation, et forhold mellem os og Gud. Gud overlader os aldrig til et rygte om ham, høre om ham og tale om ham. Gud giver sig til kende for os, og kan mærkes, mødes og erfares i alt, hvad vi har med at gøre. Derfor blev han menneske i Jesus, derfor gjorde han sig den smertefulde ulejlighed, derfor insisterer han på at gå med os alle dage lige midt her i vores liv, festdage og kaotiske hverdage.

Tro er en levende størrelse, som et åndedræt er det noget, der bevæger sig. Derfor er tro og tvivl tæt forbundet. Det at tro er også at være som Thomas, – én, der vil overbevises, én, der vil overtales, vil mærke og røre og vide, at Kristus er; ikke mindst: at han er der for mig! For mig! At han vil have med mig at gøre, – for det er dér, tvivlen kan nage dybest. Det er ikke til at vide, hvad der er på færde i Thomas, da han så tilsyneladende hårdnakket insisterer på selv at ville lægge hånd på. Men det kunne være en frygt for, at mødet med den Opstandne Kristus kun var for de udvalgte, de få værdige. Måske for de få, der gik med ham op på det høje bjerg og så ham forvandlet, måske for dem, der har set mænd i lysende klæder og virker som om, de er parat til at glemme kors, dæmoner og syge mennesker, der lider?  Hvad skal Thomas gøre, hvis han ikke kan se, ikke kan møde den Opstandne, fordi han ikke er udvalgt eller værdig?

Hvad nu hvis Thomas af alle er den, der er ladt tilbage til det, der var før? Nu uden Jesus, uden håb, uden lyset fra ham, der så på det hele med kærlighedens blik?

At være ladt tilbage, at være overladt til sig selv, – dér rammer tvivlen dybest. Dér lukker dørene til, – og det kan føles som at gå ind i et gravkammer og høre den tunge port blive lukket bag sig, tungt og uopvristelig, dømt til ensomhed og mørke.

Har man først én gang været der – i tvivlens gravkamre, ved man, at de døre kan ikke vristes op indefra. De kan kun åbnes udefra, – af den, som er stærkere.

Punktum, pause – har jeg lyst til at sige. For det er dyb troserfaring, at have været i natten. Det er også et møde med opstandelsens virkelighed.

Det er banalt i en vis forstand. Banalt og fundamentalt. Thomas, vær ikke vantro, men troende! Thomas var faktisk med, da Jesus kaldte Lazarus ud af graven. Kunne det tænkes, at Jesus kaldte på Thomas nu? ”Thomas, kom ud!

Jesus sagde vantro, altså som i ikke-tro!

Jesus trøster ikke, han befaler nærmere.

Der er en kolossal alvor i Thomas’ insisteren på at ville møde og mærke Jesus igen, som den korsmærkede! Thomas vil have opstandelsen med nu, i denne verden, dette liv.

Derfor er det befriende at Kristus, den opstandne, står dér og befaler Thomas at være troende. Det er næsten som om vantro og tvivl jages ud af ham, drives ud som dæmoner. Thomas renses, befries, lukkes ud af gravkammeret ind i fællesskabet med den Jesus, han kender. Thomas er ikke ladt alene tilbage i en verden, hvor lidelsen og mørket ikke er forsvundet.

Min Herre og min Gud!

Derfor er der grund til at insistere på at få det at mærke, at føle på egen krop, eget hjerte, at det er sandt.

Det er ikke umuligt, og det er ikke overladt til dem med de guddommelige visioner.

Det er fuldstændigt som køleskabsmagneterne og mine morgener et spørgsmål om at blive erindret. At se verden med nye øjne, med ny erfaring af, at Jesus ikke har forladt os og ikke har givet op. Det er at lade sig hente ud af tvivlens gravkamre og sommetider at blive befalet at slippe sin frygt for at være efterladt.

Lad det bare røre dig til tårer – det er tegn på liv. Smerten og livet går hånd i hånd, – det er sådan. Derfor er der tårer, hvor der er liv. Tvivl og fortvivlelse og tårer og smerte er der ingen grund til at frygte, – for glæden, opstandelsens glæde er lige dør om dør. Troen forlader ikke verden og erfaringen. Det er ikke kun for dem, der kan lukke øjnene for lidelse, ensomhed og sorg. Troen er visheden om, at den Opstandne Kristus, stadig er den Jesus, vi kender, Menneskesønnen med korsets mærker, ham, der kender gruen indefra og gør op med den. Kun han har krav på at blive kaldt Min Herre og min Gud. Amen.’

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK 4930 Maribo

Email: amnm(at)km.dk