Johannes 2,1-.11

Midt iblandt os flyder al din kærligheds rigdom … | 2. søndag efter helligtrekonger | 15.01.23 | Jo 2,1-.11 | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Hvem vil ikke gerne med til bryllup i januar? Når al Julens glimmer, lys og festlige stråleglans er pakket væk og gaverne byttet eller bare lagt til side, kan vintertiden blive så mørk og uigennemtrængelig.

”Hvide januar” er blevet et nyt begreb og rummer en faste efter jul med afholdenhed fra skærmlys og alkohol ovenpå juletidens lange overforbrug. For nogle…

Andre har holdt sig ædruelige, mådeholdne, de har sparet inden festen for at kunne give fra sig, købe gaver, dække festborde og servere kølige bobler i smukke glas. Blev der noget til overs? En sjat af festens vin, en smule af stråleglansen? Eller er glæden nu endegyldigt sluppet op?

Jesus tegner og fortæller, han peger med sine handlinger langt ud over sjatter af glæde og tryllekunstens magi, der er som at finde en stump af julepynten midt i januar.

Det er et skaffeunder og naturligt, som at bryde stumper af brød igen og igen og igen og dele ud, indtil alle er mætte. Ja, vand kan blive til vin – det er måden, man skaber vin på – af druernes saft og solens sødme og vindrueskallens gær. Det tager bare længere tid – men tid er ikke en begrænsning i Guds skabende hverdag.

Men Jesus nøjes ikke med at sætte et par ekstra kander på festbordet, han lader de kæmpestore renselseskar af sten fylde – formodentligt flere hundrede liter af den bedste vin.

Det er som om, der er en kraft, der slet ikke kan tøjles eller holdes i måde, når først den sættes fri. Den er i ham –  den unge mand, der netop har samlet en flok disciple, og slet ikke synes, at han er klar til at gøre det store. Ikke er klar til verdens forventninger, ikke er klar til at afsløre, at i ham er Gud. At i ham flyder kærlighedens rigdom –

Og derfor netop en bryllupsfest, – og et overflødighedshorn af et under – virkeligt alt for meget, langt ud over tryllekunst og endnu et glas champagne.

Et tegn der åbenbarer Guds herlighed – vil vi se det?

Eller vil vi bare se en tryllekunstner, der passende kunne bruge sin kræfter på noget mere nødvendigt, bønhøre vores råb om barmhjertighed, fred og nyt fællesskab i denne mørke januar?

Sådan begyndte det, skriver Johannes, der i hvert af sine kapitler afslører, – altså åbenbarer en sandhed om, hvem Jesus er. Vi ser mere for hvert kapitel, vi læser – ser mere om Gud, ser mere om kærligheden, der flyder som en flod, hvor Jesus går og står; og vi ser mere om os selv – det sidste ikke altid så strålende og smukt..

Hvordan skal vi kunne udholde at se Guds herlighed? Hvad betyder det, hvis Gud vitterligt finder sted midt i vores hverdag og fylder – overøser os med herlighed, så selv en mørk januardag i uhyggelige og aldeles ufestlige krigstider, er en bryllupsfest, hvor kærlighedens stærke vin flyder ubegrænset?

Kan vi bærer det? Ikke engang Moses, som endog blev kaldt Guds ven, kunne tåle at se herligheden ansigt til ansigt, – hvordan skulle vi kunne bære at leve med den?

Skal vi ikke først som det mindste renses – grundigt? Tage et sjæleligt og legemligt bad i de store renselseskar? Sådan tænkte jøderne, det var formålet med de rituelle afvaskninger af krop og ting at gøre sig ren i sind og tanke overfor den levende Gud. At helligholde det legeme, der er Guds skaberværk og at holde måltider i overensstemmelse med alle rituelle foreskrifter og på den måde holde dem som en slags gudstjenester – tjeneste for Gud. Sådan var den gamle pagt.

Det er de renselseskar, den gamle pagts kar, Jesus fylder med vin!

Ifølge den jødiske lov gør han karrene urene med vinen, det er en skandale, som havde han fyldt dem med blod.  Men symbolsk opfylder Jesus netop den gamle pagt til randen og overflod med det nye, den nye pagt mellem Gud og mennesker. De nye er ham selv, hans eget kød og blod, hans liv, Gud for os og med os. Et tegn, der åbenbarer Guds herlighed for os som vi er – og stråleglansen falder på os og forvandler os, og livskraften, kærligheden fra ham fylder os op og flyder over i hverdagene. Lyser mørket op indefra. Herligheden åbenbares for troen, det troende hjerte, stykke for stykke, og tegnet ved brylluppet i Kana er en første øvelse i at se i det skjulte.

Jesus tegner og fortæller, ikke bare peger han på Guds rige midt iblandt os, han fylder os med det, beruser os med Helligånd – Sanctus Spiritus – Ja!

Hvis vi tør at tage ham på ord og handling, så er vi nu mere, kan mere i kraft af ham. Hverdagene forvandles, hvis vi adlyder, følger festens kald og åbner vore øjne for herligheden.

Vi kan begynde ved nadverbordet om lidt, – ikke kun os synlige levende medlemmer af denne menighed, men alle levende og døde er her forenet i Guds rige. Forsoningens broer er lagt ud over afgrunde af fjendskaber og fremmehed, lige her ved dette helt usandsynligt ufestlige knæfald. Men der er grund til at sølvet skinner og reflekterer dit eget billede sat overfor ham på korset, kærlighedens stærke vin flyder imellem jer, fra ham til dig, og du går herfra som en anden, fornyet. Hjertet har sanser og øjne at se med, som færdes frit over afgrunden mellem Guds rige og denne januar-verden.

Kærlighedens stærke vin, levende vand – begyndelsen på den herlighed vi i evigheden skal skue ansigt til ansigt.

I din og min hverdag begynder den allerede med et andet blik på de andre, med kærlighedens stærke, deltagende og altid livgivende, beredvillige og omsorgsfulde blik.  Amen.

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk