Johannes 4,46-53

21.søndag efter trinitatis | 29.10.23 | Joh. 4 46-53 | Mikkel Wold |

Om troens magt

I dagens evangelium hører vi om en kongelig embedsmand fra Kong Herodes’ hof. Vi ved ikke noget om, hvordan han har fået kendskab til Jesus, men vi hører, at han tager ud for at møde Jesus for at få ham til at komme og helbrede barnet, som ligger syg derhjemme.

Da han møder Jesus, får han to reaktioner fra ham.

Den første reaktion er Jesu ord om, at denne verden vil have tegn og undere. Det tyder ikke på, at de ord er talt direkte til embedsmanden, for han anmoder ikke om mirakler eller tegn, men om en helbredelse.  Ham vender vi tilbage til, men først lidt om det med tegn og undere. Trangen til at skulle bygge sin tro på det synlige. Den trang har altid været der, for den ligger dybt i os, og det er da også lettere at tro i kraft af at have oplevet noget mirakuløst, end hvis min tro blot skal leve af Guds ord. Men Jesus modsiger denne trang med det, han siger i dag. ”Hvis ikke I får tegn og undere at se, tror I ikke.” Bebrejdelsen rettes mod alle dem, der lytter til hans ord, men som kun vil tage imod dem, hvis de ledsages af mirakuløse hændelser. For der hvor evangeliet forkyndes, der møder mennesker det, både dengang og nu, mere eller mindre under betingelse af, at vi erfarer noget, som kan bekræfte vores tro. Det er således dengang som nu svært blot at tage evangeliet og Jesu ord til sig, uden at have nogle ydre forhold at støtte sig til. Vi vil gerne have sikkerhed først.

Men sådan er det tilsyneladende ikke med embedsmanden. Han havde den dybeste smerte, man kan forestille sig, nemlig at hans barn lå for døden. Og dermed er manden langt forbi det tema, som Jesus tager med, når han taler om miraklerne, der skal være grundlag for troen. Mandens problem er ikke, at han vil have et overnaturligt tegn, som kan styrke ham i, at han evt. vil tro, men at han vil have sin søn rask, at han ikke vil miste sit barn. Han kommer således til Jesus i den yderste nød.

Læg i øvrigt mærke til, at Jesus ikke fortæller ham noget, der bare antydningsvist er i nærheden af en tolkning i retning af, at der nok er en mening med, at netop hans barn er blevet sygt. Tanken var ikke fremme dengang, og det er den heller ikke i dag, hvis tragedier rammer. Mange tænker: ”Hvorfor lige mig?” ”Hvorfor lige en af vore kære?” Eller måske vi tænker, at det her måtte jo komme, for måske vi er dem, der bare venter på, at noget tragisk skal ramme os. Men intet af dette spiller jo med, for i evangelierne siges der ikke noget om, at Jesus skulle bekræfte tanken om, at ondt rammer os, fordi vi har fortjent det, eller fordi der er en højere mening med det.

Men den tankegang kan man ikke tage Jesu ord og handling til indtægt for. Jesus udtrykker aldrig, at der er en større mening med, at sygdommen rammer. Gudsriget er ikke en forklaring, det er en forandring. Derfor er det, Jesus siger den enkle sætning: ”Gå hjem, din søn lever.” Og det følges af en anden sætning, som for os er lige så afgørende: ”Manden troede Jesus på hans ord og gik.” Manden troede – det vil sige, han stolede på Jesu ord uden noget som helst bevis og uden antydning af nogen garanti.

Ikke fordi der ikke var noget, der kunne gøre troen vanskelig. Der er jo både i den verden, Jesus levede i og vores egen tidsalder så meget, som kan gøre det svært at tro. Vores verdensopfattelse, vores evindelige trang til tegn og undere, for slet ikke at tale om jordens tilstand og den verden, vi lever i. Der er rigeligt, der kan true både troen og håbet. Men denne fortælling handler om, at Guds rige er kommet til jorden, at Jesu ord fører os fra os selv til Gud, fra det punkt, hvor vi kun er overladt til os selv og til der, hvor vi er Guds børn. Dét er det meningen, vi skal stole på.

Vi skal gøre det ansigt til ansigt med hele vores uro og angst eller hvad der nu måtte besjæle os. Den kongelige embedsmand stolede på det, Jesus sagde til ham, og så begav han sig på vej. Og på den vej er han gået udelukkende med Jesu ord indtil dér hvor han blev mødt af sine tjenere. Måske har tvivlen blandet sig med troen, mens han gik hjemad. Måske har han været anfægtet på den måde, at han har syntes at det hele måske var forhastet – hvilken baggrund havde han for at tro på Jesu ord, hvorfor skulle han stole på ham? Måske han tænkte sådan, men da han mødte sine tjenere, forstod han, at Jesus havde talt sandt.

Mange vil sikkert spørge, hvor de underne, som det med embedsmandens søn, bliver af i dag. For her er der jo langt imellem underne, om også de synes at ske ind imellem på lidt andre måder, end dem vi hører om i dag.

Men spørgsmålet er, om ikke vi nogle gange låser os fast i en helt bestemt opfattelse af underet. Hvad er et under? Er det, at vi skal komme uden om sygdom og nød her i livet, at Gud vil befri os fra enhver smerte? Det er der ikke lovet os nogen steder. Jesus kunne gøre folk raske ved troen, men det er som regel forgæves for os. Men et under er mere end en mirakuløs hændelse som den, vi hører om hos Johannes. Et under er en begivenhed, der forandrer noget, som lukker op for noget nyt. ”Se, jeg gør alting nyt,” står der i Johannes Åbenbaring. Fornyelsen er, at Gud træder mig nær, at han tager mit liv til sig, med alt hvad det indeholder. Og hvor jeg erfarer det, er jeg givet et grundlag, som ikke fjerner mig fra det liv, jeg står i, hverken når det udfolder sig i sin vidunderlighed eller sin gru. Men det giver mig det tilsagn, at jeg skal fortsætte, fordi jeg er i det tilhørsforhold, som Paulus også taler om i den epistel, vi læste i dag. ”Vær stærke i Herren.” ”Overalt skal I løfte troens skjold,” skriver han i et billedsprog, der fortsætter i vendinger der viser, at Paulus i al fald ikke ligefrem var noget tilbageholdende menneske. Modet er ikke et mod, der kommer ud af mit eget, men ud af min forbindelse til Gud.

Derfor er det, at tro og håb hører sammen. Troen er noget, der kalder til en kamp mod de onde magter. Guds rige er det, der bringer den forandring af verden, som vi længes inderligt efter og som nedbryder elendigheden. For os nedbrydes sygdommen ikke i det omfang, Jesus kunne bevirke. Vi er ikke som han, og det sker ikke så ofte for os, at vi kan lægge hænderne på de syge og gøre dem raske. Det sker, for også i vores egen tid sker der mirakuløse ting, og jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor de sker for nogle, men ikke for andre. Også den troende kender til at komme til kort i sine ønsker om helbredelse af sine kære. Men dermed er ikke sagt, at så er troen en illusion og dens genstand noget menneskeskabt. Men det er sagt, at Gudsriget ikke indebærer, at denne verden bliver til et paradis. Nogle gange får vi glimt af Gudsriget i det jordiske. Og vi hører om, at der vitterlig er sket de ting, som det, der fortælles om i dagens evangelium. Det udtrykker alt sammen, at hvor Guds nærvær er, der er troen og håbet.

Måske skal vi slet ikke gå og vente på de store og mirakuløse undere. Vi skal ikke fanges ind i, at vores tro gøres afhængig af de rammer, vi selv sætter. Jesus siger til os: Stol på mit ord. Jeg er med jer alle dage til verdens ende. Måske dette nærvær betyder også den fysiske helbredelse, måske det ikke gør det. Men nærværet tilsiges ubetinget, det siges, så det står til troende. Amen.

—

Sognepræst Mikkel Wold

1263 København K

E-mail: mwo(at)km.dk