Kun det, vi giver slip på …

Kun det, vi giver slip på, får vi igen | 16. søndag efter trinitatis | Job 3,11-22 | Af Preben Kræn Christensen |

I begyndelsen af gudstjenesten læste jeg fra Jobs bog i Det gamle Testamente. Hvor utroligt det end lyder, så er dette stykke et af de mest positive steder i den bog der ellers til sidste side er fyldt med elendighed og smerte. Job spørger sin Gud: ”Hvorfor blev jeg født? Hvorfor døde jeg ikke allerede som spæd? Hvorfor skal jeg trækkes med dette liv og al dets nød og elendighed?” Enhver kan forstå hans spørgsmål, som har prøvet hvad lidelse og smerte – afsavn og død – er. Og derfor skal spørgsmålene stilles. De er på sin plads i Bibelen og i kirken, fordi ingen menneskelig fortvivlelse er Gud fremmed. De bør ikke være det! Det er netop Gud, der skal konfronteres med de spørgsmål, ellers skal djævelen nok komme og besvare dem.

Det ved Job. Han ved at det gode og det onde eksisterer. Han ved, at han befinder sig på linen mellem Gud og djævel. Men han holder fast i sin tro på Gud, netop fordi livet gør ondt. Han kan ikke andet. Hvem skal han ellers kunne gå til, når al anden menneskelig visdom og kundskab er rendt ham af hænde, og dommen har lydt?!

Job står altså fast og udbryder siden: ”Herren gav, herren tog herrens navn være lovet … Jeg ved, at min løser lever.” Job har, som Gudmoderen gør det ved dåben, forsaget djævelen og alle hans gerninger.

Han ved, når den onde er på spil. Han har mistet sine børn ved en frygtelig ulykke, han har mistet sin ejendom, sin ære og sit gode helbred. Selv konen har svigtet ham. Og han kan ikke forlige sig med, at det skal være sådan, han synes ikke, han har fortjent det. Og dermed bliver han talerør for os alle sammen, når vi oplever, at der ingen mening er med det, der sker, når vi synes, at livet er for strengt og uretfærdigt. Hvorfor skal alle de andre have de bedre end mig? Hvad har jeg gjort? Hvad er meningen? Og er der nogen mening overhovedet? Få, hvis nogen overhovedet, går gennem livet uden at have tænkt sådan. Vi tænker det i hvert fald altid, når vi mister eller savner. Sjældent undrer vi os over, det gode vi får. Sjældent overvejer vi, om vore strejf af lykke, forelskelse, kærlighed, børn og børnebørn er udslag af retfærdighed.

Job bliver ved med at klage, spørge og protestere. Og dermed er han, hvor ethvert menneske ville være i Jobs situation: på bunden af fortvivlelse. Han har erkendt sin skæbne, sit liv, og derfra kan han komme videre. Han må derned, derhen og derud, hvor han giver slip på sit liv og sin retfærdighed og overlader det hel til Gud. Så sker der det, at han får det hele tilbage, børn, rigdom, kone og status. Ti gange så meget som før!

Jobs bog er et eventyr. Og dens lykkelige afslutning er eventyrets måde at sige den sandhed på, at det tabte kan komme igen, netop når vi giver slip på det. At være menneske  betyder, at vi knytter os til hinanden, vi trækker mennesker ind i vores liv. De bliver en del af os – af vores historie og tilværelse. At miste dem betyder, at man mister noget af sig slev – det er en katastrofe, et tab og verden bliver aldrig den samme igen – man mister sig selv, hvis man mister dem, hvis de forlader os, eller hvis de giver udtryk for, at vi ikke gør livet værd at leve for dem. Her gik man og troede, at man betød alt, og så viser det sig, at det gør man så måske alligevel ikke!

Når vi er helt nede og har grædt over, at den døde mangler som levende ved middagsbordet, i sengen, i telefonen, og den duft som man kendte så godt efterhånden er forsvundet, sker der som regel en forsoning. Ikke fordi man vænner sig til, at den elskede ikke er der længere. Men tilgivelsen skyller ind over én. En tilgivelse af den døde fordi han eller hun døde fra os, en tilgivelse af os selv, fordi vi er levende og kan leve videre. En tilgivelse af al skylden for, hvad der er blevet sagt og gjort og ikke sagt og ikke gjort.

Det lyder måske mærkeligt, men er dog ikke desto mindre en kendt erfaring, at der opstår en form for befriet samhørighed med den døde, en følelse, som giver os tilbage til livet. Det samme kan ske, når vi giver slip på den levende, der vil forlade os. Tilgivelsen er både en løsladelse af den, der går, og den, der bliver tilbage.

Job klager til Gud, og han bliver hørt. Og Job falder til ro. Det hjælper nemlig at rette sin klage, vrede og nød til den almægtige, som har skabt det hele. Ved at rette sin klage til Gud får klagen adresse – han rammer den rigtige – og derfor vender klagen ikke tilbage som dårlig samvittighed ved f.eks. at have rettet sin klage til sine naboer eller sine hjælpere.

Som Job møder sin Gud, møder ligfølget fra Nain Jesus i byporten. Dødstoget er på vej ud af byen og Livstoget er på vej ind, og der mødes de så i byporten. Sorgen og glæden støder sammen. Livet og døden støder sammen. Mennesker og Gud støder sammen.

En mor har mistet sin søn – hun er enke og han var hendes eneste barn. Man kan sagtens forestille hvilken kulde, hun måtte føle – man kan sagtens forestille hvor rystet, hun har været. Krisehjælp og piller hjalp intet og har heller ikke eksisteret på det tidspunkt.

Hun havde sat sin lid til ham – hun har brug for ham – for hende skal han leve. Hun føler sig helt forladt – og hun er vel ved siden af hans båre kommet så langt i sin fortvivlelse, at der ikke er længere ned. Hun er kommet dertil, hvor Job var, hvor hun enten må give slip eller gå til grunde. Vi kan lægge alle Jobs spørgsmål ind i hendes hjerte, for vi ved fra os selv, at de er der. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Så er det, at himlen møder jorden. Gud sidder ikke længere i sin  himmel og ser på. Han står på jorden i al sin menneskelighed og svarer på kvindens tårer med et stille: ”Græd ikke!” Og så får hun sin søn igen. Dermed ikke være sagt, at døden er ophævet i Nain, men den blev udsat. Og dermed blev der sat en tyk streg under livet – og det er ham som giver liv, vi skal tro på.

”Han gav ham til hans mor”, står der og dermed udtrykkes, hvad vores liv er til for. Livet gives ikke, som vi af og til kan bilde os selv det ind, til vores egen personlige ejendom, men vi gives til hinanden. Vi er skabt til kærlighed selvom den tager livet af os og fra os, når vi giver og mister.

Vi må indse dødens realitet og følelsernes kulde, for at kunne tro på livets varme sejr over den. Vi må kende og stille spørgsmålene for at kunne høre svaret. Det svar, som aldrig er noget direkte svar på vores konkrete spørgsmål, men som alligevel strejfer dem.

Som himlen hvælvede sig over mødet mellem Gud og Job, som porten hvælvede sig over ligfølget og Jesus, sådan er kirken også mødestedet mellem livet og døden, fortvivlelsen og glæden. Vi kommer her med vores konkrete liv, vores savn og problemer, og vi får et svar, som strejfer vores spørgsmål. For spørgsmålene høres af den Gud, som selv vandrede nede på fortvivlelsens bund, af den Gud, som selv har prøvet at stille alle desperationens spørgsmål, af den Gud, som selv måtte dø af kærlighed. Han har givet os sig selv, han har givet os til hinanden. Troen på den Gud er svaret på Jobs og alle vores spørgsmål. Den er porten til livet, som døden ikke kan ødelægge, i hvad skikkelse, vi end møder den. Herren er dog sine tro, også når vi fortvivle. Amen!

—

Provst Preben Kræn Christensen

DK-6710 Esbjerg V

E-Mail: pkch(at)km.dk