Lukas 10,38-42

15. søndag efter trinitatis | 25.09.2022 | Lukas 10,38-42 | Af Marianne Frank Larsen |

Med ro i hjertet og uro i hænderne

Karl Ove Knausgård fortæller i en af sine bøger om den sommer, da hans kone får en alvorlig depression. De er i sommerhus, og dag efter dag ligger hun bag nedrullede gardiner i soveværelset, mens han tager sig af deres tre børn. Han skal køre sin datter hen til hendes veninde og hente sin søn hos hans ven. Han skal lave kødboller og koge spaghetti til aftensmad. Han skal tage opvasken, og næste morgen skal han stille morgenmad frem til børnene. Han skal fodre katten, tømme tørretumbleren, fylde tøj i vaskemaskinen, vælge program og tænde. Han skal lægge tøj sammen, og han skulle egentlig også rydde op i legetøjet og bøgerne, der flyder overalt på første sal, men han vil ikke vække sin kone, så han går ned og tømmer køleskabet i stedet for, smider ud og vasker af. Han skal have børnene ud at bade, og han skal købe ind og have gæster til aften, og måske skulle han efterhånden også vække sin kone alligevel. Han skal se, om han ikke kan få liv i hende. Det kan han ikke. Skal han ringe efter en ambulance? Ja, til sidst er det det, han skal den dag. Ringe efter en ambulance.

Der er så meget, der er fornødent, når man ikke bare er sig selv, og Knausgård skriver så detaljeret om de helt almindelige gøremål, vi plejer at overse, at man bemærker det hele. Når man har en kone, der er dybt deprimeret, og tre børn, der har sommerferie, og en kat og et køkken og et hus, der er ét stort rod, og en lang dag, der skal have en eller anden form og et eller andet indhold, passer det simpelthen ikke, hvad Jesus siger, at ét er fornødent. Så er der tusind ting, der i dén grad er fornødne, hvis forfatterens børn skal trives, hans hus skal være til at leve i, hans kone skal have hjælp, ja i sidste ende jo, hvis hun skal overleve. Sådan er det i vores liv. Hvis der er nogen, vi er forbundet med, og nogen vi har ansvar for, så er der rigtig meget, der er fornødent. Så kan vi ikke bare sætte os med hænderne i skødet.

Det, som er vigtigt at få fat i, er, at et menneske i Jesu øjne indgår i to relationer. Den ene er forholdet til de mennesker, vi er forbundet med, i familien, i vennekredsen, på arbejdspladsen, i samfundet og i de sammenhænge, vi er en del af. Den anden relation er forholdet til Gud og hans søn. Og det er dét forhold, Jesus taler om i dagens evangelium. Han er helt klar over, at det lige præcis er fornødent at tænde for vaskemaskinen og koge spaghetti og gøre 117 andre ting i forholdene mellem os og dem, der er afhængige af os. Det er ikke andenrangs handlinger i den himmelske fars øjne, tværtimod; det er livsnødvendigt, og det er vores pligt. Men i forholdet til ham selv, til Gud og hans søn, er der kun én eneste ting, der er fornøden, og det er at gøre, som Maria gør: sætte sig ned, lade roen falde på sig og lytte til, hvad han siger. Samle sig om dét og intet andet, så længe det varer, så ordene får en chance for at bundfælde sig i vores hjerter.

Havde det været alle andre gæster, havde Martha haft fuldkommen ret i, at Maria burde hjælpe hende i køkkenet, så der kunne komme mad på bordet. Men ikke, når det er vor Herre, der kommer på besøg. Da er det Maria, der vælger den gode del i det øjeblik, hun lader sig forstyrre i sine rutiner og slipper, hvad hun har i hænderne, fordi hun instinktivt fornemmer, at det er dét og intet andet, hun skal i dette øjeblik. Her er en mand, som taler til hende om Gud, som om hun ikke bare er en kvinde, der hører hjemme i køkkenet, men som om hun er et menneske, han vil noget. Om en time, når han er gået, eller når han er færdig med at fortælle, skal hun nok komme på benene, for så er der alt muligt andet, der er fornødent, men ikke nu. Nu gælder det bare om ikke at gå glip af et eneste ord.

Martha derimod er så opslugt af det, hun selv skal klare, at hun ikke fornemmer, at denne gæst ikke er som alle andre gæster, og at han derfor ikke forventer det samme af hende som alle andre gæster. Måske forstår hun det, da han svarer hende: ”Martha, Martha”, som om han kalder på hende, som om han også vil vække hende af de rutiner, hun er fanget i, ”du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting”, underforstået: det skal du ikke være, for jeg kræver ikke noget af dig; lige nu er der ikke noget, du skal nå; du skal bare sætte sig ned, fokusere på det, jeg siger, i stedet for på alle dine egne impulser, og lade roen falde på dig.

Lukas fortæller ikke, hvordan historien slutter. Vi kan bare håbe, at Martha ikke stamper tilbage i køkkenet, men hører, hvem der kalder på hende, og sætter sig ned, mens tid er. For et liv bliver alt for tungt at leve, hvis det er lutter foretagsomhed og aktivitet, projekter og præstationer og opgaver, der skal løses, vasketøj, kattemad, køkkenskabe, middagsgæster og alle de tusind andre ting, som er nødvendige for at vi kan passe vores hjem og vores arbejde og først og sidst passe på hinanden. Vi har i dén grad brug for det særlige forhold, hvor det ikke er os, der skal præstere noget, ikke os, der er aktive, ikke os, der skal yde – men os, der skal tage imod, hvad en anden giver. De særlige stunder, hvor vores ydeevne får noget andet og større at hvile i.

Der er et hus, og i det hus kommer vor Herre på besøg og kalder de mennesker, der er derinde, ud af deres daglige rutiner, for at de skal lytte til hans ord. Og da er dét det ene fornødne. Jeg tænker, at Martha og Marias hus er et billede på dette hus, hvor vi er sammen i dag, for det er vi jo præcis af samme grund: at vi tror, han også kommer ind til os, skjult i de ord, vi hører og synger, og kalder os ud af de daglige rutiner. Tag det og spis det, drik alle deraf, siger han, det er mit legeme og det er mit blod, og nu er det dit. Og fred være med dig. Så længe han taler, er dét det eneste fornødne: at lytte og lade ordene bundfælde sig. Om lidt, når han tier, skal vi ud til alle de gøremål, der er fornødne i vores liv med hinanden. Men så kan vi gøre alle de tusind ting, vi skal, med Marias ro i hjertet – og Marthas uro i hænderne. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk