Lukas 16,1-9

9.søndag efter trinitatis | 06.08.2023 | Lukas 16,1-9 | Thomas Reinholdt Rasmussen |

 Evangeliet er ordet i øjeblikket: ” Nu ved jeg hvad jeg skal gøre”

Der er en tæt sammenhæng mellem tro og moral. Det synes vi i hvert fald tit. At det at tro også er at have en god moral eller i det mindste at udøve en god moral. En god livsførelse.

Det skal være således, at tro også medfører ordentlig opførsel og ordentlig levned. I gennem historien har tro og moral været tæt knyttet sammen, og desværre ofte også med fordømmelse over dem, der af mange forskellige grunde kom til at træde udenfor.

Det er ofte blevet tolket således, at troen og moral så at sige var to sider af samme sag, og at moralen var troens udfoldelse. Således har man talt om en kristen etik, og en særlig kristen måde at leve på.

Og man har forsøgt at udfolde en kristen etik ud af de bibelske fortællinger. Nærmest et lovgrundlag for det kristne liv.

Men hvis man vil opbygge en kristen etik på dagens evangelium om den uærlige godsforvalter, så skal man da have al muligt held og lykke med det. Held og lykke med at opbygge en kristen etik på en, der først ødsler den betroede ejendom bort, og bagefter nedskriver sin herres skyldneres gæld med herrens egne penge.

Det er noget af en kristen etik, vi får udfoldet her. Det er noget af en fortælling vi her i givet fald skal spejle os i.

Men hvad i alverden er der så på færde? Hvad sker der i dette evangelium, som betyder, at vi kan høre det som et Guds ord til os? Noget vi altså kan leve og dø på?

På mange måder hænger dagens evangelium sammen med den kendte lignelse om den barmhjertelig samaritaner. I den beretning stiller en farisæer spørgsmålet om hvem hans næste er, og Jesus svarer ham ved at fortælle en historie om en mand, der er blevet slået ned at røvere. Til sidst kommer en samaritaner forbi og tager sig af ham. Og Jesus ord til farisæren er da: gå du ud og gør ligeså! Altså ikke en vejledning. Ikke en særlig etik. Ikke en særlig opskrift på hvorledes man skal gøre, men blot gå ud og gør ligeså.

Det er ordet til farisæren. I dagens fortælling om den uærlige godsforvalter sker faktisk noget af det samme. Manden er fortvivlet over sin stilling, og ved ikke sine levede råd. Pludselig siger han: nu ved jeg hvad jeg skal gøre.

Nu ved jeg hvad jeg skal gøre. Gå du ud og gøre ligeså.

Han nedskriver sine næstes skyld. Han udøser med generøsitet goder, som endog ikke er hans egne. Han gør det med beregning, men de, der modtager den generøse handling, modtager et gode. Rammes af en kærlighed, som er større end ham, der giver den, for han er blot bange for at blive efterladt og blive ene selv i evigheden. Kærligheden er større end dem alle og gør både giver og modtager godt.

Hvad sker der? Hvad er det, der finder sted? Hvad i alverden finder sted i dette egentlig noget umoralske optrin?

Der finder det sted, at kærligheden sprænger rammerne, også de moralske rammer, som vi måske netop har stillet op for at passe på hinanden. Kærligheden er større end det. Kærligheden er størst af alt.

Den uærlige godsforvalter rammes af evangeliet og må udbryde: ”nu ved jeg hvad jeg skal gøre”, som klinger med af ordene ”gå du ud og gør ligeså”.

Hvad man skal gøre, afgøres i situationen. Det kan vi ikke opstille regler for. Regler har vi for at livet ikke løber os over ende. Men nogle gange må evangeliet sprænge alle rammer og generøst løbe over alle bredder.

Det er det godsforvalteren erfarer. Og det er det modtagerne erfarer. At i øjeblikket er evangeliet en handling, der går på tværs af alle normer, og rækker ud til mennesker, der egentlig slet ikke vidste det, men pludselig måtte sige: nu ved jeg hvad jeg skal gøre.

Derfor er det uendelig svært at opstille en kristen etik. Det vil blot være at lukke det gode evangelium inde i et lukket rum, hvor det hele er givet på forhånd, og hvor vi efterhånden har styr på både nåde, kærlighed og Gud selv.

Men det er større end det. Det viser evangeliet os i dag. At Guds overrumplende nåde og gerning, er større end den moral, vi har. Rammerne sprænges og skylden nedskrives helt på tværs af hvad vi måske så var rimeligt. Og noget som er uendelig svært at opstille en regel for. Endsige da en etik.

Det er det håb, vi altid skal leve i. At Guds kærlighed er større end alt andet, og større end vores systemer, regler og love. Den sprænger alt, og ja, det kan synes umoralsk og vildt – ustyrligt. Det kan ikke sættes i system. Det kan ikke sættes på paragraffer. Det kommer til os, når vi pludselig ved, hvad vi skal gøre, og derfor må gøre ligeså. Midt i det, der ellers så anderledes ud.

Det er vores trøst. Det er vores håb, Det er vores glæde. At evangeliet er større end alt vort, og derfor kan fylde vores liv med trøst, håb og glæde, når det ellers så anderledes ud.

Og det er derfor at Herre roser den uærlige godsforvalter. Fordi han ved hvad han skal gøre, og går ud og gør ligeså. Sprænger rammerne med kærlighed, som Kristus sprængte graven med kærlighed. Det er faktisk det eneste, der står tilbage: Guds nåde over det liv, som vi selv fare vild i, selvom når vi tror vi ved, hvad vi skal gøre. Amen.

—

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Thulebakken 1

DK-9000 Aalborg

E-Mail: trr(at)km.dk