Lukas 4,16-30

Guds tid er kommet | Første søndag i advent | Lukas 4,16-30 | Af Tine Illum |

”Hold håbet op!”  Sådan hedder den adventssalme, vi skal synge om lidt.
Den er en bøn og en tilskyndelse.
Ikke en terapeutisk formaning til mig selv eller til andre om at vi skal tage os sammen og holde håbet og modet oppe … ikke endnu et krav om selv at sørge for at holde sjæl og psyke sund
Hold håbet op!
Det er en bøn – til Kristus, der er på vej.

Samtidig er det en tilskyndelse til at holde håbet op for andre – for i kristendommen har vi nu engang aldrig at gøre med Gud uden at vi samtidig har med vores medmennesker og vores omverden at gøre.

Salmen er en bøn om håbets tilstedekomst.
At det, der engang skal ske og som ligger derude i fremtiden som en urolig sitren, før det får sin form – at det allerede nu mærkes, ses, høres, bliver virkeligt her hos os
En tilskyndelse til at holde det håb oppe for andre. Gøre det, der kommer, virkeligt – lade det komme til stede – så godt vi nu formår det.
Guds tid er kommet! …hørte vi Jesus sige til alle i Nazarets synagoge – og til os. Med det håb holdt udstrakt foran os kan vi gå sitrende trygt, uperfekt menneskeligt ind i adventstiden – med Gud og med hinanden.

Hold håbet op.
Som noget jeg kan høre – som en symfoni og en adventssang
noget jeg kan se, som en julerose
en glød af evighed, der lyser op i mørket

Hold håbet op! – så jeg kan få øje på det, her hvor går jeg novembertungt og sparker til visne blade og mundbind og drømme, der ligger og flyder som punkterede balloner.
Hold det op! Så jeg kan ane den forvandlende kraft, håbet bærer i sig og bærer med og folder ud
Hold håbet op! Så jeg ser en retning og en mening.

Lad håbet komme væltende på en gang sitrende og stærkt. Komme til syne. Være til stede.

Er det det, der sker, den dag i Nazarets synagoge? I dag i Sdr. Bjert Kirke? En tilstedekomst af det, der endnu ikke er – og alligevel er…
Guds tid er kommet, siger Jesus. I ser det lige HER. Lige NU. Håbets tilsynekomst midt iblandt dem. Midt iblandt os.

I dag er den profeti, I lige har hørt, blevet opfyldt.
I dag…. jamen dét kan jo ikke passe … det kan enhver jo se! Hvor er alle miraklerne… hvad blev der af fred i verden og et liv uden romermagt og restriktioner… Tiden er ikke spor guddommelig.… nej – sådan ville en ordentlig profet aldrig sige. Dét ved de i hvert fald. Det her er bare for lidt. det er bare en mand, oven i købet en, hvis forældre de kender…. Hvor er gudsbeviserne og riget og magten og æren… hvis der er noget, der sitrer her, så er det forargelsen.

Og SÅ kommer det:
En profet fra Gud er ikke bare sendt til sine egne.  Han tilpasser sig ikke forventningerne, men kommer med nyt fra Gud. Og holder håbet op for alverden.
Jesus minder dem om, at Guds mirakler ikke er forbeholdt folk fra Nazareth – eller israelitterne – eller dem, der troede rigtigt og lignede dem. Nej, det var en enke fra Sidon i Libanon, der fik besøg af profeten Elias. Og en anden profet sørgede for at syreren Na’aman blev helbredt.

De bliver rasende, fortæller Lukas i sit evangelium, og jager Jesus ud af byen og vil slå ham ihjel. Det lykkes ikke…. i denne omgang…

Guds tid er kommet!
I dag er den profeti, I lige har hørt, blevet opfyldt.

Nu er al tid Guds!

Rejs dig og se det! Hør det! Mærk det! Det gælder dig. Uanset hvilket håbløst mørke, du befinder dig i.

Det sker nu.
Det sker i dag.
Han kommer nu og her i Sønder Bjert Kirke

Han kommer og ER Gud hos os – og hver eneste gang vi hører om ham eller hører hvad han siger, så bringer det frihed, forbavselse og forstyrrelse. Så kommer han med noget nyt. Med forandring. Nye muligheder. Forvandling. Han kommer forfra – fra den tid, der kommer.

Guds tid er kommet! Fremtiden er begyndt. Guds fremtid. Det kalder vi også tilgivelse, forsoning, syndernes forladelse.
Det er nåde og det er et krav om så også at leve sådan.
Vi hører konstant, at Jesus med vilje bliver ved at gå ind i vores fasttømrede forestillinger om, hvordan den rigtige tro og det rigtige liv er, han provokerer os til at være nysgerrige og bruge vores fantasi – og at være håbstegn for vores næste. Det er frigørende og skræmmende på én gang. Sitrende.

Det er det for os alle.
For hende, der havde et fikst og færdigt billede af, hvem Gud er og hvordan vi skal tænke og tro. Eller som mente, at vi kan meditere eller filosofere os frem til, hvem Gud er.
For ham, der i sine fordomme vist nok var blevet for klog til at tro på Gud – eller ham, der i sin fortvivlelse troede, at Gud havde dømt ham ude.
For os, der ser på julestjernen lidt på afstand, som hyggelig pynt – men vel ikke som vejviser, for vi er vel stjerner i vores eget liv….

Det er os han kommer til.
Guds tid er kommet! Til dig og mig.

Han holder håbet op! Som et udråbstegn.
Og som et spørgsmålstegn:
Lader du håbet være en fremtidsvendt forvandlende kraft i dit liv?
Dét er adventsliv i verden

Ham skal du følge, mens adventskransens lys tændes ét efter ét…. mens juletræet lyser op…. og når stjernen helligtrekonger lyser dig vej ind i alle julens hverdage….
Guds tid kommer hver gang undertrykte befries… og hver gang sultne får brød  …..  hver gang sørgende trøstes…. og hver gang den fremmede bydes indenfor.

Guds tid er kommet! – og kommer. Overraskende og ny. Og vi beder: ”ske din vilje, komme dit rige”.
Guds tid er kommet!  Den er lige der, hvor Kristus er – og gennem hele kirkeåret skal vi høre, at Guds tid begynder hos de mindste: de fangne, fortrykte, blinde … i stalden, hos hyrderne …  i en mand på et kors.
Guds tid tager sin begyndelse i de dunkleste afkroge af vores sind, og det mørkeste dyb i vort hjerte. Her plantes Kristus-håbet. Det sitrende stærke.

Uanset hvorfor du kom i kirke i dag – og hvor stor eller lille din tro eller dit håb er – så har du her mødt Kristus. Han kommer til dig og mig. Og holder håbet udstrakt foran os.
– Og vi møder ham, når vi gør fra kirke … Det er Kristus vi møder i den slidte kone, der har sit hjem i to bæreposer og er blevet vanvittig af sorg og ensomhed. Vi møder ham i den unge mand, der sover under broen og drikker guldøl til morgenmad og sender en sms til sin mor i Polen. Vi møder Kristus i sengene på intensivafdelingen og i den lidt forhutlede lille pige på gaden.
Der skal vi holde håbet op og udstrakt. Og vi skal gøre det ødselt og uden forbehold. For sådan har vi modtaget det. Denne første søndag i advent – og hver søndag.

Guds tid er kommet!

 

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk