Lukasevangeliet 24,13-35

2. Påskedag | 10.04.2023 | Lukasevangeliet 24,13-35 | Af Christiane Gammeltoft-Hansen |

Salmer: 236 ”Påskeblomst” og 249 ”Hvad er det at møde den opstandne Frelser i live igen”

Hvad er det, der gør, at noget kan vække genklang på en måde, hvor en andens ord kan blive ikke bare til ens egne, men noget der kan siges og synges i fællesskab?

Jeg tror, det begynder med ærligheden. Det ærligt at vedstå det menneskelige.

Den der stiller sig skråsikkert frem, sikker i sin sag, og sikker i sin tro, efterlader andre udenfor. Ærligheden derimod, som også giver udtryk for tvivlen, den byder andre indenfor.

Grundtvig er i tvivl. Han skal prædike opstandelse, men selv er han ikke med. Han er snarere der, hvor så mange andre også er. I et slags påskelørdags mellemliv. Dér hvor vi ser, at meget venter, men meget også er forbi og døden har taget sit. Dette mellemliv, hvor verden drejer endnu, men hvor det også er skrøbeligt og efterlader en usikkerhed. Som vejret i marts – et her og nu billede på mellemlivets omskiftelighed.

Mellemlivet efterlader flere spørgsmål end det giver svar. Spørgsmål som de to vandrede til Emmaus også må have stillet sig selv: ”Hvad har vi at betyde? Er der liv efter at døden har taget sit? Og hvad betyder det, at én lever, når vi har mistet håbet?

Nogen har sat en påskelilje på Grundtvigs skrivebord. Grundtvig undrer sig. Han kan ikke se, hvad den skal der. Den dufter ikke, er alt for gul og alt for almindelig. En ukrudtsplante på hans tid. I dag ville det hedde: Mælkebøtte! hvad vil du her?

Digtere de skal have roser. Og de skal være røde. Røde som blodet og hjertet der slår. Roser kan man skrive sange om. Om tornene der river og nager. Eller modsat: man kan for et øjeblik glemme, at der er så meget, der er på trods og i stedet give sig hen til skønheden. At der findes noget sådant som et fløjlsblødt rødt kronblad.

Men nu står påskeliljen på hans bord og trænger sig næsten neongult på. Det kan godt skære i øjnene på en digter. Men samtidig er det også den påtrængenhed, der kan få en tvivler i tale. Og det er så det der sker: digteren og blomsten begynder at tale med hinanden.

Vi må begynde dér, hvor vi nu engang er, andre muligheder er der ikke. For to på vej væk fra Jerusalem begynder det på en vej til Emmaus. Med bøjede hoveder går de afsted, væk fra det de havde troet og håbet skulle have været en forløsning. For en digter begynder det i en tvivlende eftertænksomhed. Det kan godt være, at englen siger, at Kristus er opstanden, for dem der begynder i mellemlivet kan det bare være vanskeligt rigtigt at forbinde noget med det.

Men med lidt gult måske. En simpel blomst. Her er en begyndelse, hvor de fleste kan være med. Eller i en samtale der vokser frem, beriger og trøster, når man har mest brug for det – et møde på den vej man bevæger sig ad og som gør at vejen videre frem åbner sig for en.

Der er det ved påskeliljer, at de kommer til tiden. De bryder frem under vinterstorm og regn og ankommer dermed lige til mellemlivet. Lige der hvor man godt kan blive usikker på, om det bare bliver koldere og koldere. Og hvor man kan miste troen på en fælles fremtid.

Men påskeliljen ankommer. Den ved besked. Selv om det er koldt, vil det ikke blive ved. Det er mørkt, der hvor den baner sig vej. Men den bryder igennem, fordi den ved af et lysfuldt sted.

En påskelilje det er ingenting. Et fladt og kantet skud med en krave der er takket og et hoved der bøjer nedad. En almindelighed. Men samtidig er det også en vækst med en erfaring. Nemlig den at det kan blive til nyt liv. At det, der har ligget dødt i jorden, kan bryde igennem så gult, at det trumfer en gravstens grålighed.

Hvis ikke der var en opstandelseskraft, ville påskeliljen for længst være glemt. Den ville høre fortiden til. Men her er den, og en eller anden har sat den på et skrivebord, så en digter ikke kan overse den.

Med sit digtersind, der må have berøringsflader med den menneskelige gudbilledlighed, får han øje på dens betydning. Han ser, at her er ikke bare en takket krave. Her er et bæger, man kan drikke af. Drikke en aftapning af dens opstandelseserfaring.

En påskelilje kunne bare være en påskelilje. Og ikke mere at sige om den. Noget der er der for en tid, og så er den væk igen. Men den kan også blive til troens begyndelsessted.

Det er som påskefortællingen i sig selv. Den kunne også bare have været der for en tid og så væk igen. Som en fortælling om et nederlag, hvor den afdødes tilhængere afslørede sig som feje og ikke videre begavede, og hvor det afgørende vidnesbyrd aflagdes af kvinder, der senere fik at vide at de skulle tie i forsamlinger. Men her er vi alligevel på en 2. påskedag, med retning mod nye dage. Her er vi en 2. påskedag og får et svar, der ikke er skråsikkert, men som peger på, at der er disse opstandelseserfaringer at tappe af. Som en gul blomst, der opstår på vores sted. Som en digter der får øje på sin betydning og andres med. Som et møde på en vej, der ikke er til at ryste af sig, fordi det åbner for nye håbefulde tankerækker, der gør gangen lidt lettere igen. En samtale der åbner fremtiden i stedet for at lukke den.

Vi havde håbet, siger de to på vej til Emmaus. En blomst og et møde kan gøre at vi igen taler om håbet som nutid og fremtid. Der er håb, så sandt som at der er puls, hjerteslag, åbne øjne og ører og et liv, vi er en del af. Så sandt som at vi har ord, vi kan mødes om, der fortæller at vi er dem, Gud ikke efterlader alene, men vender tilbage til. Vi er dem, der har en fremtid i Guds virkelighed.

For tvivlere kræver det, at den opstandne ikke bare venter på os i Galilæa, men følger os derhen. Det er vores 2. påskedags evangelium – at det er det, han gør. Følger os på vej.

Og på vejen har vi sange at synge, og ord der taler os tættere på livet. Og vi har bægre, der bliver fyldt og vi hører det sagt: Dette er til dig, mit liv er dit liv, opstandelsen gælder også dig. Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk