Mark 2, 1-12 (+ 1. Mos 28,10-18)

19. søndag efter trinitatis | Mark 2, 1-12 (+ 1. Mos 28,10-18) | Anne-Marie Nybo Mehlsen

(Salmevalg DDS 747 – 29 – 756 – 420 )

”Lysets rum”

Det kan have været synagogen i Kapernaum, – det hus, hvor Jesus talte. Det dunkle rum indenfor blev forvandlet til lysets rum, da taget åbnede sig for fire menneskers tro på, at deres ven kunne hjælpes af Jesus. I en sky af støv faldt taget ned, og lyset brød igennem. Himlen havde åbnet sig, forlød det, han helbredte de syge, en ny lærer i synagogerne, der havde myndighed, og aldrig havde de set noget lignende.

Lysets rum åbnede sig dér, hvor han var. Nogle kom i tanke om en drøm; – en vidunderlige drøm, fuld af lys og engle. Gamle stamfader Jakob var på flugt, da han drømte en mørk nat i et fremmed land med hovedet på en sten. Alting omkring Jakob var ellers dunkelt, i ham selv og i hans fremtid, men den drøm jog mørket på flugt og gav ham en vished. Drømmen blev en lygte for hans fødder på stien ind i fremtidens ukendte land, båret af Guds løfte og englene i lyset på den stige, han så den nat.

En stige til himlen, lysets rum, en drøm fuld af løfter om fremtid og håb, og et menneske nu, hvis ord lyser op og helbreder. Tør vi regne med det lys? Vil vi gå modigt ind i den ukendte fremtid med det lys som lygte?

Lysets rum åbner sig af og til:

Et lille stearinlys i en Domkirke på en oktoberaften blev reflekteret i det gyldne på en ikon. Lyset fik lyd i menneskestemmer, der steg op som en stige under hvælvingerne og igennem dem, op i den mørke himmel, hvor stjernernes skær gav genklang. Stemmerne fandt sammen, så det lød som englenes sang. Lysets rum åbnede sig.

Senere stod det klart, at mens det skete, var et menneske helbredt og i dagene efter konstateret sygdomsfri i en scanner. Et par venner rejste sig fra hvert sit sted for sammen at gå ind i en fremtid, der før var lukket land.

Finder det virkelig sted? Eller var det et tilfælde, som vi siger? Var det bare en sammenhæng mellem uafhængige begivenheder, eller var det et mirakel, et under, et strejf af guddommelige hænder hidkaldt i menneskers bøn?

Vi, der famler i mørket….

Det blev mørkt på en ellers lys septemberdag, og i en sky af støv ramlede tårnet sammen i New York 11.09.2001.

Det blev mørkt, da Rusland overfaldt Ukraine og startede en krig, vi stadig er midt i med flygtninge, energikrise, inflation, politisk krise og en ny lukket grænse mod øst. 24.02.2022.

Det blev mørkt, mens huse forsvandt og mennesker blev slugt under murbrokker i Tyrkiet i februar. I Afghanistan nu i oktober.

Det blev mørkt under ekstremt vejr og oversvømmelser, der tog liv flere steder denne sommer.

Det blev mørkt i Israel og Palæstina, da en ny krig brød ud i denne uge.

Den store verden er mørk på mange måder og steder. Lysets rum kan synes så lille, når det rækker efter stjernerne i et menneskes bøn og sang til ham, der engang helbredte og til menneskene omkring, til fællesskabet af andre bedende, syngende, længselsfulde medmennesker. De, som en aften i domkirken blev gruppen, fællesskabet af venner, der tålmodigt og insisterende bar med og fandt vej og mulighed. Den lille nære verden blev fuld af lys.

Jesus så deres tro, og befriede et menneske fra tvivlen og umuligheden og sygdommen, der bandt.

”Søn, dine synder tilgives dig.”

Lysets rum åbner sig i de ord, når de falder på os i dag: Du og jeg bliver kaldt sønner og døtre, – børn af huset! Og vi bliver tiltalt som syndere, altså fejlbarlige, sårbare, tvivlende og fulde af umuligheder og indvendinger.

Hvad er så lettest: ”Dine synder tilgives dig” eller ”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!”?

For den syge, der er blevet erklæret rask, er det ikke altid let at tage til sig. Angsten bor dybt, det er svært at stole på fremtiden og sin egen krop.

For den, der blev tilgivet, kan det være svært igen at turde stole på sig selv, sårbarheden er blevet tydelig og der skal udvises varsomhed.

Hvad er lettest? Uanset, så ved vi, at det sker igen. Nye byrder skal samles op og bæres.

Et menneske kan bære meget, – forbløffende meget; hvis bare der er håb, hvis bare der er grund til at bevæge sig videre, vente på dagen og på dagen i morgen.

Et menneske kan bære meget, når der ud af en støvsky i mørket skinner lys, og det går op for os, at han er til stede midt iblandt os. Her midt i det liv, som er vores, er lysets rum og himlen åben, – og det er ikke os, der møjsommeligt skal kravle op ad nogen stige, eller bane os vej til en utilnærmelig Gud. Jesus sidder på gulvet i midten, steget ned til os, og han har myndighed til at tilgive syndere og sende os ud som lysets børn, der er villige til at bære med og for hinanden.

De skriftkloge tror måske, ordene om tilgivelse er de letteste, fordi de er virkningsløse i det synlige. Jesus viser dem noget andet, at der magt bag ordene. Guds magt og vilje til at forløse mennesker fra fortid til håb. Fra angst og afmagt til mulighed. Fra mørket til lysets rum. Amen.

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK 4930 Maribo

Email: amnm(at)km.dk