Markus 2,14-22

17. søndag efter trinitatis | 09.10.2022 | Markus 2,14-22 | Af Thomas Reinholdt Rasmussen

Det er vist en elementær betragtning at sige, at livet giver os erfaringer. Ikke desto mindre er det jo sandt. Livet er omtrent den sum af erfaringer, vi gør, og som betyder, at vi kan forstå livet på den rette måde.

VI gør os erfaringer fra første færd, og allerede spædbarnet gør sig erfaringer af verden, som det kan bruge og bygge på i sin videre færden.

Således kan vi også gøre os forkerte erfaringer. V kan gøre os antagelser af hændelse eller af mennesker, som vi først senere hen forstår, var forkerte, og som vi må tage op igen. Vi må omvurdere vores første erfaringer, og gøre dem og os nye i lyset af de nye hændelser, i lyset af de nye erfaringer.

Men det afgørende for det hele er jo om vi overhovedet kan erfare verden ret? Kan vi egentlig overhovedet forstå verden, som den er, eller sætter vores erfaringer et slør ned over verden, som at vi egentlig kun forstå den, som vi forstår den, og ikke som den er? Det spørgsmål har filosofferne bakset med i tusindvis af år. Kan vi stole på vores erfaringer? Taler vores erfaringer sandt?

Det første vi gør over for vores små børn er forhåbentlig at elske dem. At vise dem kærlighed. Og den kærlighed rummes ikke i ord alene, selvom at ord sandelig også gør sit til det. Det udtrykkes også i det vi gør og handler, således at kærligheden kan erfares. Vi erfarer hvad det vil sige at blive elsket.

Når to elskende siger til hinanden: ”jeg elsker dig”, så følges disse ord af handling. Man kan ikke sige ”jeg elsker dig” og så ikke følge det op med handling, der fylder ordene med erfaring.

Derfor kan vi stole på vores erfaringer. Vi kan stole på vores erfaringer, når handling følger ord.

Således er det i forhold til mennesker, og sådan er det i forhold til Gud.

Et af kristendommens kernebegrebet om Gud, er at Gud er kærlighed. Gud er kærlighed.

Det siger vi om Gud. Det er ordet om Gud. Men det er også ordet fra Gud. For det er hele den fylde som viser sig ved at Gud fødes på jord, lever, dør og opstår igen. Hele den fylde siger, at Gud er kærlighed, og ingen af disse hændelser taler imod, at Gud er kærlighed. Tværtimod siger det hele, at det er Gud.

Gud er kærlighed.

Og vores erfaringer af kærlighed skal svare til Guds kærlighed, for ellers sprænges sækkene. Hvis vores erfaring af hvad kærlighed er, ikke er det samme som Guds kærlighed, så hældes ny vin på gamle sække, og så ødelægges både vin og sække.

Nej, ung vin på nye sække. Guds kærlighed på vores erfaring af kærlighed.

Vi skal vises vores børn og hinanden kærlighed. Derved erfarer vi glimt af Guds rige. Men derved lærer vi også at forstå hvem Gud er. Hvis vi ikke kender til kærlighed, ved vi simpelthen ikke hvad det vil sige, at vi tror på en Gud, der er kærlighed.

Hvis vi ikke gør os erfaringer så som kærlighed, lys, varme og så videre, så kan vi ikke kende den Gud, vi tror på.

Gennem erfaringen af kærlighed, ved vi hvad det vil sige, at Gud er kærlighed. Vi taler ikke om to forskellige ting, og gamle erfaringer og nye erfaringer, hvor de nye erfaringer sprænger de gamle, men om den ene og samme erfaring af kærlighed, og rummes i den Gud, som gør alting nyt.

Det er den kærlighed fra Gud, som vi klædes i, når vi kommer til dåben og som de smukke dåbskjoler symboliserer: iklædt i Guds kærlighed, hvor alt bliver nyt.  I den kærlighed, som vi sættes i i dåben, skal vi leve, og ikke bare gøre den gammel og overstået, for kærligheden er altid ny.

Så vi skal ikke vende tilbage til det gamle, men leve i det nye. Leve i den kærlighed, som er Guds egen, og som vi også selv erfarer i det små, når vi viser eller der vises os kærlighed. Så erfarer vi Gud, og sværere er det ikke.

Bliv i den kærlighed og gør det ikke gammelt. Lev i det nye, som er skænket, og lev det således, at vi andre inddrages i det nye: Guds kærlighed.

Således hældes ny vin på nye sække, sådan hældes Guds kærlighed på os. Således sprænges vi ikke af Guds kærlighed, men fyldes af den til glæde og til gavn. Til glæde og gavn for hinanden og for Gud.

Alt dette peger på, at vi er sænket ind i Guds evige liv ved dåben, og selvom at verden er både hård og trist, så står det ord altid til troende – midt i den sværeste storm og de sværeste kvaler – at Gud er kærlighed og i hans nåde skal du leve og i hans hånd skal du være – her og i al evighed.           Amen.

—

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Thulebakken 1

DK-9000 Aalborg

E-Mail: trr(at)km.dk