Markus 4,26-32

Seksagesima | 20.02.2022 | Mk 4,26-32 | Af Laura Lundager Jensen |

Vinterstorme, regn, sne, kulde 

Vi er ved midvinter – kyndelmissen slog sin knude for kort tid siden – og vi spiser kål og ser forknytte ud mod vejret – selvom det ikke fryser er grundtonen koldt og blæsende – også når solen kikker frem

Det er nu vi skal synge Her vil ties her vil bies, som vi skal synge her efter prædikenen – og det er nu vi skal synge Som året går, af digteren Ole Sarvig – som vi sang før. 

Salmer om en verden, der ligger rå og gold.

Salmer om egetræer der nu står med nøgne grene og stritter trist mod himlen. 

vinterstemningen – der ligesom sne dækker over alt det, der endnu ikke er, 

den døde jord og de visne blomster

 – men også dækker alt det der er – i sin vorden – dækker over en venten på det, der er på vej.

Og selvom jeg elsker forårets og sommerens farverige salmer – er jeg umådelig glad for vintersalmerne.

Salmer om, at ventetid ikke nødvendigvis bare er spild af tid.

”Tålmodighed er visdommens ledsager.”, sagde de gamle. Det er i ventetiden, vi har sans for at se og studere alt det, vi ikke kan se med det blotte øje og derfor vi med det indre øje må udmale

 – det vi håber på og længes og sukker efter. 

Der er et særlig krav om sansning i salmer om vinterventen og vinterstilhed, og vi må på anderledes opmærksom vis standse op og lytte.  

I Ole Sarvigs salme om året gang, der fører gennem vinteren er netop dét i høj grad tilstede. 

For selvom træernes vintergrene nu stritter døde mod himlen, fortælles vi, at vi ikke er blevet forladte, selvom vi er blevet ladt tilbage. Nok er blevet alene, men ikke nødvendigvis skal være ensomme. 

Det er fortællingen om død, der nok fører tab med sig, men samtidig rummer liv og håb 

De, der har mistet
     alt, som I,
dem vil jeg tage 
     bolig i,

usynlig
     for alverdens sind,
og bie dèr
     på sommervind

sang vi

Billedet af årets gang – fra sommer over vinter til vår – fra såning til høst til vinterventen – som evangeliet så fint beskriver i dag. Et billede vi netop forstår i hele sin styrke, nu hvor vinteren har sit greb i natur og krop, samtidig med at forårstegnene i det helt små varsler håb. Og opstandelseshåbet strømmer under hele salmens overflade.  

Kristendommen bliver så ofte beskyldt for at være for naturfjern – ind i mellem endda verdensfjern. En religion der kun fortæller mennesket – kun ophøjer mennesket, og derfor har fået tendens til at glemme de omgivelser, vi ikke kan leve ude. Siges der. 

Det har gjort naturen fremmed for os – gjort naturens billeder fremmede – og har ført til udnyttelse og underlæggelse – og i sidste ende til klimakrise og katastrofe anråb – siges der 

Når der i skabelsesberetningen står, at vi er sat til at herske over dyr og træer – er det blevet misforstået i den forstand, som var det herremanden, der frit måtte herske over og misrøgte sine slaver. Men den herremand, der misrøgter sine folk, er i sidste ende den tabende herremand – der ikke ved, at et gods, der ikke fungerer i alle led, ikke kan bestå – ikke ved at omsorg for gammelmor og Gåse Åse i sidste ende netop giver mangefold igen. 

At herske over er ikke at misrøgte – kun for diktatoren.       

Og ikke for at fralægge mig ansvar er der nok også andet, der har bidraget til fremmedgørelse overfor naturen end kristendommen – Historiens samlede bevægelse væk fra naturen, har skabt udfordringen. Vi har glemt vores afhængighed af naturen

 – glemt at naturen er vis.  At naturen rummer billeder – der ikke kun giver sug i maven når fjeldes storhed og havenes langstrakthed giver horisont – men også rummer billeder i sig, der giver tro og håb – Som det udgåede træ, der pludselig sætter nye skud, som erantissen der kikker gult frem gennem sneen.  

Og vi har godt af en natur, og også en natur, der viser tænder. En natur der står nøgen, hvor frost og kulde ryster os – så vi mærker vi er og lever. 

En natur der taler dom og ødelæggelse – og renser ud og rydder op – så det nye kan få plads og spire.  

Og det er måske let at sige når man bor på det højest beliggende sted i byen, og aldrig risikerer vand i kælderen. Og let at sige, når man har folk til at fælde rådne træer omkring sig – let når vi ikke risikerer stormflod eller mudderskred 

– men en storm, som Malik, der passerede os fornyeligt viser en storhed og et raseri, der taler ligegyldighed og vaner og rutinetanker imod. – 

Og det er sundt – nok ikke for forsikringsselskaberne – men for sjælene.

Sundt at blive rystet i grundvolden 

Sundt at opleve at alt der vi troede var på tørt land og stod urokkeligt som kæmpeege – kan væltes omkuld over natten 

– men at livet derfor ikke hører op, men forandres.

 For det billede kan vi bruge, når vi rammes af helt andre indre ødelæggende storme – når død og tab rammer os. Når vi må mobilisere al vores venten og tålmodighed og magtesløse forsøger at se fremad mod håb og nåde 

Måske er det naturromantik

 – i så fald er bibelen fuld af det – fuld af billeder fra naturen, brugt som billeder på Guds vilje.  Små korn der lægges i jorden og vokser til de størstes trøst. Stubben der sætter nye skud, korset der sætter nye skud. Vandet der giver kraft og forvandler til nyt liv i dåbens bevægelse – 

Vores vintersalmer rummer ødelæggelse og ensomhed og død – men peger os ind i naturens billeder og derfra frem mod liv og genskabelse og håb – mod påske og opstandelse.

I en vinterstille men inderlig tillid til og tro på, at Kristus tager bolig i os, og det nye nådens træ må vokse frem i hjerterodens forgreninger i blodårers sindrige systemer.

Usynligt i en vinterstille verdens venten, men stærk som vintergækkens voksevilje bag gærdet.

Menneskelivet følger årets gang i sandheden om, at et liv kun bliver til liv, når det leves fuldt ud – og at leve fuldt ud er i Jesus ånd at turde se at døden, vinter-døden, vinterstilheden, er en del af livet – en del af os. Turde se at livet koster livet, men at netop den visdom nådigt og tålmodigt færger os frem mod evigheden. 

At lade Kristus tage bolig i os er at blive ét med den bevægelse, hvor liv forvandler død til nyt håb – for os og for dem vi tager i hånden og tager med gennem vinterstilheden frem mod sommerlyset. Amen.

———

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk