Markus 9,14-29

2. søndag i fasten 2022 | Markus 9,14-29 | Af Leise Christensen |

Det handler om bøn og tro i dag. Troen på, at det utrolige kan ske ved hjælp af bøn. Jeg kom til at tænke på det spændingsfelt, som er mellem tro og bøn, og hvad det er, der sker i bønnen, da jeg sad og skulle til at skrive min prædiken. For har vi det sådan, at bare vi tror nok og beder nok, så kan alt godt ske? Forsvinder Corona-virussen så, så vi igen kan forsamles til dit og dat? Stopper krigen i Ukraine, hvis jeg bare tror nok? Sådan har vi det næppe. Jeg har i hvert fald ikke. Jeg voksede op med to andre børn i det nabolag, hvor vi boede, en dreng og en pige, som begge to var meget betydningsfulde personer i min verden. Vi gik i klasse sammen og fulgtes ad, til vi blev studenter, og den ene fulgtes jeg med også på universitetet. Det er venskaber, som består til den dag i dag. Men som det er med de fleste liv, skete der også undervejs noget i vore liv. Pigen blev opdraget strengt religiøst og levede længe med det, men gjorde oprør, da hun nærmede sig de 30, hvor hun resolut forkastede det hele. Drengen blev på samme tidspunkt alvorligt syg og måtte længe se døden i øjnene, men overvandt dog til sidst sygdommen, i hvert fald nogenlunde. Men under hans sygdom sagde pigens mor, der naturligvis også kendte drengen rigtigt godt og holdt af ham, at pigen skulle bede for ham, så han kunne blive rask. Og pigen, der var i fuld sving med sit nødvendige oprør, spurgte fuld af foragt, om moderen virkelig troede på, at drengens helbredelse og liv afhang af en eller anden tilfældig persons opsendte bønner. Se, det er i grunden bønnens anliggende og menneskers forhold til bønnen i en nøddeskal: Nytter det overhovedet, og hvorfor nytter det så kun nogen gange, men langtfra alle? Hvorfor kunne disciplene i dagens evangelium ikke få det til at ske, som Jesus kunne, nemlig, at drengen blev rask fra sin epilepsi? Troede de ikke nok? Bad de ikke godt nok? De fleste har vel oplevet ikke at blive bønhørt, ”ikke at gøre det godt nok” og dermed opleve, at der aldeles ikke skete noget i retning af det, som de bad om og troede på. At de stod med tomme hænder. Miseren opstår vist, fordi vi mennesker har en tendens til at forveksle Gud med julemanden – hvad du ønsker, skal du få, som det hedder i en elsket julesang. Vores senmoderne samfund, som det ser ud lige nu, er ikke rigtigt gearet til bønnens væsen. Der er sådan set flere ting, der kan gøre tanken om bøn vanskelig. For det første er det for mange travle mennesker i vores samfund grænseoverskridende overhovedet at erkende, at man er helt derude, hvor man har brug for hjælp – ikke bare af naboen til at slæbe den nye sofa ind, men i eksistentiel forstand; at livet gør ondt; at livet kan virke tomt eller overfladisk. At man åndeligt set er hægtet af på en måde, som gør, at behovet for at bede kan blive chokerende stort, og at det tilmed virker fremmedartet, hvis det ikke er en tradition og et handlingsmønster, som man er bekendt med fra tidligere perioder af livet. Ja, det kan virke chokerende som menneske at blive henvist på bønnen, altså noget immaterielt, som, man ikke er sikker på, virker. Så alligevel hellere tage en pille og lidt håndsprit. For det andet lever vi i et samfund, der stedse har en hårdere retorik overfor religion og religiøse udtryksformer, hvor noget som bøn bliver latterliggjort – hvad sku’ det så hjælpe at bede, helt ærligt? Er det ikke bare en julemand, en nisse, en sutteklud, vi har fået henlagt til himlens porte? Og har det selvberoende menneske, der er redaktør i egen livsavis, overhovedet brug for bøn? Kan man ikke bare sige alt det der sædvanlige med, at ”det arbejder jeg frem mod”, eller ”det skal jeg nok få til at lykkes”, eller ”det kan lægen helt sikker ordne” og andre udtryk, der hviler på den antagelse, at det skal mennesket nok kunne klare, hvis bare man vil det nok eller arbejder nok. Dog tror jeg, at bønnens sandhed ligger et sted mellem min venindes mor, som hævdede, at vores fælles ven kunne blive rask ved min venindes bønlige mellemkomst, og så den lidt fladpandende afvisning af bønnen som den rene barnlige suttekludsforanstaltning. Det er klart – om ikke andet så dog ud fra erfaringen – at bønnen ikke er det samme som en bestillingsseddel, man sender af sted til Zalando. Men det er heller ikke bønnens væsen. Ikke overraskende kommer bøn tit på tale, når nøden er størst, og det er den som bekendt ofte i forbindelse med sygdom, egen eller familiens og i dette tilfælde barnets. Det er der en forfatter, der har tænkt over.

Den engelske forfatter, C.S. Lewis – det er ham med Narnia-bøgerne – blev i en sen alder gift med en amerikansk kvinde, som han elskede meget højt. De fik kun ganske år sammen, før hun fik konstateret knoglekræft og døde efter nogen tids svær sygdom. Lewis bad for hende, for sygdommens nedkæmpelse, for liv, velsignelse og glade dage – ligesom disciplene bad for den syge dreng. Men hun døde. Da gik det op for ham, skriver han i sin dagbog, at bønnen ikke forandrer Gud, men den forandrer mennesket. Dette, som Lewis siger, kan forståes på flere måder, ligesom bønnens væsen kan det. En af de indsigter, som Lewis vandt, og som, jeg tror, er meget vigtig, er den, at bønnen forandrede ham fra at være et menneske, som håbede at have magt til at ændre det uafvendelige, til at blive et menneske, som så virkeligheden i øjnene og som, stillet over for det syn, bekendte både sin afmagt og sin tillid til Gud. ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Den forandring, som bønnen forårsagede, ligger her i menneskets opståede mulighed for at bære den situation, som syntes ubærlig og umulig. Bønnen forandrede mennesket, forandrede C.S. Lewis. Men det er en svær proces at nå dertil – der erfarede Lewis, som mange af os må erfare.

Bøn er i den forstand en slags eksistentielt åndedræt, der giver en timeout fra hverdagslivet og fra de undertiden svære situationer. Bøn er sjælens motion. Jamen, vil en og anden nok spørge, hjælper det så ikke konkret at bede, altså, hvis det bare er en art eksistentiel ventil? Kristentroens åndedræt er bønnen, og det er der, vi kan reorientere os i livet. Bøn er reorientering. Den er nye livsveje. Men bøn er også bønhørelse, bønnen er et mødested med Jesus. Det er også et sted, vi høres i vores afmagt og måske vantro. Guds horisont er en anden end menneskets, selvom vi tror, at vi godt kan overskue det hele derfra, hvor vi står. Jeg tror, at det er en erfaring, som de fleste mennesker gør sig, denne, at løsningen på en problemstilling viser sig at være helt anderledes end det, man havde troet, bedt om og forudsat. Det er også bønhørelse at høre eller modtage noget andet, det er også en lukket dør, der åbner sig. Noget andet gives. Bøn er at have et sted at lægge sine uoverstigeligt store bekymringer og dybe sorger, et sted, hvor man siger: ”Jeg orker ikke mere, ork du for mig, Gud. Jeg tror, Gud, hjælp min vantro”.

Mht. mine to venner, ja, så blev den unge mand, som nu er halvgammel som mig, næsten rask. Jeg har siden diskuteret sagen med både ham og vores veninde om venindens og hendes mors diskussion – pænere ord for skænderi – om bøn og forbøn. Hvordan det hænger sammen, kan vi ikke vide, men en anden side af bønnens væsen, i hvert fald forbønnens væsen, altså det, at man beder for et andet menneskes liv og velfærd, er, at det giver det nødstedte menneske styrke og taknemmelighed. Vores ven blev rørt over, at nogen bad for ham – også da han ikke selv kunne længere og havde mistet håbet. I yderste instans vil Jesus bede for os, hvis vi ikke længere selv kan. Helt alene i nøden bliver vi aldrig. Midt i verdens tummel er der ikke mange ting, der står fast, men nogle få ting gør; nogle få forhold bærer uforanderlighedens præg: Bønnens væsen og mulighed, dåbens kraft og nåde og Guds uforanderlige vilje til at nå os mennesker med kærlighed. Det oplevede faderen i dagens evangelium, da han troede i sin vantro. Sådan er det også for os. Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk