Matt 9,18-26 | Livet i Jesu ord

24. søndag efter trinitatis | Mattæus 9,18-26 | Af Laura Lundager Jensen |

Livet i Jesu ord

 Når man træder ind i Osted kirke – træder man over en gammel gravsten fra 1671-tallet.

Den blev sat som sten over den 21. årige Stine Olsdatter. Og som afslutning på stenens indskrift står der ”pigen er ikke sød – hun sover”

Et citat – som vi kan høre – fra dagen evangelium.

Men fortællingen om stenen i kirken er jo anderledes – her kom ingen Jesus forbi og lagde hånd på hende, så hun slog øjnene op fra sin søvn. Her har de, der sad med hende siddet – må man formode, som alle forældre, der har oplevet at miste, i sorg og smerte grædt og bedt til at døden ikke havde taget en elsket datter. At døden ikke havde slukket livet i hendes øjne. At livet havde fået lov at være.

Som alle, der har hørt evangeliet i dag, har man tænkt – at gid Vorherre ville gribe ind også i vores sorg og vendt død til liv. Og som andre har de oplevet, at bønnen ikke blev hørt. At døden var uafvendelig en gang for alle.  Hørt at evangeliets bogstavelige tale nok lyder, men ikke opleves helt konkret i det liv vi er sat i og lever ud af.

Som eksempel på Jesus underfulde magt er det en fin historie, men som en historie der skulle give mening i vores liv, er det svært at tage til sig

Og så gav den alligevel mening i 1600-tallets Osted – som vi kan læse på gravstenen

– og det giver for os i dag –

Fordi den fastholder et håb. Opstandelseshåbet hele kristendommen bygger på. Håbet om, at livet nok fører til død, men en død, der som en søvn, vil åbne sig for nyt liv. Et håb om at livsfælleskabet ikke afslutter når døden indtræffer, men fortsætter og fuldkommengøres ved tidens komme. Og derfor også fortsætter i det liv vi står tilbage med.

At evangeliet skal læses sådan får vi et hint om i den lille historie, der er lagt ind lige før pigens mirakuløse opvågning.

For midt i historien om synagogeforstanderens piges død hører vi en anden historie.

Det er fortællingen om en kvinde der i tolv år, altså i uendelig lang tid, har lidt af blødninger. Det er ikke alene en farlig sygdom for hende. Det er en katastrofal situation, der har gjort, at hun som kvinde har været uren i 12 år – for i den jødiske tradition, som i mange andre religioner, er man uren, når man har sin blødning. Man må ikke vise sig i synagogen, man må ikke færdes i familien, eller i byen. Man skal holde sig i det skjulte, holde sig væk.

I 12 år har hun altså ikke været en del af fællesskabet.

Men hun har nok holdt sig væk, men borte er hun ikke. Og da hun ser Jesus, ser hun sin helbreder, sin frelser – ” bare jeg rører ved kvasten af hans kappe er jeg frelst” tænker hun–

Derfor går hun ind i mængden, trænger sig gennem skarerne, går ind i fællesskabet og Jesus mærker hun røre ved ham – ”hvem rørte mig spørger han” og folk omkring ham må have leet – ”Herre alle kan have rørt dig, vi går så tæt at vi skubber og puffer til hinanden, mange har rørt dig”.

”Jo men der var én der rørte mig” – og kvinden melder sig,  ”jeg rørte dig”. Og skaren omkring dem blev rædselsslagne – Hun rørte Jesus – Hun gjorde selve Herren uren.

Men Jesus siger ” din tro har frelst dig – vær frimodig”

Hende der var uden for alt – død for alle, blev af Jesus meldt ind igen – hende der var kendt som uren og uønsket blev set som ren og rost og velsignet til frimodigt at gå ind i livet igen.

Før vi altså hører om, at den døde pige vågner til live igen, hører vi om kvindens forvandling fra at være ude af fællesskabet, død for fællesskabet, til at blive hentet ind igen.

Dømt inde og ikke ude.

Det er den oplevelse disciplene har med sig, da de kommer til synagogeforstanderens hus. Oplevelse af et mirakel, der nok ikke kan måle sig en dødeopvækkelse – men godt sammenlignes.

Men der egentlig endnu en fortælling der hører med.

For som mange andre evangelier – starter teksten ret abrupt

– mens Jesus talte til dem om dette” starter den. Forud for evangeliet er der allerede en samtale i gang – hvor Jesus har fortalt lignelsen om vigtigheden af ny vin skal hældes på nye sække for at vinens modningsproces ikke skal sprænge og ødelægge de gamle sække og vinen løbe ud til ingen nytte.

Evangeliet i dag er altså sat ind i en fortælling, der i overført betydning handler om, at de, der lytter til Jesus ord ikke bare skal tage dem til sig og få dem til at passe ind i det liv, man sådan ca. lige nu kan få det til at passe i. Jesus ord er alt-forvandlende og nye. Mirakuløst alt-forandrende. Så hvis man stadig tror de gamle regler om rent og urent gælder. Hvis man stadig tror at jødiske regler om Sabbat og omskæring og spisefællesskaber gælder. hvis man ikke forstår at troen på Jesus er tro på evigt liv om end man dør, så har man ikke forstået noget. Så løber ordene med vinen ud i sandet.

Sådan læst handler evangeliet på den måde om at gøre som kvinden med blødningerne om at turde – turde være frimodige i troen, turde tro på den totale livsforandrende forvandling i Jesus ord, turde overskride grænsen for hvad man bør og skal og stole på at Vorherre vil den der kommer fuldt og helt til sig.

Turde sige ja tak til livet i Jesus ord – og leve det fuldt ud. Og leve det i en tro på, at på trods af ensomhed, på trods af risiko for at blive dømt ude, på trods af fornuftens mange undskyldninger og forbehold er der plads i fællesskabet også til os. Og også når livet slår igen. Når vi oplever, at den vi elsker er borte. Når vi oplever at den klippe vi troede var fast grund under os pludselig forsvinder.

Som det skete i 1671 – som det sker i dag.

Turde tage det håb til os, at Jesus giver hvad vi beder om, som han gav synagogeforstanderens sin datter igen og gav kvinden plads i livet og fællesskabet igen. Giver på sin egen måde så livet åbner sig for os – selv når det ser sortest ud.

For det er det håb livet bygger på. Et håb så stærkt at vi sættes ind i fællesskabet igen. Og selvom døden har lavet et indhug i det fællesskab er håbet stadig i live. Håbet om at døden ikke er det sidste, men at vi må se den som en søvn. Vi engang vil vågne fra – som vi vågner hver morgen til nye muligheder og nye glæder.

I det håb får vi livet igen. Et håb der ikke kan holdes indegemt i gamle brugte vinsække. men kræver et helt nyt syn på mening og sandhed. Et håb der bygger bro mellem liv og død.

I dag lægges ordets hånd på os, når der det siges: rejs dig og gå frimodigt ind i livet. Du må godt

Amen

—

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk