Mattæus 7,15-21

De falske profeter | 8. søndag efter trinitatis 2021 | Mattæus 7,15-21 | Af Rasmus Nøjgaard |

Man kan ikke kende forskel på en sand og falsk profet. De tror begge så overbevisende på det de siger, at deres ord forfører, deres veltalenhed og veloplagthed er den samme, de har glød i stemmen og noget på hjerte, de er lige blændende. Den eneste måde at bedømme dem på, er ved at se på deres handlinger: Skaber de liv, glæde og lykke omkring sig? Eller skaber de kaos, skel og ulykke?

Det er Jesus’ usentimentale konstatering, at vi ikke kan gennemskue det. Først med tiden kan vi se, om de veldrejede ord og entusiasmen førte noget godt med sig. Vi må indrømme at Jesus havde ret, for hvor mange gange er vi ikke blevet revet med af forførende talere, der forstår at tale til vores frygt og længsler? Hvor ofte har vi ikke chokeret set til at ulven har lagt fåreklæderne, og vi havde slet ikke set det komme? Ligesom vi ikke sjældent kan ånde lettet op ved sceneskift i alle mulige sammenhænge, når en valgperiode løber ud, og vi slipper af med demagogen og folkeforføreren. Udløbstid er en af demokratiets nødvendige sikkerhedsventiler.

Alligevel er der næppe nogen tvivl om, at Jesus ikke taler om demokrati og i den sammenhæng politikere, forretningsfolk og foreningsliv, selv om vi kommer til at tænke på det. Derimod taler Jesus om dem, der træder frem og insisterer på at tale på vegne af Gud. Dem der påkalder sig ikke bare en egen integritet, men at tale med en autoritet fra Gud, så at andre må føle sig forpligtede på at følge dem. Her er sandheden på spil. Frelse og fortabelse.

Jeg tænker, at det derfor, at Jesus sætter trumf på, og konkluderer, at det ikke er alle der kommer ind i Guds rige, men kun den der gør Guds vilje. Vi må evangelisk tilføje, at vi ikke alene har fået Bjergprædikenens etiske formaninger, men i tillæg den omkalfatrende begivenhed, at Jesus er den korsfæstede og opstande Herre, der forsoner sig med det syndige menneske. Dermed synes dommen trods alt mildere, men dog alligevel at være betinget af Kristi nåde. Med mindre nåden opfattes som ren automatik, der er udløst betingelsesløst en gang for alle, som en kærlighedens ubegribeligt tillidsfulde tilsagn, eller kritisk og negativ formuleret som den billige nåde. Når Jesus taler i evangelierne, så må vi regne med at Jesus selv medtænker sin død og opstandelse. Derfor kan vi ikke slutte anderledes, end at Jesus konsekvent henvender sig til synderen og den fortabte, som han er kommet for at frelse, men i samme øjeblik forpligter han også den kaldede og omvendte. Omvendelsen afkræver gode gerninger. Selv om det selvfølgelig kan hævdes at være et paradoks, for det karakteriserer netop et menneske ikke at være perfekt, men at snuble og altså være henfalden til synden, hvorfor Kristi nåde igen og igen er det faldne menneskes held. Det fritager selvfølgelig ikke den kaldede og oprejste, men det forpligter, hvis vi på nogen måde skal tage Jesus på ordet. Det forpligter den oprejste til at være mild, kærlig og selvopofrende overfor den faldne.

Jeg tror de fleste kan være med så langt, selv om Jesus Kristus ikke sjældent skiller vandene ved sin radikale tanke, om at skulle opgive sig selv for andres skyld. Men Jesu liv og tale er en lang eksempelsamling på dette budskab, så der er ingen vej uden om for den kristne. Pædagogisk er det ofte og med rette beskrevet som en livslang opdragelse af den kristne, der har brug for vejledning, opmuntring og tilrettevisning. For en betydningsfuld teolog som NFS Grundtvig er gudstjenesten det sted, hvor denne vejledning finder sted. Sakramenterne er selveste stedet hvor den enkelte forvandles til ikke kun at være til for sig selv, men for Kristus, og dermed for næsten. Sammen med sakramenterne er Bekendelsen en rettesnor, der holder den kristne fast og vedholdende lader Gud træde levende frem genkendt som far, søn og helligånd. For Grundtvig var også salmerne sådan en levendegørelse af Gud selv. Hvordan gudstjenesten så i øvrigt skal udfolde sig, er egentlig op til den lokale menighed, når blot sakramenterne og bekendelsen står centralt. Så vidt Grundtvig.

Når denne afsluttende tale i Bjergprædikenen alligevel skiller vandene, så er det måske ikke så meget denne fordring til efterfølgelse, som Jesu advarsel om at de falske profeter skal afsløres på deres manglende frugter, og han drager den muntre sammenligning med at ufrugtbare træer hugges om og kastes i ilden. Nu er det aldrig en god ide at læse Jesu billeder konkret, for de er netop billeder og ikke konkrete forestillinger. Jesus taler heller ikke om hvem som helst, men om de falske profeter, dem der uretmæssigt hævder at tale på vegne af Gud. Det kan Jesus som Guds søn med rette udtale sig om. Men spørgsmålet er, om Jesus som den åbenbarede sandhed ikke samtidigt slår fast, at ingen kan udtale sig på vegne af Gud uden Jesus selv. Johannes Døberen var således den sidste profet, og ved Guds tilsynekomst og tilstedeværelse i verden, da er profeternes tid forbi. Jesus synes med andre ord, at afvise enhver anden tale end sin egen, der hævder at tale med Guds autoritet. Vi er en gang for alle henvist til åbenbaringen af Gud i menneskesønnen Jesus Kristus for at finde Guds sandhed. Det var vist egentlig det, som engang fik Martin Luther til at hævde, at alene det der peger på Kristus, er et sandhedskriterium. Sandheden er allerede åbenbaret, og den er givet til kende med Jesus selv. Dermed kan ingen længere træde frem og hævde at sidde inde med sandheden, men enhver må ydmygt henvise til Kristus, og underkaste sig hans autoritet, hvad enten man er Paulus, Augustin, Luther, Grundtvig eller hvem ved jeg. Ingen kan længere sige at sidde inde med den rette lære, for den er allerede udtrykt i Jesus Kristus. En nådefuld sandhed der er åbenbaret for alle, rig og fattig, kvinde og mand, sort og hvid, barn og olding, kristen og ikke kristen. Uden at skulle fremture er jeg tilbøjelig til at tilføje, at den enfoldige, fremmede og syndige ofte i Jesu øjne synes at have en lettere adgang til dette mysterium end de inderligt fromme, de alvorlige og de videnskabeligt skolede ritmestre. De falske profeter synes i historiens baglys at være afløst af de kristne lærere, der har travlt med at bygge indviklede systemer som har til formål at beskrive sandheden så smalt og lokalt som muligt uden tanke for Kristi egen åbenhed, der aldrig blev betinget af rituelle og formmæssige krav. En af Grundtvigs store fortjenester var at understrege den frihed, som en sådan Kristus-tro fordrer. Kristus-tro er frihed, men altså en frihed der forpligter til kærlighedens gerninger. Grundtvig afskyede den sorte skole og den rigide selvhøjtidelige kirke. Selv om denne åndsfrihed selvfølgelig er vanskelig at håndtere, fordi den hele tiden kalder på modsigelsen også fra fasthedens og formernes position. Vi har også brug for former og strukturer til at vejlede og fastholde. På en måde er vores treenighed sådan en paradoksal fastholdelse af fasthed, svaghed og frihed. I den forstand må vi tage formerne og strukturen alvorligt, og ikke alene lade friheden råde. Men hver for sig skal vores forsøg på gentagelse og iscenesættelse, vores imitatio, vurderes på om de samler menigheden og ikke adskiller den. Ellers må vi forkaste dem, så tjente de ikke deres formål at forkynde kærlighedens gerninger. Denne vurdering er ikke så let og ligetil som det måske umiddelbart lyder, for vi har kun os selv til at bestemme, hvad der er livgivende, ligesom vi først med tiden kan se om fornyelsen bar frugt eller ej.

Der hersker en ejendommelig usikkerhed i disse år, om hvad man må og ikke må, hvad man kan og ikke kan tillade sig, også når det kommer til gudstjenestens former. Årsagen er formentlig dobbelt, at vi på den ene side har lovgivet med en formel fasthed, mens vi i praksis har efterstræbt individuel frihed. Dobbeltheden må kunne finde sin rette balance, så vi både kan forsamles frit og lade sakramenterne og bekendelsen lyde i sine faste former. For mig at se er der ikke rigtig nogen anden vej end til at hævde friheden for Loke såvel som for Thor, enhver kristen menighed må forpligte sig på sandheden om Jesu Kristi død og opstandelse og herfra finde sin egen vej.

De fleste vil trygt og kløgtigt gå langsomt til værks og lade tradition udfordre af nye ideer og tanker med en vished om at overlevering af praksis, traditio, i sig selv bærer fornyelsens kim, andre vil med et anderledes vovemod gå helt nye veje og give forkyndelsen en ny krop til en ny tid. Det gælder for begge at vi må se om de bærer frugt, men at vi i tiden, hvor det sker, er magtesløse i forhold til at vurdere den ene frem for den anden. I mellemtiden må rettesnoren være at i alt hvad der sker, så er centrum Jesus Kristus som frelser og forsoner.

Så står stadig den sidste anstødssten tilbage, nemlig at Jesus siger at ikke alle skal få plads i Himmeriget, ’men kun den der gør min himmelske Faders vilje.’ Det er med andre ord kærligheden og ikke bekendelsen, der er adgangsgivende. Det giver god mening i forhold til tidligere, hvor vi netop så at sakramenter og bekendelser var en del af den kristnes vejledning og fastholdelse, og for sakramenterne mere end det nemlig selve den forvandlende begivenhed at få del i Kristus. Men der er næppe nogen tvivl om at kravet om efterfølgelse her skærper de tidligere kapitler i Bjergprædikenen, ikke mindst det dobbelte kærlighedsbud: ’Elsk din næste som dig selv’, buddet om fjendekærlighed: ’Elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer’, og den gyldne regel ’Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.’

Er Himmeriget så lukket for nogen? Det er igen på mode at spekulere i Guds frelsesøkonomi, og især den idealistiske forestilling om, at Gud er så god, at han frelser alle. Denne gamle forestilling om, at Gud vil frelse alle og hen over tid rense alle mennesker uanset synd, indtil de er rene og ét i Gud, er igen blevet moderne. Livets endelighed ophæves og det jordiske liv bliver en parentes til fordel for en evighedernes evighed, hvor de syndige alt efter deres synds karakter skal lutres i ilden, indtil de er rene og frelste. For Gud er barmhjertig, nådig. Jeg håber inderligt, at de har uret. Jesu ord synes at sige sådan: ’kun dem der gør min Faders vilje’. Guds evighed er så langt et perspektiv, at jeg ikke håber at få min egen straf spændt ud i blot en brøkdel af Guds evighed, der er reserveret til denne ildens rensende tid. Det er i mine øjne en absurd og spekulativ forestilling, at man for at få forestillingen om Guds godhed til at gå op, skal konstruere en forestilling om opdragelse i det næsten uendelige, hvor straffen for ikke at arte sig, er flammernes pinsler, ikke for evigt, men smerten er som bekendt en evighed selv i den korte tid den står på.

Mon ikke det forholder sig langt mere ubegribeligt, når Herren kalder sine egne hjem. Måske er alt andet da gået til grunde, og kun dem der gjorde ’min Faders vilje’ skal opleve en ny Himmel og en ny Jord. Måske er Guds Rige vitterligt midt iblandt os, og dermed også oplevelsen af at være i Kristus, hvis vi hengiver os til verden og elsker den uden forbehold. Men det er selvfølgelig svært ikke at overføre vores egen fornuft og økonomiske regnskab på Gud selv, selv om at Gud netop er alt det vi ikke selv er, så meget mere ubegribelig, så meget mere nåderig at straffen ikke er en del af hans frelseplan.

Det er kærligheden og ikke fornuften vi skal lade sejre, og så ellers vare os for de falske profeter.

For de er ikke mere, profeterne.

Kristus er her allerede, åbenbaret.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk