Mattæus 7,22-29

8. søndag efter trinitatis | 07.08.22 | Mt 7,22-29 | Af Thomas Reinholdt Rasmussen |

Salmer: 726-401-289/582-321,6-392

Mens jeg var ved at kigge på denne prædiken, kom jeg til at tænke på en gammel vittighed, som I sikkert kender, men så må I bære over med det.

Det er spørgsmålet om, hvad man kalder en boomerang, der ikke vender tilbage? Altså en boomerang, som man kaster, også så ikke kommer tilbage?

Man kalder det en pind.

Og hvor nu det? Hvorfor kommer jeg til at tænke på denne gammel vittighed?

Måske fordi teksten på mange måder kan være som en boomerang. For mens man have travlt med at udpege alle de falske profeter og dem, der skal have en på frakken, så kan ordene ramme en selv. For der jo så mange, der skal have at vide, at de er nogle værre nogen. At de udsender fake news, som det vil hedde i vore dage. Man står man selv på den rene grund? Næppe

Blot fordi man er forarget over de andre, så betyder det jo ikke at man derved med nødvendighed forkynder det rene evangelium. Forargelsen kan ramme en med en boomerangs kraft.

Ja, spørgsmålet er også om det egentlig er opgaven at pege fingre? Spørgsmålet er om opgaven egentlig ikke er at pege på Kristus?

Er det ikke opgave? Og betyder det ikke, at når man peger på Kristus, kan man ikke pege på de andre? At Kristus er den, der skal peges på, så at vi andre går fri?

Der var én, der sagde til mig for et stykke tid siden, at skellet i vore dage ikke går mellem dem, der tror på Gud og dem er ikke tror på Gud, men skellet går mellem dem, der anerkender synden og dem, der ikke anerkender synden.

Det lyder måske lidt kryptisk, men det er måske fordi vi ikke helt kan finder ud af hvad synd betyder. Det betyder jo ikke at gøre slemme ting. Det betyder ikke at gøre dårlige handlinger. Men det betyder, at man ikke kan overskue sin verden. Det er synd. At vi altid bære på det at være menneske, og at vi ikke kan slippe det at være til med den begrænsning, som det indebærer. Egentlig betyder det, at man aldrig har rene hænder, og aldrig kan placerer sig på det helt rette sted.

Hvis man ikke anerkender synden, kan man så end kalder den med ord og begreber, så begynder man at pege fingere og at udskille de falske og sande profeter. Så bygger man sit hus på sand.

Hvis man anerkender denne skyldighed – lad os blot kalder den det – så er man ude af stand til at pege fingere af hinanden, og at skille hinanden ud. Så er vi alle i samme båd.

Og så bliver det lidt vanskeligt at udpege de falske profeter, for så truer det hele med at vende tilbage som en boomerang, og afslører, at vi i virkelighed står samme sted.

I virkeligheden, når alt kommer til alt, kan vi jo derfor kun og alene pege på Kristus. Kristus, og kun ham, gør os alle lige. Hvor Kristus glemmes, skabes der hierarkier, hvor dem, der peger med pibe altid har ret. Hvor Kristus glemmes, bliver mennesker til klienter. Hvor Kristus glemmes, bedes nogle om at tie. Hvor Kristus glemmes, bliver mennesker til de små over for hinanden. Hvor Kristus glemmes, får vi ret over for hinanden, og det må vi aldrig have – vi må aldrig se på hinanden som en ret. Hvor Kristus glemmes, bygger vi vores hus på sand og når floderne stiger, altså kærlighedens krav, så falder vores hus til sidst.

Hvis vi kun peger på Kristus, så står vi tilbage som de mennesker, som Kristus blev en af, kommet i kødet, som det udtrykkes af Johannes. Så kan vi kun se på hinanden som medmennesker, som vi har en pligt overfor, en pligt til at elske og ære. Trods alt.

For hvor ordene peger på Kristus, står vi tilbage uden at lade nogen høre noget. Kun med næstekærlighedens pligt.

Evangeliet til i dag er en boomerang, Det er en boomerang, der kan vende drabeligt tilbage og peger på os selv som den falske profet. Derfor er teksten til i dag evangelium. Fordi den peger på Kristus og ham alene, og derved sætter os fri til at leve denne besværlige tilværelse med hinanden.

Derved er evangeliet ikke en boomerang, men en pind. En pind, der ikke vender tilbage til sig selv, men som peger på Kristus, i hvem alt vort håb, al vor glæde og al vor trøst er. Kristus er den, der skal peges på, så vi andre går fri. Hos ham, der alene kan have ret over for os og har det med tilgivelsens ret, og derfor kan kalde os ud af mørket, når det overmander os.

Så lad blot skybruddet komme og lad os blot falder, for vi falder med den herre, der kalder os for sine og oprejser os igen, selv når vi som en falsk profet farer ud og spreder mørke i verden. Selv der står Kristus og siger: du er min!

Amen.

___

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

DK-Aalborg

E-Mail: trr@km.dk