Matthæus 15,21-28

2. søndag i faste | 05.03.23 | Matthæus 15,21-28 | Laura Lundager Jensen |

Det er svært ikke at tale om vigtigheden af grænser, her godt et år siden Putin gik over grænsen ind i Ukraine, og hvor krigens grænser siden har bevæget sig frem og tilbage i skrækindjagende bølger.

Grænser er gode til at holde styr på os og dem og vores og jeres.

Men hvor vi længe har vi talt om vigtigheden af at bryde grænser ned, skabe udveksling på tværs skabe møder, kulturmøder, religionsmøder, møder mellem levende mennesker, må vi lige nu sande, at grænser giver god mening, hvis pointen er at holde fjenden fra døren – Særligt når ens modpart har så grundlæggende andre idealer end en selv.

Alligevel er det netop overskridelse af grænser, der er temaet i evangeliet i dag, hvor Jesus både på den ene og anden måde bryder over grænsen og går ind i det ukendte land –

Og jo faktisk helt bogstaveligt:  Områderne ved Tyrus og Sidon er geografisk fremmed land for jøderne og derfor også for jøden Jesus. De urenes land, hedningenes land, de værdiløses land. Fjendeland, landet hvor det siges at dæmonerne har frit spil og idealerne er forkvaklede. Sådan må vi i alt fald forstå det.

Indtil da har Jesus kun bevæget sig på sikker grund i jødeland, de udvalgte folks land. Det har givet ham udfordringer, for jøderne havde mange ideer om, hvordan loven og profeterne skulle forstås, og især om, hvordan kristendommen ikke burde udfolde sig. Men der har været mening i det, som en nytolkning og et opgør med den jødiske tro.

Men nu er han ude af sin tryghedszone, hvor han problemerne til trods dog kendte til sin modstanders argumenter. Han er gået over grænsen og har bevæget sig ind i dæmonerne land – og her i grænselandet – møder han den kanaanæiske kvinde.

Og med forholdsvis stor selvsikkerhed afviser han denne påtrængende kvinde, der ingen situationssans har. Først svarer han hende ikke engang. Han synes åbenbart ikke, han behøver bruge sin tid på hende. Og hans disciple er enige ” send hende væk” siger de. De synes ikke der er hans opgave at helbrede hendes syge barn. Hånligt afviser han, at der skulle være plads til hende indenfor hans cirkler. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus”, siger han. For selvom det jødiske udvalgte og forjættede folk måske nok ikke alle har fattet, at de er indehavere af Guds kærlighed, er det dem, der hører til og de skal nok komme, er tanken.

Med en selvforståelse som en 7. klasses elev, der lige tager runden ind i 6 klasses klasseværelse i frokostpausen. – Bare for sådan at manifestere magten og grænsen mellem dem, der allerede er indenfor og de stakler, der end ikke skal gøre sig forhåbninger – afviser Jesus kvinden og hendes slags i deres underlegne hedningeland.

Men så sker der det, at den kanaanæiske kvinde så åbenbart ikke kender til grænser. ikke anerkender ”7 klassernes traditionelle ret” til at være selvhævdende – med andre ord, simpelthen ikke anerkender den præmis Jesus optræder ud fra.

Og på den måde må man sige hun er top aktuel – for som en anden Glenn Bech, kunne man sige, anerkender hun simpelthen ikke præmissen for hele strukturen.

Glenn Bech – den lige nu meget læste unge danske homoseksuelle forfatter, der er forgudet af mine studerende, fordi han netop ikke finder sig i traditionerne. Ikke finder sig i klassesamfundets strukturer. Ikke finder sig i, at den privilegerede kulturklasse har serveretten på alle samfundshylderne. Ikke finder sig i forældregenerationens, dvs. sådan ca. min generations, autoritet. Han anerkender ikke længere Vores autoritet – som hans opråb, hans manifest hedder.

Og tager opgøret med et privilegieblindt samfund, der på ydersiden nok kalder sig homogent og ligeværdigt, men på indersiden har så fastnaglet et hierarki, der indbefatter alt fra økonomi til seksualitet til sprog. Et samfund, hvor han selv på krop og sjæl har mærket konsekvensen af ikke passe ind, fordi andre har defineret grænserne for normal og unormal – rigtigt og forkert.

På mange måder en meget anstrengende bog eller manifest – og på den anden side netop meget tiltrængt. I det samfund, vi har tendens til selvforherligende at anskue som det forjættede land, med stærke meninger om grænser og om hvem, der er inde og ude, og hvad samfundssind og danskhed og de rette værdier.

Og sammenligningen holder ganske langt mellem Glenn Bech og den kanaanæiske kvinde.

For hun har samme ærinde – hendes tilnærmelse til Jesus er ikke fordi blive en af de udvalgte, en af Jesus egne, en af de privilegerede. Hun vil ikke indenfor i varmen og den sluttede vennekreds omkring Jesus. Hun vil ikke være en del af den etablerede orden. Hun vil noget andet – har ikke noget imod at være anderledes, som hunden under bordet. Det hun vil er at have ham ud af præmissen, have ham til at anerkende hende – anerkende ”hundene” – have ham ud i den verden, hvor forskelle og anderledeshed råder, hvor idealerne har tabt ansigterne, hvor livet er sat på spidsen, men også i spil – for det er den verden og ikke de privilegeredes, der har brug for hans autoritet. Brug for at viser sin  magt og helt konkret helbreder hendes syge barn.

Og selvom jeg bestemt ikke tror Glenn Bech ville anerkende sammenligningen, er det vel netop derfor fortællingen om den kanaanæiske kvinde bliver ved med at være så aktuel.

Fordi den holder os, holder samfund til hver en tid, fast på en evig selvkritik. Åbner øjnene for, at der altid er nogle der er privilegerede, og nogle der ikke er. At vi altid er nogen, der har serveretten og nogle der gang på gang dømmes ude eller måske end ikke kommer ind på banen.

Netop det vil evangeliet have os til at se. Og se at Jesus jo faktisk ender med at gøre, som kvinden vil. Ikke for at invitere hende ind, men for at gå ud og virke og være i den verden, der kæmper for ret og retfærdighed – for alle uanset køn, seksualitet, kultur eller nationalitet.

Fortællingen om at Jesus viste vejen og trådte ud af sin privilegieblindhed og ind i den verden, hvor dæmoner og død og ondskab og tvivl hærger. Men hvor det netop er vigtigt at være til stede.

Da kvinden får Jesus til at træde ud over grænsen, får hun ham til at vise Guds virkelige magt. Som en udsending, som viser jøderne, at det at være Guds søn er at være til for den anden. – forstået som Enhver anden.

Kvindens skrig i dag er det nødvendige uophørlige opråb, der lød dengang som det lyder nu, om at bryde grænser ned. Ikke for at intervenerer hinandens lande, men skabe plads på tværs af skel og grænser og på tværs af værdier og traditioner.

Evangeliet i dag siger ikke, at der ikke er grænselande i verden, og siger ikke at det onde ikke er og virker både fysisk og psykisk og skaber splid og sorg mellem mennesker og lande. Forskelle er overalt – også selvom vi ikke vil se dem.

Men evangeliet siger: at netop det er stederne, hvor vi så skal vove os ud. Og grænserne vi skal krydse. Da Jesus gik ind i Kannaens land ændrede han præmissen for troen og skabte liv i døden og gjorde et lille barn raskt. Og det er den vigtigste og fornemste præmis vi har fået at leve på – påskens præmis – om vi vil anerkende den eller ej

I dag siges det til os. Gå ind i grænselandet, ind i fjendeland, gå ind i sorgens land, misforståelsernes land. Gå ind i alle lande, hvor dæmonerne råder, og forskellene ødelægger – og insister på, at den eneste autoritet, der gælder, er den, der bæres af kærlighed og udøves i barmhjertighed. Gå selv ind i de lande eller hos de mennesker, hvis værdier taler dig så i mod og tag kampen for Guds retfærdighed på dig. Den retfærdighed, der skænkes enhver, der tror, at Jesus er den højeste autoritet og magten og æren i al evighed. Amen.

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk