Matthæus 18,1-14

22. søndag efter trinitatis | 13.11.2022 | Matthæus 18,1-14 | Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum | Thomas Reinholdt Rasmussen |

Der er en mand, der har 100 får. Han vogter dem, men en af dem farer vild, og han lader de 99 andre blive i bjergene for at lede efter det vildfarne.

Det er simpelthen kernen i vores kristne tro, og det man søger at udtrykke utallige steder: hvor langt Gud vil gå for at komme os nær. Han vil gå så langt, at han vil lide døden på et kors.

Han vil gå helt ude i ødemarken, for at hente os hjem. For at komme os nær. For at folde os ind i kærligheden.

For Guds bevægelse ind i verden er det store vovestykke. Det er forsøget på at vove at komme os nær i kærlighedens fylde. Det er at turde, fordi bevægelsen er i kærlighed.

Det er kernen: at turde hinanden fordi man tror på tilgivelsen og kærligheden. Man ved godt at man kan ramme ved siden af skiven i sit vovestykke. Man ved godt, at der kan komme fald. Men man vover alligevel, fordi man tror på tilgivelsen. Tilgivelsen gør, at man tør vove kærligheden.

For hvis vi ikke troede på tilgivelsen, hvem turde så bevæge sig? Så ville vi være lammede og fastlåste, for hvem turde vove hinanden, hvis tilgivelsen ikke fandtes?

Hvis tilgivelsen ikke fandtes, så ville vi rode os ud i alverdens domme og ulykker. Hvis tilgivelsen ikke fandtes, så ville vi holde på vort eget. Hvis tilgivelsen ikke fandtes, så ville vi enten forsvinde som paralyserede eller ind i den rene kynisme.

Nu skal vi ligne ham, der går ud i ødemarken efter det ene får. Vi skal turde at vove, fordi vi tror på tilgivelsen. Vi skal turde at vove hinanden.

For opgaven er at finde hinanden. Det er ellers meget moderne at sige, at man skal finde sig selv. Jeg ved ikke om det er så rasende interessant; at finde sig selv. Det lyder må jeg indrømme, lidt kedeligt, for er jeg egentlig så rasende spændende i mig selv? Er det virkelig så spændende at finde sig selv, og er det overhovedet muligt, når vi hele tiden også bestemmes af vores relationer og de mennesker vi er i blandt?

Er det så spændende at finde sin selv? Skal vi ikke hellere finde hinanden? Er det ikke det han gør, ham, der går ud i ødemarken for at finde det forvildede får? Finder hinanden fordi han tør at vove? Og at Guds bevægelse ind i verden, er den bevægelse vi skal spejle? At turde vove den fortabte? Kort sagt at vove hinanden?

Vi skal finde hinanden. Det er den egentlige opgave. Vi skal forsøge at nå hinanden. Vi skal finde hinanden som forvildede får i ødemarken, for det er vores himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.

Først når vi ser på hinanden sådan, så finder vi heller ikke på at lemlæste os selv, for at være bedre. Så er vi alle i samme båd: som vores himmelske faders små fortabte.

Og sådan skal vi gå ud i verden og til hinanden: som de fortabte i troen på tilgivelsen. For da er den hjælp vi rækker til hinanden ikke en hjælpe, der kommer ovenfra og ned, men en hjælp der rækkes fra menneske til menneske i al den ufuldkommenhed, der nu er vores. Men alle de kiks og fald, der hører livet til, for vel må der komme fald, men vi tror på tilgivelsen.

Derfor kan der heller ikke opstilles særlige regler for den kristne. Vi kan ikke formulere en kristen etik i love og paragraffer. Vi må alene gå ud i verden i troen på tilgivelsen og vove hinanden i den kærlighed, vi selv er frelst i.

Det må også være grundlaget for Folkekirkens Nødhjælps arbejde, hvis 100-års jubilæum vi fejrer her i dag. At vove hinanden som de mennesker vi er, og forsøge at gøre livet og tilværelsen lettere for hinanden under de forhold vi nu lever og er.

Og så må man arbejde sig ud i livet med de resultater, det nu giver og med de knubs, det nu giver. Vel kan nøden i verden være uoverskuelig, og nogle kunne finde på at sige, at så skulle vi feje for egen dør først, men så kommer vi jo til at feje i al evighed. Det bliver aldrig rent. Vi er altid de fortabte.

Men vi lever i troen på tilgivelsen og går ud i verden i troen på tilgivelse. Derved gives der os en grund til at turde det, som måske ikke ser helt let ud.

Der skal her i dag takkes for Nødhjælpens arbejde gennem 100 år. Tak for det arbejde, der er blevet udført og tak for troen på, at tilgivelsen hører os alle til.

Manden i bjergene med alle sine får er et billede på vores himmelske fader. Han vovede kærligheden i sin søgen efter det ene vildfarne får. Han vovede kærligheden på korset. Og vandt i opstandelsen. Sådan er han både fylden i vores liv og et billede på os. Vi er fyldt af hans tilgivelse og vi skal efter hans forbillede går ud efter hinanden i troen på den tilgivelse, vi selv er modtaget af.

Så derfor kan vi også med rette synge ved afslutningen af gudstjenesten her i dag: ”Gå da frit enhver til sit og stille på Guds nåde/da får vi lyst og lykke til at gøre gavn som Gud det vil på allerbedste måde”.

Gå da frit. Der står ikke hvordan. Men gå da frit i troen på tilgivelsen og det håb, den tro skaber omkring os.

Amen.

—

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Thulebakken 1

DK-9000 Aalborg

E-Mail: trr(at)km.dk