Matthæus 25,14-30

Forventningsafstemning | Septuagesima | 28.01.2024 | Matthæus 25,14-30 | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Forventningsafstemning er et konstrueret ord, der klinger af management og parforhold, hvor roller, tid, pligter og uvaner skal forhandles til en aftale.

Forventningsafstemning giver tryghed, siges det ofte. Ja, det gør det da, ….til en vis grad.

Perfektionisterne har ekstra brug for forventningsafstemning – ellers er der jo ingen grænse for, hvad andre og – ikke mindst – perfektionisten selv kan forvente sig af perfektionisten.

Forventningsafstemning giver en følelse af kontrol, på godt og ondt. Vi får kontrol i forhold til det nye job, den nye medarbejder, den nye ledelse og de nye vilkår. Vi bliver eksperter i, hvad vi kan forvente, og hvad vi selv skal leve op til. Borte er enhver overraskelse, og borte er enhver motivation til at stille sig på tæer og rækker lige lidt højere, lige gå den ekstra mil.

Jeg får jo alligevel hverken løn eller kys for en millimeter mere end forventet og aftalt. Det er prisen for at have kontrol og vished over min situation, min ret og min pligt.

Vi mennesker flest lever i en økonomisk verden med økonomiske tanker, og det får os ofte til at spilde livskraft og livsmod på at prøve at gøre os fortjent, at optjene bonus i et eller andet omsonst pointsystem.

I forholdet til Gud er der ingen forventningsafstemning. Det er absurd at forvente mindre end alt fra Guds hånd, ligesom det er umuligt at ville give noget til Gud,

For hvem har givet Gud noget først, så han må gøre gengæld?

Gud lader sig ikke tjene af menneskehænder, som om han trænger til noget. Det er os, der trænger; os, der skal hjælpes; os, der skal graves frem fra vores huller, de nedgravede forventninger og skuffede håb.

Det er os, der kan forestille os, at vi ender som den uduelige tjener – derude i mørket udenfor.

Enhver som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.

Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Jeg ved ikke, om I har det på samme måde, men jeg ender tit ude i mørket, hvor der ingen hjælp er at hente.

Det er dér, jeg får bragt mig selv hen, når jeg er helt sikker på, at det her kan jeg godt klare selv! Jeg er nødt til at klare det selv! Ellers skal jeg bede om hjælp, – og dét ender bare galt. Hvem siger, jeg ikke kan rejse mit hegn op selv efter stormen? Og få det til at stå fast i den bløde jord? Hvem siger, at jeg har brug for hjælp til det kæmpe projekt, jeg har kastet mig ud i? Hvis jeg beder om hjælp til det, får jeg bare en masse chefer, der vil bestemme over projektet og give gode råd til alt muligt, jeg ikke har bedt om råd til….

Nej, så heller gøre det selv, – eller lade være, fordi jeg ikke magter det…. men så hellere dét, end at udstille min sårbarhed, min afmagt.

Altså: Jeg graver mig selv og mit talent ned i skyttegraven, af usårlighed og selvberoenhed, og beder verden lade mig være i fred med det, jeg ikke magter.

Du kan jo tænke efter, om du kan komme i tanke om noget lignende? – eller måske er det bare mig?

Nå, – måske kommer der et intetanende medmenneske forbi mig i min kvide og spørger uskyldigt: Vil du have hjælp til det dér, eller vil du helst selv? Så bliver jeg nødt til at slippe, hvad jeg har i hænderne, lade falde, hvad alligevel ikke står, og tage imod. Så må jeg lade mig hjælpe op af min lille grav og lade det ske på andre præmisser end mine egne. Og når hegnet står igen engang, kan jeg så netop ikke sige: Se selv! jeg klarede det!

Der var jo én, der ikke turde andet end at klare sig selv. I sin frygt gravede han det betroede talent ned, – for at sikre sig imod den helt urimelige forventning om, at der skulle komme mere ud af det. For ham var det en umulige tanke, at det skulle blomstre og gro og trives, blive til mere, – meget, meget mere. Nok at give fra sig af!

Af frygt ender vi der. Tør ikke vove pelsen, tør ikke indlade os på vilkårene. Vilkårene, som er sårbarhed, afmagt og muligheden for at vove at læne os ind i et fællesskab, gå sammen om at hjælpes ad med det betroede og se det blomstre lige dér i midten af livet og anstrengelserne sammen.

Mit væltede havehegn er en opgave langt over min evne, viser det sig, for det er frygteligt tungt, og står i blød jord på nu knækkede stolper. Hvorfra har jeg forestillingen om, at jeg nok hellere må finde løsningen selv, end at bede flere om hjælp? Hvad frygter jeg at tabe? … eller få forærende?

Der er langt større ting i livet, jeg heller ikke magter selv.

Relationer, kærlighed, talenter – for også jeg er et menneske med talent. ”Du har talent for det”, fik jeg at vide som barn, og var straks ved at knække i hårdt arbejde for mit talent – det var jo særligt og betroet.

Det er paradoksalt, at vi bruger ordet talent om evner, der er særlige, og tænker, at så går det hele som en leg. Alle mennesker har særlige evner. Alle mennesker har talent for ét eller andet, men det benhårde arbejde, der skal til for at blive dygtig, og forventningspresset, der følger med at udfolde sine talenter, får mange talenter til at visne.

Hvornår får vi dog lov at gå ind til vores Herres glæde, til at hvile i solen og se på det blomstrende værk, vi fik betroet, givet ganske frit og gratis? Arbejdet med at få det til at lykkes, trives, blomstre kræver, at vi går til hinanden og beder om fællesskabet; at vi investerer os selv i det sammen med andre. Du må ikke blive så bange for at korrigerer og gøre om, og udvikle, at du vil alting selv. Du må ikke tro, at de andre tager noget af din værd fra dig, bare fordi de giver dig af deres kræfter, viden og erfaring.

Du er elsket! Du er det allerede, som du er, og ethvert skridt på din vej er allerede en udvikling. Ethvert forsøg, også de mislykkede, er en del af det vellykkede. Og du skal ikke tro, at du skal klare alting selv, at det er pinligt at bede om hjælp. Det er ikke svaghed at forvente støtte og medmennesker, og slet ikke dumt at stole på, at Gud vil hjælpe dig med de betroede talenter.

Evangelium betyder stadig glædeligt budskab – det var ikke frygt, vi skulle bringes til, men glæde. Gå ind til din Herres glæde – det er dér, vi er på vej hen. Men vi er nødt til først at sætte os i regnen ved det væltede havehegn og erkende, at vi ikke kan og skal klare alting selv.

Vi må have drevet frygten ud, der lammer os og forhindrer os i at give slip på vores sårbarhed og afmagt og række ud til de andre. Rejse os op og gå til venner og naboer for at investere hos dem, og give dem gaven det er, at vi har brug for dem, stoler på deres villighed og evner og deres kærlighed. Så går vi der i solen sammen og kan le af det besværlige og puste af anstrengelsen sammen og bagefter glæde os sammen over, at det lykkedes – også dér, hvor det står lidt skævt. Se, der er gravet blomsterløg ned langs hegnet af bare overskud og de vil til foråret stå og forkynde glæden, der blev og båndet, der blev knyttet stærkt og tæt mellem venner og naboer, imens vi arbejdede sammen. Med Guds hjælp gav jeg slip og erkendte min fallit – ikke bare i forhold til hegnet, men i forhold til meget andet større, dybere i livet, jeg mente at skulle have kontrollen over.

Der er en hel del gråd og tænderskæren involveret. Er det det værd? Er Gud besværet værd?

Nej, – egentlig ikke, fordi det er misforstået, hvis vi tænker økonomisk om det på den måde. Som noget, der skal gøres for at opnå noget andet. Et noget for noget princip. En kærlighed, der skal købes dyrt eller arbejdes hårdt for at opnå. Den kærlighed driver ingen frygt ud. Det bringer os ikke et skridt nærmere det livsmod og den tillid, som er altafgørende, hvis opgaven skal blomstre imellem hænderne på os.

Gud synes, vi er besværet værd! Han synes, vi er hele den frygtelig dyrebare pris værd. Ham kostede det bogstaveligt blod, sved og tårer, ja liv, død og opstandelse med. Det er den kærlighed, den fuldkomne kærlighed, der skal drive vores frygt ud.

 Gud investerer hele sin formue i os, lægger skaberværket, det underfulde og skrøbelige liv i vores hænder. Betroet gods. Men han nøjes ikke med det! Han giver sig selv med! Jesus investerede alt sit eget, gav afkald, tog en tjeners skikkelse på, smøgede ærmerne op for at grave dig op af enhver skyttegrav af skuffede forventninger. Af ham lærer vi, at kærligheden investerer alt i den anden. Tror alt, håber alt, udholder alt – vover alt. Når det under sker, så blomstrer talenterne, overskuddet flyder af sig selv. Den som har, til ham skal der gives og han skal have overflod. Vi har med ét uendeligt meget at give løs af til hinanden, uden frygt for at miste, uden frygt for at der går noget af os, når vi tager imod de andres hjælp.

Gud giver mere endnu! Det er her, det bliver gådefuldt større. Det er her, det bliver evangelisk glæde. En glæde at gå ind til, tage bolig i og handle ud fra, øse ud af.

Kristus går stadig frivilligt ud i mørket udenfor, ud, hvor der er gråd og tænderskæren for at hente os ind i glæden. Alt det forspildte, nedgravede, tabte liv, som ingenting blev, og alle troede var tabt for evigheder. Det overgår vores vildeste forventning.

Se, han gør alting nyt! Forvandler! Lader opstå. Selv af det nedgravede spirer forårsblomster, og du og jeg får lov at sidde i glædens solskin med kaffen og le ad det sammen, mens vi mærker de stærke bånd af kærlighed, der kom ud af møjen og besværet. Møjen, besværet, nederlaget og gråden, der for længst er glemt den dag.

Stort og fyldt med livsmod er det at høre, at det er sådan Gud er. Den Gud, du ikke kan forventningsafstemme med, ikke kan kontrollere, ikke forsikre dig overfor eller betale igen. Han opstod af graven, af hullet i jorden og blev til opstandelsens forår for dig og mig, for menneskene! Den ”ukendte gud”, Paulus så et alter for, viser os sit ansigt i Jesus Kristus. Amen!

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK 4930 Maribo

Email: amnm(at)km.dk