Matthæus 4,1-11

Første søndag i fasten | 26.02.2023 | Matthæus 4,1-11 | Anders Kjærsig |

Fristelser og motiver fra hverdagen. Aforismer skrevet hen over teksten til 1. søndag i fasten 1. tekstrække

Hver dag kikker jeg op mod himlen, hvert sekund kikker himlen ned på mig.

Jeg tror ikke på kærlighed, fordi kærlighed er relationsløst. Den er en platonisk dårlig ide uden substans. Til gengæld er jeg sikker på, at forelskelse og elske findes; at elske er en nedbrydning af kærlighed. Kærlighed og had hænger sammen, den samme relation findes ikke i forelskelsen.

I Forelskelsen er der heller ingen forskel mellem krop, ånd og åndedræt. Man puster, halter og trækker vejret på en anden måde, når man er forelsket. Kærlighed giver astma og minder én om indbegrebet af trivialitet og opbyggelig ligegyldighed.

Gud skabte mennesket af elskov og ikke af kærlighed. Elsk hinanden og glem kærligheden, den findes ikke. Gud sagde: Lad der blive elskov, og der blev kærlighed. Det var en menneskelig fejl.

Hvorfor skal kirken have et logo, når den har verdens bedste symbol?

Bededagsferien handler om forholdet mellem sekularisme og anti-sekularisme, mellem profan og sakral. Det handler ikke om stat og kirke. Det gør det for biskopperne, men ikke for fagforeningen, skønt både biskopper og fagforening er socialdemokrater.

Det er en underlig konstellation: Kirken er ligeglad med bededag, men de er ikke ligeglad med sekularismen. Fagforeningerne fanger det hele.

Biskopper har nok at gøre med sygemeldinger, sexisme, klimapolitik og integration. Selv provster er langtidssygemeldte. Her går det godt, send flere penge. Vi savner jer!

Det præstelige kald er ikke eksisterende. Provster er blevet forandringsagenter – har jeg hørt. En upoetisk fattig titel, der intet siger. Det er en del af kirkens management. Provster vil være ledere, men er aldrig blevet det. Det samme gælder for biskopper. De ved det blot ikke selv.

Det er svært at finde folkekirken i denne sammenhæng. Vi laver segmentundersøgelser, prøver at finde os til rette i en modernitet, vi lefler for og aldrig kan leve op til. Kirkens Genmæle?

Når jeg kommer hjem til mig selv, vil jeg hilse på både de døde og de levende; jeg vil kaste mig i støvet og skue mod himlen og tænke på en tid, som var engang. Det handler om små ting: en jernbane, en nedlagt kro, huse der smider sminke, en lille pige der mangler tænder, puckmaxi og Hof og dårlig samvittighed. Jeg kender det godt: alt det, man gjorde og ikke fik gjort, står tilbage lidt kroget og uforløst. Jeg er nu hjemme og intet har ændret sig. Det kan jeg godt lide.

Jeg tror, fordi jeg går i kirke.

Jeg har aldrig forstået udtrykket: Når livet bliver for stort. Hvad er det?

Jeg tvivler på ægte kærlighed. Skal kærligheden være ægte, er den uden lidenskab. Det hedder: beskidt kærlighed. Den er meget ægte, vil jeg tro.

Vi taler om ensomhed, fordi vi savner fællesskab. Vi er antiindividualister. Sartre skrev en roman med titlen ”Ensom blandt mennesker”. Hans problem var modsat nok fællesskabet, fordi det berøvede mennesket autentisitet. Ensomhed er i dag et problem, fordi identitet ikke er eksistentialistisk men kommunitaristisk – vi er ensomhedsforskrækkede i vores ensomhed efter et fællesskab, der ikke findes.

Jeg er blevet ældre. Det har jeg det godt med. Somme tider spørger jeg mig selv: Hvad vil du med dit liv. Som regel glemmer jeg det og går et andet sted hen. Hvor jeg går, ender det som regel samme sted. Mit liv er ingenting i bevægelse, noget som kun er, mens det foregår; en konstant usikkerhed på vej mod horisonter, der er stabile. Det sidste er Vor Herres skyld.

Kan man bruge tredivernes eksistentialisme til noget i dag? Hvem læser Tom Kristensen og Hermann Hesse? Læser man den franske udgave, Sartre mfl? I firserne havde vi de unge vilde, der var sorte lædertøjseksistentialister. Hvad med i dag? Er eksistentialisme realisme; antiidentitet?

Stemninger som angst og fortvivlelse er ikke eksistentielle, men patologiske og diagnostiske. De nye grundstemninger er ensomhed og kedsomhed. Det ændrer noget, vil jeg tro.

Man bliver ældre med alderen. Mennesker forsvinder, venner fortaber sig i horisonten, forældre er her ikke mere. Jeg husker deres ligegyldigheder og trivialiteter, de kom forbi og forsvandt igen. Nu er jeg mig selv uden dem, og det er en ny måde at finde sig selv på. En dag vil jeg ikke være her mere og andre vil forhåbentligt sige det samme. Det håber jeg da.

I aften vil jeg være optimist.

Jeg blev ramt af en bil; lagde krop til forholdet mellem objekt og subjekt. Kroppen forbinder menneske med virkelighed, når man bliver ramt. Jeg ender på bilens køler, ser ind i forruden og opdager et ansigt, som ikke er mig. Resten er blot en situation.

Jeg læser en lille bog med titlen: „At tænke juridisk“. Den er købt i juridisk boghandel i Århus. Man kunne også købe en bog med titlen „At skrive juridisk“. Den gider jeg ikke at læse. Begge er skrevet af professor Jens Ewald. Han skriver godt.

Det er interessant at anskue kultur, stat, marked og samfund ud fra rigtigt og forkert. Det er hverken et etisk, æstetisk eller erkendelsesmæssigt problem, det skal siges. Jura tænker på sin egen måde, men blander sig ind i mange andre områder. Selv fiktion kan anskues juridisk. Det kender vi lidt til i dag.

Der er grænser for, hvad man må skrive; man ved jo aldrig, om man har krænket nogen. Det er nyt: woke, cancel culture mm. Vi læser ikke litteratur poetisk, men juridisk. Det skønne er underlagt det rette. En slags juridisk hermeneutik, der ikke dømmer værket æstetisk.

Man skal passe på med at skrive, det kan ødelægge ens økonomi. Moralen: Hold jer til regler og til dagbøger. Meeeen: pas på.

Har lige hørt, at overtænkning er usundt. Så kender jeg nogen, som skal slappe af.

Ledende kirkefolk hævder, at kristendommen er et værdigrundlag. Det tvivler jeg på. Er Guds nåde en værdi? Nåde kommer af gratia og betyder gratis. Det er faktisk en antiværdi, det modsatte af værdi og værdigrundlag, og er paradoksalt nok ikke noget værd. Værdi er hentet fra økonomisk tænkning, og her er intet gratis.

—

Sognepræst Anders Kjærsig

DK 5881 Skårup

E-Mail: ankj(at)km.dk