Matthæus. 6,24-34

15.søndag efter trinitatis | 17.09.23 | Matthæus. 6,24-34 | Thomas Reinholdt Rasmussen |

Ikke skæbne, men Guds løfte

Det har ofte slået mig hvor ganske anderledes kristendommen tænker om livet. Mange andre livsopfattelser og religioner bunder i en skæbnetro, der har ganske stor indflydelse på menneskets liv og færden. Man søger at finde forklaringer i menneskelivet på hvorfor det går én som det nu gør i livet.

Man kan også til tider møder mennesker, der er syge og måske skal til at tage afsked fra denne verden, og høre dem sige og stille spørgsmålet om, hvad de mon har gjort siden de skulle have det som de har det nu. Man roder rundt for at finde et svar i sine egne veje, og på næsten forunderlig vis at tage skylden på egne skuldre. Hele skylden. Man ønsker at finde en sammenhæng mellem fortidens gerninger og nutidens hændelser.

Og det er her at kristendommen tænker så helt anderledes. Hør blot et udsnit af dagens evangelium: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok sin plage”. Fremtiden råder Gud for. Fremtiden som objekt for vores bekymrede tanker er afskediget. Den består kun som et løfte – det løfte, der ligger i Guds forsyn – han vil under regnbuens tegn sørge for, at vi får klæder, mad og drikke. Fortiden er dermed også uinteressant. For løftet består ”så længe jorden står”, uanset hvorledes fortiden artede sig og på trods af alle druknede synder. Tilbage er dagen, hver dag, i dag.

Kristendommen er troen på at vi altid kan begynde forfra. Den gammeltestamentlige læsning til i dag handler om Noah. Det er jo egentlig en ganske grum beretning om oversvømmelse og udslettelse; men den rummer også et evangelium. Det evangelium at Gud siger: ”jeg vil aldrig mere”. Fortiden betyder ikke noget, eller rettere sagt: fortiden er blevet til historie, og i fremtiden venter Guds omsorg, som Jesus som et løfte peger på i dag med ordene: se himlens fugle, er I ikke meget mere værd end dem?

Derved spændes dagens tekster ud mellem fortiden, der er vitterlig fortid – altså historie, og intet andet – og fremtiden, hvor Gud kun råder. Og fortid, der er uden tyngende betydning, det kalder vi syndernes forladelse, og fremtiden, hvor Gud kun råder, kalder vi for Guds nåde og forsyn.

Og det er derved kernen i kristendommen: at vi altid kan begynde på ny. Altid kunne begynde på ny. Altid kunne løftes op på ny. Altid kunne få en ny mulighed i livet. Aldrig fordømt helt til bunds. Aldrig tynget helt til jorden af skyld og brøde, for Gud fornyer vores liv.

Og det er efter min bedste overbevisning et budskab vi i vor tid i høj grad trænger til at høre. At ikke alt er min skyld alene. At min nutid ikke nødvendigvis har den form og udfald som det nu har, fordi jeg har gjort det og det i fortiden. At ikke alt i verden er min skyld alene. Det ord trænger vi godt nok til at høre, for det moderne menneske er efter mit bedste skøn ikke meget at råbe hurra for. Enten er det neurotisk, og er knuget af skyld om det så er over at være dårlige forældre eller være ene skyld i sågar globale klimaforandringer, eller også er det æstetisk, og tager på wellness ferie for at blive pludret om som et spædbarn. Vi lever i en tid, der trænger til at blive voksen. Vi trænger til at høre evangelium, så vi kan leve menneskelivet ret i ansvar og i tro.

Og det evangelium fremstilles for os her i dag, når vi hører Jesu tale om himlens fugle og markens liljer. Det er en tale, der rummer troen på Guds omsorg og nærvær, og derved tanken om at ikke alt i verden er min skyld og ansvar. Gud råder også. Gud er også i sin almagt en del af det.

Og så her til sidst skal vi lige have ryddet en lille sten af vejen: Jesus taler om at være ubekymret. At vi skal være ubekymrede. Her er det da ganske afgørende at vi hører disse ord som et løfte givet i omsorg, og ikke som et krav, der skal opfyldes. Hvis vi hører ordene som et krav om at vi skal være ubekymrede, og som vi skal opfylde, så går det da rent galt. Man kan ikke være ubekymret på kommando. Men vi kan høre ordene om at Gud råder, og derfor er det muligt at være ubekymret, på trods af bekymringer for dagen og vejen. På trods af bekymringer og livets smerte, så er der en altomfattende ubekymrethed, som er funderet i Guds omsorg og nåde. I Guds tilgivelse af fortidens skyld og synd, og i Guds skabelse af nye muligheder i livet og i samværet med hinanden.

Det er det evangelium, vi trænger til at høre, og det evangelium Gud maler for vores øjne, når han hver dag lader fugle svæve ubekymret under himlen og markens liljer stå i flor. Se på Guds skaberværk, og se hvilken overflod og liv og glæde ofte på trods. Når Gud i sin almagt råder for det, så kan Gud med vished også råde for dig. Ovenikøbet i tryghed, da almagten har vist sig nådig i Jesus Kristus. Gud holder dig fast i nåde i sin almagt. Amen.

—

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Thulebakken 1

DK-9000 Aalborg

E-Mail: trr(at)km.dk