Menneskets værdighed

22. søndag efter trinitatis | Matthæus 18,1-14 |af Christiane Gammeltoft-Hansen | Salmer: 449, 370, 674|

 

Hvor sidder værdigheden?

 

Mathæus mener tydeligvis ikke, at den sidder i hånden eller benet, siden de legemsdele åbenbart efter hans mening kan undværes. Men et eller sted må den menneskelige værdighed være.

 

Måske sidder værdigheden i farven? Der er i hvert fald mennesker, der på grund af deres farve – hudfarve – kæmper for deres ret til at være til på lige fod med alle andre. Kæmper for deres værdighed. De oplever, at deres farve er et problem. At der er nogle, der netop på grund af farven venter det værste af dem – overfald, vold og uærlighed. Det er bare en farve, men tydeligvis mere end det, når farvefordommene forringer deres liv. Så de råber højt, holder på deres ret og kræver lighed.

 

Det kan også være, at værdigheden sidder i ideologien, i håbet om et samfund der ikke er stenet, men i stedet blød som en krop? Der er dem, der lever under samfundsforhold, hvor de oplever, at deres værdighed bliver taget fra dem. At deres bevæge- og talefrihed begrænser sig til det at makke ret. Men de er drømmere. De drømmer om mere, end der er dækning for i det ”nu”, som de gør oprør imod. De springer fremad i tid og nægter at overlade fremtiden til modstanderen. De taler undertrykkerne imod, kræver frihed, lighed, respekt, det også selvom de risikerer deres egen frihed ved det.

 

Eller måske værdigheden sidder i pengene? Dem der ikke har dem, pengene, fortæller i hvert fald om et liv, hvor de bliver behandlet uværdigt. De kæmper med at få det til at slå til, mens omverdenen vurderer, at det er viljen, det er galt med. At hvis bare de gjorde sig mere umage, ville de ikke befinde sig i denne underskudssituation.

 

Det handler om, hvordan vi bliver mødt – med hud og hår, status eller mangel på samme. Det handler også om, hvordan vi møder andre. Sker det i en modtagelse eller afvisning. Forventer vi af dem, der er faldet, at de selv rejser sig op igen, eller rækker vi dem en hånd og hjælper dem et stykke ad vejen, som en hyrde der bærer sit får hjem?

 

Den danske filosof Løgstrup sagde: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Vi bærer med på hinandens liv. Og vi har netop hænder til det samme.

 

Hug hånden af siger Matthæus i en af sine hårde udfald. Han siger det i den gode sags tjeneste, for at værne om den anden. Men for Løgstrup holder billedet ikke. Vi har brug for hænderne – og benene og øjnene med for den sags skyld.

 

Det kan godt være, at værdigheden ikke sidder i hånden, men hånden kan gribe ud og rejse den anden op til ny værdighed. Så lad hånden blive siddende, så muligheden for, at den kan gribe til det gode, er der.

 

Hånden bringer os tæt på verden og den anden. Nok kan det blive til slag i stedet for kærtegn. Og vel kan vi manipulere med hånden. Manipulation betyder netop ”at føre ved hånden”. Men hånden er nu engang det, der gør os til aktive handlende mennesker. Mennesker der engagerer os, griber ud, griber fat. Som ikke forholder sig distanceret, men involverer sig.

 

Det er som det lille barn, der også bruger kroppen til at forbinde sig til verden med. Barnet smager bogstaveligt talt på verden, og griber ud efter alt, hvad det kan nå. Verden er ikke en abstraktion. Den er noget, man kan tage og føle på. Og det gør det lille barn så. Ligesom barnet selv er afhængigt af, at vi ikke er håndsky. At vi tager det op, holder det i vores arme. Beskytter det.

 

»Hvem er den største i Himmeriget?” spørger disciplene. De spørger, som man nu spørger i en verden, der ikke er uden fordomme, ulighed og konkurrence. De spørger som skulle det faktisk være muligt at opdele mennesker på en måde, hvor der er nogen, der er over og nogen der er under. Nogen der er mere værd end andre

 

Jesus svarer ved at pege på et lille barn. Han gør det ikke for, at vi skal blive børn igen. Det kan vi heller ikke. Men vi kan måske lære noget, eller genopdage noget.

 

Det lille barn ved instinktivt, at det er afhængigt af andre. Det samme er vi. Vi er kun dem, vi er, på grund af det, vi har fået givet. Vi er kun kommet hertil, hvor vi er, fordi der var nogen, der tog sig af os. Vi er mennesker, fordi andre har vist os omsorg.

 

Det er det, der også sker i dåben, og som vi bliver mindet om, når vi ser et barn blive døbt. Dåben giver os fællesskabets identitet. Vi lever ikke for os selv, og vi dør ikke for os selv. Paulus beskriver det som, at vi er lemmer på Kristi legeme. Vi kan ikke klare livet alene, men det skal vi så heller ikke. Vi er en del af en stor guddommelig virkelighed.

 

Og så er der det umiddelbare. Det lille barn tror det bedste. Det møder verden med tillid. Senere kan mistroen komme til. Det kan den, blandt andet hvis vi lærer barnet det. Det er på den baggrund, at tonen bliver hård i dagens tekst. Intet må forhindre – hverken hænders hårde slag eller øjnes mistroiske blik – at børn kan vokse op med håbet og troen i behold. Det er også på den baggrund, at Jesus siger: Vend om. Vend jer om og se, hvad det er I kommer fra. Husk på at det begyndte med en tillid og den instinktive fornemmelse af at være afhængig.

 

Måske er det dér, værdigheden sidder: I tilliden, troen, og i det at være til i en vekslen mellem at modtage og give. Blive holdt og selv bære.

 

Eller med evangeliet sagt enklere, men samtidig også større: Værdigheden bunder i, at vi er gudskabte, Guds børn. Værdigheden er gudgivet. I egentlig forstand kan et menneske derfor heller ikke miste sin værdighed.

 

Det betyder ikke, at værdigheden ikke kan såres og lide nød, som det sker, når vi udskammer, undertrykker, ydmyger hinanden. Må Gud da lære os se med kærlighedens øjne og være hans hænder i verden. Og når vi selv rammes på værdigheden, må vi da blive rejst ved vores næstes hånd. Amen.

 

 

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk