Musik – et klangrum…

Musik – et klangrum for det guddommelige

Kantate | 2.5.21 | Ezekiels Bog 36,26-28; Apostlenes Gerninger 9,1-18; Johannesevangeliet 16,5-15 | Af Christiane Gammeltoft-Hansen |

Forslag til salmer: 217 Min Jesus, lad mit hjerte få (melodi af Carl Nielsen), 292 Kærligheds og sandheds ånd, 294 Talsmand, som på jorderige, 721 Frydeligt med jubelkor

En prædiken ved en musikgudstjeneste

Der skal komme en ånd, skriver evangelisten Johannes, sandhedens ånd.

Sandhedens ånd kommer ikke med et nyt budskab og laver ikke en ny aftale mellem Gud og mennesker. Det den siger, er det, den har hørt. Den videregiver sandheden, en gammel sandhed, der dog ikke er mere gammel end, at den også hører fremtiden til.

Der var så meget, de ikke begreb og så meget de fejlede med, dengang kristentroen var ny. Der er stadig så meget, vi ikke begriber og som vi fejler med. Det er til stadighed nødvendigt, at vi bliver ledt på vej og får fortalt fortællingen om Gud og mennesker. Hertil har vi ånden til hjælp.

Ånden ankommer. Det betyder, at der er tale om mere, end hvad vi kan sige os selv. Vi får tilført noget udefra. Men samtidig er ånden også i vores indre. Den omdanner stenhjerter til kødhjerter. Den gør os levende, til mennesker af kød og ånd. Og den gør ord levende, så de skaber, det de siger og vi hører ordene sagt direkte til os. – Det er dig velsignelsen, retfærdigheden, tilgivelsen gælder.

Siden sin ankomst har ånden fløjet, hvorhen den vil. Ingen steder er den fremmed. Den peger på livets merbetydning og byder os med ind i troens fortolkningsrum. Og selv om det ikke er en ny sandhed, den kommer med, så kan det alligevel ind imellem være som at få hele evangeliet foræret igen, når den puster liv i det. Det er som et landskab, der ved solopgang går fra at være mørkt og konturløst til at træde frem med form og farver. Eller som en selvfølgelighed, noget vi knap lægger mærke til, men ved åndens mellemkomst pludselig står stærk og frisk og vækker vores sanser og forståelse på en måde, hvor det næsten kan opleves som om, det er en lille ny åbenbaring, vi er vidner til.

Ånden flyver, hvorhen den vil. Her i det lave er det dog som om, den har sine foretrukne åndehuller. Eller også er det omvendt – at vi har vores foretrukne åndehuller, steder hvor vi trækker vejret dybere, åbner sindet og skærper hørelsen, og i dette er mere åndsparate og åndslydhøre.

I sig selv er bogstaverne ikke noget, men sat sammen af digteren kan de åbne øjnene for livet på ny. I sig selv er stregerne ikke noget, men forbundet af billedkunstnerens penselstrøg kan det kalde et landskab til live. Digterens ord, kunstnerens billeder – det er åndehuller. På samme måde kan musikken også være et åndehul.

”Engang imellem har jeg en fornemmelse af, at jeg slet ikke er mig selv, men et åbent rør igennem hvilket der løber en musikstrøm, som milde stærke kræfter bevæger i en vis salig svingning”.

Sådan beskriver en komponist sig selv og sin musik. Han ser sig som modtagende, snarere end skabende. En der videregiver, hvad han har fået.

Komponisten er den danske komponist Carl Nielsen. Carl Nielsen komponerede både enkle folkelige melodier og store symfoniske værker. Han var en spillemand, samtidig med at han også forædlede musikken i storslåede, komplekse kompositioner.

Dem der har studeret hans musik, har kaldt ham en fornyer. Men selv beskriver han sig som en medhjælper. Han er netop ikke skaberen af ny musik. Han er et åbent rør, et redskab for milde stærke kræfter. Skulle man kalde ham banebryder, ville det derfor også være i den forstand, at han hjælper noget med at bryde frem. Noget der ikke som sådan er nyt. Han afdækker, hvad der allerede er skjult tilstede.

Man behøver ikke at være komponist for at genkende dette. Også den lyttende og syngende kan her være med. I hvert fald kan det at høre og synge en ny melodi, der i særlig grad sætter ens indre i svingninger, være som at høre og synge noget, man genkender. Melodien er ny og dog er det som om, vi har hørt den før, ja måske ligefrem har kendt den altid. Og videre er der også melodier, man kan synge igen og igen uden at kunne gøre sig færdig med dem. Melodierne kan være mange hundrede år gamle og dog bliver de ikke forældede. De høres lige så friske, som var de ankommet i dag og ikke for lang tid siden. De forløser en ubevidst længsel efter at synge disse toner sat sammen på netop denne måde.

Carl Nielsen kan indlede en symfoni, som er det et musikalsk Big Bang. Men det er i givet fald et Big Bang, sat i gang af andre kræfter end ham selv. Og mere Big Bang er det heller ikke, end at musikken tænder et lys, der oplyser det, der allerede er: Landskabet, som vi kender det og håbet, som vi lever med. Det er en orkestrering af følelser og temperamenter, der er velkendte. Og det er et klangrum for det guddommelige.

Åndens historie forbinder sig med menneskets historie og gør det i en grad, at det udefra set kan se ud som om, den bestemmer retningen for en komponist. På samme måde som en mand, der var på vej til Damaskus blev fyldt af Helligånden og fra da af ændrede retning fra forfølger til forkynder. –Apostlen Paulus, hvis ord har lydt op igennem århundrederne i de kristne menigheder. Og også lyder hos i dag.

Som en fuga slår ånden et tema an, der derefter bliver viderebragt. Ånden fortæller om, hvad den har hørt. Apostlen fortæller om, hvad han har hørt. Spillemanden spiller, hvad han har hørt. Fugaens tema er Guds virkelighed. Hver stemme fremhæver temaet i nye gennemspilninger, legende, tolkende, klingende, tro mod udgangspunktet. Nogle gange folder det sig ud og bliver storslået, andre gange er det jordnært, ligetil. Åndehullet kan således pludselig indfinde sig i en enkel folkelig melodi, ligesom det kan erfares i store kompositioner eller dér hvor man ellers var i gang med helt andre ting. Måske der i selve dette også ligger en åndelig vejledning – at der i det enkle og dagligdags også klinger det store med – og omvendt.

Engang ankom ånden til verden. Fugaen blev sat i gang. Også denne tid, svinger sig med i den. Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk