Ordet blev et menneske …

Ordet blev et menneske i kød og blod | Anden juledag | Johannes 1,14-18. Læses denne dag fra Bibelen 2020 | I jule- og helligtrekongertiden bruges Nicænum. | af Tine Illum |

Note til den danske udgave:Da julen i vestkirken blev fastlagt til 25. december, kom ”andendagsgildet” til at kollidere med den gamle helgendag for Sct. Stefanus. I Folkekirken har man 2. juledag beholdt de bibelske læsninger til denne dag. Det er – for at gøre en lang historie kort – tekstrækkesjusk. Og endnu værre, end at kyndelmisseteksterne kommer julesøndag. Vi præster har i årevis gjort alverdens teologiske krumspring for at give mening og sammenhæng til noget, der IKKE hang sammen. I de lutherske kirker i Tyskland og de fleste andre lande lader man 2. juledag være en tematisk eftertanke over juleevangeliet. Derfor ligger ”temaet” denne dag på inkarnationen, Johannesprologen, en slags ”Julens eftertanke” – som en fin overgang til helligtrekongertiden.
For at sige det kort: Enten er 26. december Sct. Stefanus’ dag med de dertil hørende tekster. Eller den er 2. juledag – og så skal teksterne have med jul at gøre. Et passende valg ville være de evangelietekster, der foreslås til Aftensang juledag. Dog vil det være mest spændstigt, hvis man vælger Johannes 1,14-18 til første tekstrække, og Lukas 2, 15-20 til anden tekstrække, så juledagene hvert år giver lejlighed til at høre tekster fra begge evangelier.
I år vælger jeg altså Johannes 1, 14-18.

Der er ingen stald eller hyrder i Johannes’ juleevangelium. Han fortæller ikke, at Jesus’ fødsel finder sted i en særlig historisk sammenhæng. Vi hører ikke om Maria og Josef og engle på marken.
Han vil noget andet, Johannes. Han vil ikke skrive, hvad der skete. Men hvad det, der skete, betyder. Hvad det gør ved vores tro og tanker om Gud og verden og os selv. Ja, Johannes siger faktisk som den eneste af evangelisterne, hvorfor han har skrevet sin bog: ”den er skrevet for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds søn.” Det er det, han vil fortælle. Og allerede her i begyndelsen siger han lige præcis det: at Jesus er Messias, Kristus. Han er guddommelig og fuld af Guds kærlighed og sandhed.
Når Johannes fortæller, begynder det ikke med en kejsers registrering af undersåtter. Det begyndte lang tid før. Det begynder helt tilbage ved begyndelsen – da verden blev skabt. Alting begynder med ord fra Gud. Ind i det totale kaos og mørke taler Gud. Og ordene fra Guds mund sætter stjerner, sol og måne på himlen, og gør verden beboelig og beboet. Til sidst tales menneskene frem.
Guds Ord er en del af ham selv. Ordet var hos Gud, før alting blev skabt. Ordet var Gud. ”Med det skabte han alting, uden det fandtes der ikke noget”, siger han.

Og nu – siger Johannes – nu sker det: det Ord fra Gud, der skabte verden, bliver et menneske i kød og blod. En man kan røre ved, og hvis stemme, man kender. En der ved, hvad det er at være menneske, fordi han selv er et menneske. Fuldstændigt. Og som samtidig er Gud. Fuldstændigt. Det er et mysterium, hvordan det kan være sådan. Og vores hjerner er for små til at forstå det. Og alligevel giver det dyb mening.

Når vi kommer i kirke her Anden Juledag, skal vi naturligvis ikke lægge hjernerne ude i våbenhuset. Vi skal ikke være dumme. Vi skal bare være her. Med hjerner og hjerter, fornemmelser, følelser, tvivl, tanker og tro…. Bare være…. og give os ind under mysteriet, underet: at Guds Ord bliver et menneske. At Jesus er menneske og Gud.

Senere, da man begyndte at formulere gennemtænkte trosbekendelser, blev det en fast del, : ”Gud af Gud” og ”blev menneske” sagde vi for lidt siden i den trosbekendelse, som de fleste kristne i verden bruger i gudstjenesten. Det meste af den blev færdigt i år 325. Som et forsøg på helt kort at sige, hvad det vigtigste i vores tro er. Det handler om det, der sker jul, påske og pinse.

Man kan næsten fristes til at sige: gid det så var blevet ved det. Gid man så havde ladet mysteriet og underet stå, og lade skønheden lyse ud af dem, og ind i os, så vi kunne lyse videre.
Det er nok bare sådan, at det hører med til at være menneske, at vi søger bagom tingene, for at forstå dem. Det gør vi for at finde ud af, hvad der er virkeligt, hvad der er sandt, og hvad vi kan stole på. Så det er der ikke noget forkert i. Og havde vi ikke denne trang til viden, så ville alverdens konspirationsteorier få endnu mere frit løb, end de allerede har.

Vi kan bare ikke nærme os Gud ad den vej. Gang på gang må vi give op og indse, at det bliver til et ulideligt tankespind. Det er som om vi må finde en anden vej til fordybelse og erkendelse ”Ingen har nogensinde set Gud” siger Johannes i sit evangelium…. Men vi tror, at hans kærlighed og sandhed kom med Jesus Kristus, og findes i ham og hos ham; at han er guddommelig og kommet os guddommeligt nær, og at han deler ud af sig selv og sin guddommelighed til os –helt ufortjent.

En klog mand sagde det så rammende engang: Guds Ord blev et levende menneske af kød og blod. Levede, døde, opstod, og lever hos Gud. Og dét menneske gjorde vi så til en masse små ord…. og den levende fortælling blev til dogmer … og i stedet for nysgerrigt og undrende at fornemme en flig af Guds sandhed og ønske at synke dybere ind i den – ja, så blev vi rethaveriske og påståelige… og gjorde det levende lysende Ord til grå ordsystemer.
Nu er det på tide, at vi lader alle de små ord blive en genklang af Guds store Ord, blive lysende og guddommeligt levende i verden, i og gennem mennesker af kød og blod – gennem os.

Det er nu. I dette hellige nu….. at Guds Ord skaber os ny… det er nu vi får stjerneøjne og kan møde hinanden med et nyfødt blik. Det er fødslens time.

(og nu har jeg så brugt en masse små ord….. i stedet kunne man også forsøge at bruge ganske få ord og lade tanken falde til ro. Herunder har jeg forsøgt mig med en mere ordknap genre, der så til gengæld læses langsomt og med mange pauser)

I begyndelsen var Ordet
det var hos Gud
det var Gud

Gud er kærlighed
og kærligheden kan ikke være i sig selv
den må ud
– så Ordet, Kærlighedsordet, der var Gud selv, lød ud over rummet
og alt blev til ved det

alt

alt var skabt af Gud og helligt og lyst

og hvordan det gik til,
at det blev forvrænget og formørket og næsten ødelagt er en forfærdelig gåde
en slanges hvislen ned gennem årene

Så skete det – fordi Gud elskede verden –
at Ordet blev et menneske i kød og blod, Jesus
og hvor han kom frem,
blev det ødelagte helet og helligt  – og lys
og mørket kunne ikke opsluge dét lys,
for det var Gud selv

det så de – det fortalte de:
at da alt var tavst og mørkt og dødt;
da Ordet, Lyset, blev korsfæstet
da skinnede Guds lys ind i mørket med påskekraft.

Tiden gik….

og det Ord, der blev menneske, og døde og opstod, blev ord…… blev bogstaver
og bogstaverne lagde sig tæt rundt om Ordet og skyggede for dets lys
og blev til meninger og sætninger der stivnede og klemte det alt for hårdt

men det er ikke dødt

det ånder og er Ånd
indefra skyggerne lyser og lyder det gennem sprækkerne…… finder det vej
…..en himmelstemme, der er hellig og gir liv
og var og er Ordet, der bor hos os

og gennem mennesker af kød og blod, gennem os, gennem dig og mig
skal det blive lys
skal det blive liv.

Amen.

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk